En spændende weekend er over os, ladet med forventning og historisk symbolik.
Først naturligvis fodbold-VM hos vores nabo i syd. Et Meisterschaft under skarp kontrol med terror-trusler i luften og rumlerier om racistisk bøvl og ballade fra lokale lømler. Når nationerne stævner sammen på den globale arena, får den nationale patos mange ben at løbe på.
Set med danske briller er det en slutrunde uden Olsen-banden og sejle-op-ad-åååen, ak ja. Sportsligt er turneringen på forhånd ret åben, men med masser af dramaer og indbyrdes tak-for-sidst opgør omkring den hårdt pumpede kugle, også uden for medaljerækkerne. Det gælder eksempelvis de tre tidligere slave-nationer i Afrika, der nu får deres debut ved VM.
Tænk bare på optakten søndag i Köln, hvor Angolas "Sorte Antiloper" løber på græsset mod Portugal, angolanernes kolonimagt og plageånd gennem henved 500 år.
Også "Spurvehøgene" fra det vestafrikanske Togo nærer håb om at sætte kløerne i repræsentanterne for deres tidligere franske udbyttere.
Mine antenner vil dog især rette sig mod den sidste kamp i gruppe E, hvor Ghana møder USA. Næppe årets kamp - og dog. Der er et særligt historisk schwung over netop den match, for uanset stillingen i gruppen vibrerer en særlig spænding, når FC Københavns Razak Pimpong og hans landsmænd i "Black Stars" stiller op mod Stars and Stripes.
Det er Afrika mod Amerika. Det er Danmarks gamle koloni mod vores allierede i Irak. Og set fra Ghana er det de bortførte slavers hjemstavn mod den nation, der kynisk profiterede af slavernes blod, sved og tårer.
Hvilken triumf, hvis de undertippede ghanesere kan få Uncle Sam's drenge til at bide i græsset - og så netop nu, hvor Ghana varmer op til sit store jubelår. Anno 2007 fejrer Ghana både 50-året for sin selvstændighed og 200-året for briternes og amerikanernes forbud mod slavehandelen på Guldkysten. Her ventes tusinder af sorte amerikanere at valfarte til deres forfædres kyst med resterne af 42 slaveforter.
Allerede under VM-optakten har dramatikken fået frit løb mellem de to lande. Det ghanesiske 17-årige stortalent Fredua Koranteng Adu - eller bare Freddy - der som kun 14-årig blev professionel i USA, er havnet som midterknuden i et bittert tovtrækkeri mellem de to nationer. Balladen er endt med, at Freddy Adu ikke stiller op for nogen af dem, hvorved millioner af VM-tilskuere misser oplevelsen af "den nye Pelé".
Nuvel, nu ruller bolden, og det er jo kun fodbold, som Frank Arnesen plejer at bedyre, når det hele koger over. Uanset hvor sensationelle ydmygelser Angola, Togo eller Ghana måtte tilføje deres arvede og arge modstandere, kan det kun blive symbolske plastre på kolonitidens dybe historiske ar.
Efterkommere af slaver
Så er der anderledes kød og blod i de scener, der lørdag udspiller sig på en nyklippet plæne ned mod Øresunds blå. Her samles over 100 efterkommere af danske slaver fra Afrika, formentlig det første stævne i verden af den art.
Tidligere er efterkommere af én og samme slave stimlet sammen til store familietræf. Det sker ret så hyppigt i det tidligere Dansk Vestindien, når medlemmer af slægten har gravet sig gennem de forbløffende righoldige danske arkiver og fundet en ane, der i 1700- eller 1800-tallet var slave på en plantage, en sukkerfabrik eller et velhaverhjem på en af de tre danske øer.
Men et stævne for efterkommere af mange forskellige og nøje identificerede slaver, det er nyt. Jeg har gravet i slavers historier gennem de seneste ti år og har produceret otte TV-programmer herom uden at støde på et lignende arrangement noget sted i verden.
Det antyder, at der nu vendes et nyt blad i fortællingen om slavetiden, et af de mørkeste kapitler i Danmarks historie.
Danskerne var sene i optrækket, da de europæiske sømagter stævnede ud efter tropiske kolonier. Til gengæld bredte det danske slaveri sig hurtigt, da Danmark fra 1672 endelig fik fodfæste i Caribien.
Det var nydelse og grådighed, der drev værket. Kongen ville have kolonier, de rige ville have jord, tobak og rompunch, alle ville have sukker.
Slaverne blev behandlet som tobenede trækdyr. Et officielt reglement fra 1733 bestemte, at "Al Dands, Fest, Spil og deslige, skal være Negrene aldeles forbudet". Andre livsytringer blev holdt nede med rå vold. Blev en slave fanget under flugt, skulle han knibes tre gange med glødende jern og derefter hænges.
Medskyldige skulle miste et ben "medmindre Ejerne ville pardonnere dem med at miste et Øre og faae en Lussing af 150 Slag", som det hed i guvernør Gardelins danske forordning.
Slaverne var med til at give dansk handel, søfart og industri en hidtil uset opblomstring og skabe grundlaget for dansk kunsts berømmede Guldalder. Det danske samfund står i dyb gæld til de slaver, som med deres sved og liv bidrog til velstanden og industrialiseringen.
Nationalt tabu
Menneskeligt blev slave-tiden en af de smerteligste epoker i vores historie, men vi hører sjældent om den. Særligt slående er det, at nutidens unge, som vokser op i et stadig mere blandet samfund, ikke lærer mere om disse afgørende forudsætninger for deres egen tid og tilværelse. Det ligner et nationalt tabu.
Nu gør slavernes slægter selv noget ved sagen. De vil bryde tavsheden, støtte hinanden i den historiske udforskning, skabe nye netværk og synliggøre slavernes saga - godt hjulpet af historikere på begge sider af Atlanten og af de danske slavearkiver, der er verdens bedste. Mange er også begyndt at få kontakt med sorte slægtninge i Vestindien.
'Vi er her endnu'
Scenen for de danske efterkommeres første møde er ikke tilfældig. Det er det smukke kunstmuseum Øregaard i Gentofte, bygget i 1806 som privatbolig for storkøbmanden Johannes Søbøtker, der var født i Vestindien og tjente formuer på slaveriet. Han slog sig i 1821 ned på Sankt Croix og blev som guvernør på Sankt Thomas og Sankt Jan en nær ven og stand-in for den karismatiske og omstridte generalguvernør Peter von Scholten.
Nu slår Øregaard sine døre op for at lade slavernes tip-tip-osv. oldebørn træffe hinanden. I storkøbmandens gemakker og den tilhørende park kan musikeren, professoren, kontorassistenten, fiskeeksportøren og efterlønneren udveksle erfaringer, der kan føje nyt til danskernes historiske bevidsthed. De detaljer om slavernes liv og skæbner, som gennem årene har været stuvet ind under tavshedens slumretæppe, bliver i hænderne på deres efterkommere sammenvævet til helheder med nye overrumplende mønstre.
Hundreder, måske tusinder af nulevende danskere er efterkommere af sorte slaver, mange uden at vide det. De får nye chancer for at efterspore historien, når samtlige danske slavearkiver om et par år er digitaliseret og lagt på Internettet.
Vellykket integration
Men netop uvidenheden om egne rødder kan ironisk nok ses som et sympatisk træk ved fortællingen om de danske slaver. Det er et fantastisk eksempel på vellykket integration. Fra det værst tænkelige udgangspunkt har de sorte slavers børn, børnebørn og oldebørn fundet deres ligeværdige plads i det danske samfund. De har overvundet ekstrem vold, fattigdom, udstødelse, diskrimination og systematiseret racisme. De har brudt den sociale arvs tungeste lænker og tilpasset sig det moderne samfund - undertiden altså i en sådan grad, at de helt har mistet forbindelsen og kendskabet til deres sorte rødder.
På den måde indeholder efterkommernes historie et dobbelt budskab: Det handler både om at se fortiden i øjnene og komme videre. Om at grave og bygge bro.
Alex Frank Larsen er journalist og TV-producent
