Læsetid: 3 min.

En historisk brøler

22. juni 2001

DENNE DAG, FOR 60 år siden, blev begået en brøler, der bestemte, hvordan menneskers verden kom til at se ud det næste halve århundrede, ja, op til skrivende stund: Hitler overfaldt Sovjetunionen. Det afgjorde den nazistiske ambition om globalt herredømme – på en anden måde, end Hitler forventede.
Men en tid lang så forehavendet ud til at lykkes. En anden paranoid psykopat – Stalin – havde svækket sit lands forsvarskraft ved tusindtallige ’udrensninger’ i officerskorpset, og Hitlers styrker var ekstra udstyret med krigsbytte samlet op efter de lette sejre i Øst- og Vesteuropa.
Over en bred front – og med Italien, Finland, Rumænien, Slovakiet og Ungarn som forbundsfæller – strømmede de tyske tropper den 22. juni 1941 ind over de sovjetiske grænser. Støttet af Luftwaffe trængte de i kiler frem mod Leningrad, Moskva og Ukraine. Deres behandling af civilbefolkningen var grufuld og vendte hurtigt, hvad sympati dele af den måtte nære for en fjende af Stalin.
Trods uhyre tab under en række tilintetgørelsesslag ydede sovjethæren sej modstand, og i december 1941 blev tyskerne bragt til holdt foran Moskva. Den russiske vinter – ’general Frost’ – satte ind med lammende kraft. Nye tyske fremstød den følgende sommer nåede så langt som Stalingrad og Kaukasus, men modoffensiver og ny vinter låste dem. Derefter begyndte Den Røde Hær at rulle den modsatte vej, nu hjulpet af forsyninger fra Storbritannien og – især – USA’s vældige ressourcer.

FORBLØDNINGEN af nazisterne lod de vestallierede Sovjetunionen om. Hitler viste endnu et svigt af dømmekraft, da han efter det japanske angreb på
Pearl Harbor i december ’41 erklærede USA krig. Derved gjorde han det muligt for præsident Roosevelt at erklære »Europa først« som krigsstrategi.
Amerikanerne var indstillet på allerede i 1942 at åbne den ’anden front’ i Frankrig, som Stalin forlangte for at få presset taget af sin front. Briterne var ikke forhippede på frontalsammenstød med den mægtigste fjendehær. Churchill havde selv været officer i Første Verdenskrigs skyttegravskrig, og han frygtede, at endnu en generation af imperiets soldater ville gå tabt. Han fik omledt en vestallieret 1942-invasion til at
foregå i Nordafrika. Også i 1943 gennemtrumfede briterne en landgang i periferien, denne gang Sicilien.
Udsættelserne gav Hitler tid til at opbygge sin Fæstning Europa. Da de vestallierede endelig kom – i overvældende kraft – og gennembrød den i juni 1944, var den sovjetiske hær i så knusende fremrullen, at det dikterede den politiske situation på sejrsmagternes Jalta-konference i februar ’45: Østeuropa var sovjetisk krigsbytte.
Enkelt sagt blev sejren over nazismen vundet af britisk stoicisme, amerikansk produktion – og russisk blodoffer: 20 millioner sovjetborgere døde, tre fjerdedele var civile.

DETTE OFFER forklarer omverdenens respekt for Sovjet i de første efterkrigsår. Og det uudslettelige indtryk, krigen efterlod i det russiske folk. »Den store fædrelandskrig« er det navn, den stadig bærer. Bagved ligger skyggen af næsten lige så frygtelige tildragelser under Første Verdenskrig, hvor Rusland bukkede under. Aldrig, aldrig må det gentage sig – er en begrundet lære, som Stalin kunne spille på, da han gjorde det halve Europa til sit militære forterræn. Og som Rusland husker i sin vægring ved at overlade det selvsamme forterræn til NATO.
Dagens dato er også mindeværdig i dansk indenrigspolitik. Den junimorgen, som Hitlers tropper rullede mod øst, gik dansk politi rundt og arresterede kommunister – ivrigere, end den tyske besættelsesmagt forlangte. 107 blev det til. Dette overgreb – og de følgende – blev i august 1941 ’legitimeret’, da Rigsdagen vedtog ’kommunistloven’ enstemmigt. (De tre kommunistiske medlemmer var – nej, vel – ikke til stede.)
Jaget under jorden tilførte kommunisterne den danske modstandsbevægelse en afgørende kraft af mandskab og disciplin. Grundlovsbruddet mod dem, deres efterfølgende tapperhed i kampen herhjemme og – frem for alt – på den front, hvor Sovjet forblødte Hitler – var i samtiden og den umiddelbare eftertid med til at bortvaske skammen over 1939’s Stalin-Hitler pagt og til at sløre det kritiske blik på stalinismens forbrydelser.
Forståeligt. Og meningsløst at omgøre ved en nutidig ’revisionistisk’ historietolkning.

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her