Læsetid: 4 min.

En historisk udfordring

28. juni 2001

I disse dage er det konstruktivt at tænke 700 år tilbage på byldepesten i Europa. Den Sorte Død tog 30 mio. menneskeliv og datidens regeringer – konger, hertuger og deslige – anede ikke, hvad de skulle gøre for at stoppe pesten, endsige forebygge den ukontrollable spredning af epidemien. Eftersom læger og myndigheder ikke vidste, hvad der forårsagede pesten, fik den lov til at gå sin naturlige gang.
I siger og skriver 2001 kender vi den virus, der udløser aids – nemlig hiv. Vi er i besiddelse af virkningsfuld medicin, som kan holde de syge i live i mindst ti-15 år. Trods det er 22 mio. døde og hvert år mister tre mio. livet, langt de fleste i Afrika syd for Sahara.
I sorte Afrika bliver kun 25.000 ud af 25 mio. hiv-smittede behandlet med medicin, skønt midler til at holde aids i ave har eksisteret i 13 år. Skandale er for mildt et ord til at udtrykke indignationen over denne tingenes tilstand.
Hvad vil historikere om 700 år tænke, når de ser tilbage på vores æra og konstaterer, at vi havde viden og midler til at bekæmpe aids-pandemien – og næsten intet gjorde! De bliver nødt til at konkludere, at vores civilisation var mindre ’civiliseret’ end vores forfædres i 1300-tallet. Heri ville der naturligvis ikke været noget overraskende. Civilisationens udvikling har aldrig været lineær. Men det kan ikke være en undskyldning for at læne sig tilbage og vente på en menneskelig og økonomisk katastrofe af et omfang, som end ikke middelalderens herskere kunne have forestillet sig.

OvenstÅende konstatering bør tjene som præmis for et uafvigeligt krav om handling her og nu fra regeringer, internationale institutioner, private fonde og virksomheder i Nord og Syd. Det kan ikke gentages ofte nok: Aids er ikke blot en epidemi; sygdommen er blevet til en pandemi, som har inficeret alle verdensdele.
Situationen er værst i et voksende antal afrikanske lande, fordi fattigdom – altså manglende uddannelse, manglende sundhedsforsorg, manglende vandtilførsel og utallige andre faktorer – stimulerer spredningen af hiv. Men aids spreder sig bogstaveligt talt som pesten i Øst- og Mellemeuropa, i Rusland, Indien, Sydøstasien og Kina, hvor myndigheder enten har været sene til at reagere eller stadig tøver.
Aids er ikke et særskilt afrikansk fænomen, men en verdensomspændende epidemi. Derfor kræves indgreb på international plan og det eneste forum for handling, vi kan ty til, er De Forenede Nationer. Det betyder ikke, at al bistand nødvendigvis skal kanaliseres gennem FN eller det globale aids-fond, som generalsekretær Kofi Annan har taget initiativ til at starte inden dette års udgang. Tværtimod ville det være formålstjenstligt, at hvert donorland bibeholdt og udbyggede sin bilaterale aids-bistand til udviklingslande, med hvem man har haft årelange forbindelser og erfaringer. Det er en tilgang til problematikken, som den danske regering praktiserer.

Men der skal spilles på begge heste. Det er korrekt at nære en vis skepsis over for Annans aids-fond. Hvem skal styre fondet? Bliver det kun donorer, inklusiv private koncerner? Hvordan sikrer vi, at aids-ramte lande opnår rimelig indflydelse i beslutningsprocessen? Hvordan prioritere udnyttelsen af milliarder af dollar skudt ind i fondet hvert år? Skal man lægge mere vægt på akut behandling af aids-syge med livsvigtig medicin end på det forebyggende arbejde og udviklingen af en vaccine? Ville det ikke være en bedre ide at investere næsten alle pengene i at bibringe fattige lande en sundhedsforsorg og en infrastruktur, der virker som en dæmper på spredningen af hiv?

Alle disse spørgsmål er forsåvidt legitime. Men debatten bør kun fokusere på at finde den rette balance mellem de forskellige tilgange. De supplerer hinanden. Der skal ikke vælges mellem behandling, forebyggende arbejde, vaccine og generel udviklingsbistand. FN’s aids-fond bør være stedet, hvor denne kampagne uden fortilfælde bliver koordineret og delvist finansieret.
Set i det lys var danske udviklingsminister Anita Bay Bundegaards udmelding tirsdag i en tale på FN særlige samling om aids i New York forstemmende. Danmark vil ikke på nuværende tidspunkt forpligte sig til at afsætte et beløb til det globale aids-fond, sagde hun. Nuvel, vi har vores på det tørre. Vi er den tredjestørste bidragyder til FN’s koordinerende organ, UNAIDS. Vi kører bilaterale aids-programmer i den 3. Verden. Førend regeringen forpligter sig, skal den vide, hvad fondet går ud på. Det er et forståeligt synspunkt, men hvis man skal være helt ærlig, så virker det snusfornuftigt. Sammen med Norge og Sverige (der lovede henholdsvis 110 og 60 mia. dollar til fondet) kunne den danske regering have sendt et symbolsk slagkraftigt signal til nærige donorlande – som f.eks. USA – om de skandinaviske landes dybe engagement i denne sag.
I stedet for risikerer Danmark at spille sig et kort af hænde. Uden at forpligte sig til et specifikt beløb mister man indflydelse på det globale aids-fonds udformning og prioriteter. Det synes udviklingsministeren ikke at have indset.

Som ventet har den tre dage lange FN-konference i New York været præget af splid om mange aspekter ved pandemien. Kulturkløften mellem industrilande og nogle udviklinglande er én af de hindringer, som skal overvindes, hvis homoseksuelle, prostituerede, narkomaner og kvinder skal sikres samme adgang til behandling som andre samfundsgrupper. Det kan de kun ved at blive ligestillet juridisk set. Men den største udfordring er at få fyldt aids-fondets kasse op. Uden penge står vi i stampe, og det vil ingen af vores efterkommere tilgive os for.

burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her