Læsetid: 4 min.

Historisk britisk valg

7. maj 2005

I 1997 SKIFTEDE DEN traditionelt helt ind i sjælen konservativt-liberale britiske middelklasse side i britisk politik. Med overvældende flertal valgte 'Middle England' det reformerede New Labour som regeringsparti og den unge Tony Blair til premierminister.

Det britiske valg torsdag handlede først og fremmest om, i hvilken grad denne samme vælgerskare stadig har tiltro til, at New Labour kan levere varen til denne brede middelklasse. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så består den politiske vare først og fremmest i en fortsat gunstig økonomisk udvikling, fortsat vækst, lav arbejdsløshed, lav inflation, lav rente og en sikring af reallønnen.

At Labour derudover har pumpet millioner af pund i sundhedsvæsenet samt sikret en langt bedre skolestart for de fattigste britiske børn med før-skoleprogrammet 'Sure Start' og - om end forsigtigt - har taget de første skridt i retning af en egentlig investering i offentlige serviceydelser skal lægges oven i regnestykket.

Men det er og bliver den gunstige økonomi, der gør alt dette muligt herunder den redistribuering af midler til de mest udsatte i det britiske samfund, som Arbejderpartiet er det eneste af de store partier i britisk politik, der kerer sig om.

Det overses alt for nemt i de store ideologiske og ophedede diskussioner om immigration, terror, sikkerhed samt lov og orden, der har fyldt en del i de sidste fire ugers valgkamp, men som gentagne meningsmålinger har vist, ikke er det, der motiverer flertallet af vælgerskaren, heller ikke selv om denne naturligvis forventer, at regeringen sørger for sikkerheden i hverdagen uanset om truslen skulle komme fra lommetyve, voldsmænd, terrorister eller sociale bedragere.

Labours valgsejr, som stod klart i går morges - på Blairs 52 års fødselsdag - viser med andre ord først og fremmest, at der fortsat er et flertal i den britiske middelklasse, som har tillid til at New Labour er garant for deres økonomiske tryghed.

OG DET ER I SANDHED historisk. Ikke bare fordi det rent faktisk er første gang, at nogen Labour-leder bliver valgt for tredje gang i træk, men fordi vi taler om et Arbejderparti, der, før Blair og hans hold af fornyere kom til, blev set som det permanente oppositionsparti.

Et parti, der rutinemæsssigt - når det med ujævne mellemrum trods alt sikrede sig magten i en enkelt regeringsperiode, fordi briterne var blevet trætte af det 'naturlige regeringsparti', de konservative - blev set som uansvarligt og som altid blev bebrejdet, at det formøblede de økonomiske gevinster, som de konservative havde sikret; et parti, der var bundet til stive fagforeninger, skeptiske over for det europæiske samarbejde og permanent forelsket i statslige løsninger på de fleste af samfundets problemer inklusive nationaliseringer, fortsatte skattestigninger og en ideologisk retorik, som sad fast et sted i 1950'erne.

Alt dette og mere til gjorde New Labour til historie i 1997, og det er den succes, som denne valgsejr i 2005 understreger.

HVAD SÅ MED IRAK? Ingen tvivl om, at krigen har kostet stemmer for Blair især i de valgkredse, som huser betydelige muslimske mindretal. Men det har mest gavnet de liberale demokrater, som fik en pæn om end ikke overvældende fremgang. Og i det britiske system, som reelt er et to-partisystem, har det først og fremmest betydet en styrkelse af de konservative og en relativ svækkelse af Labour.

De konservative vil sandsynligvis bruge fremgangen til at blive regeringsduelig igen - en stor opgave for et parti, der ikke havde megen alternativ politik at byde på udover en ekstrem udlændinge- og Europa-politik - og snarest vælge en ny leder efter Michael Howard, der i går annoncerede sin snarlige afgang.

I de britiske medier bruges megen plads på, at Labour gik betydeligt tilbage. Det skal naturligvis noteres, men det er overdrevet at tale om en decideret ydmygelse, som visse kommentatorer påstår. Muligvis vil tilbagegangen betyde, at presset på Blair for at overlade tøjlerne til den populære Gordon Brown hurtigt bliver større. Men Blair har allerede selv annonceret, at denne valgperiode bliver hans sidste og mange regeringsledere i EU ville være ellevilde af glæde over en majoritet i det nationale parlament på 66 stemmer.

Når en ny regering er dannet - formentlig hen over weekenden - er der en omfattende dagsorden at tage fat på. Ud over løfterne fra Blair, som han fremsatte i går, om at han havde "lyttet og forstået" den løftede pegefinger fra vælgerne om at koncentrere sig om fortsatte reformer og forbedringer af den offentlige sektor, venter en række udenrigspolitiske udfordringer i G8 og i EU, hvor briterne overtager formandskabet 1. juli.

Hvis enten Frankrig eller Holland stemmer nej til EU-forfatningen, bliver det en kæmpe politisk udfordring at finde en løsning på, hvad der videre skal ske i Unionen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu