Læsetid: 5 min.

Hitler var en impotent sengevæder

På torsdag kommer Adolf Hitler på terapibriksen i ny tysk komedie, der vil forklare hans ugerninger med en ond barndom. Tyskerne diskuterer,om man overhovedet må/kan grine ad Hitler
6. januar 2007

En ægte kioskbasker skal handle om enten sex, hunde - eller Adolf Hitler. Her er den seneste:

Vi er i slutningen af 1944, hvor Hitler lider af depressioner. Alligevel skal han på opfordring af sin propagandaminister Joseph Goebbels holde en stor tale for at få det tyske folk mobiliseret, så krigslykken kan vende. For at få Hitler i form som taler henter Goebbels en jødisk skuespil-lærer ud af koncentrationslejren Sachsenhausen. Egentlig vil jøden myrde Hitler, men undervisningen udvikler sig i stedet i retning af psykoterapi, hvor en tårevædet Hitler mindes, hvordan hans far slog ham som barn.

På sidelinjen har Goebbels gang i en intrige, så han kan få Hitler væltet.

Det er i grove træk handlingen i filmen Mein Führer - Den virkelig sandeste sandhed om Adolf Hitler, der på torsdag har premiere i tyske biografer.

Ud over at Hitler fremstilles som en stakkels sengevæder som barn, får vi også at vide, at han var impotent. Desuden medvirker naturligvis hans berømte schæferhund Blondi.

Når hovedrollen som Føreren så spilles af Helge Schneider, en af Tysklands berømteste komikere, rollen som den jødiske lærer af Ulrich Mühe, der spillede Stasi-officeren Gerd Wiesler i den prisbelønnede film De andres liv, og også de øvrige roller er besat med stjerner, burde kioskbaskeren være i hus. De tyske aviser står i hvert fald på nakken af hinanden for at fortælle om filmen.

Hitler-opkog

Mein Führer er lavet af Dani Levy, der ud over at være forfatter og instruktør også bekender sig til den jødiske tro.

Ugebladet Der Spiegel har i det sidste par dage på sin hjemmeside stillet læserne spørgsmålet: Må man grine ad Hitler?

Over 100 læsere har svaret, og flere mener, at instruktørens religiøse tilhørsforhold er en slags garanti for, at han har ret til at lave grin med Hitler.

Gunhild Simon fra Hamburg skriver for eksempel, at hun finder Levys tidligere film overbevisende:

"Han er israeler, ikke tysker. Så vent med dommen", skriver hun og slutter af med at citere digteren Heinrich Heine. Nogle tyskere har åbenbart stadig lidt svært ved at hitte rede i, at jøder godt kan være tyskere og ikke per definition er israelere. Levy er i hvert fald schweizisk-tysk og bosat i Berlin.

I det hele taget er tyskerne et dannet folk, der gerne citerer forfattere, filmfolk og sangere, når de svarer. En læser citerer filminstruktøren Mel Brooks for at have sagt, at man ikke bare må, man skal, grine ad Hitler. En anden læser mener, at netop ved at latterliggøre Hitler afholder man de unge fra at tilslutte sig hans synspunkter: "Hårde, coole og vrede vil de være. Men helt bestemt ikke latterlige".

Michael Giertz mener, at "Hitler, hvis han altså ikke havde været skyld i millioner af menneskers lidelser, var en vittighed i sig selv".

Det er dog ikke alle menige tyskere, der mener, at man kan se bort fra netop denne omstændighed. En læser, der kalder sig 'Rationalist', skriver, "at tyskerne hellere skulle have grinet ad denne ulyksalige kunstmaler inden hans magtovertagelse".

Et par andre læsere mener, at der findes bedre komediestof i dagens Tyskland, og at en vittig-ironisk film om nynazisterne ville give mere mening end "sådan et Hitler-opkog". Eller som Spiegel-læseren Priest skriver: "Er denne diskussion virkelig nødvendig, eller er den bare et forsøg på at reklamere for en middelmådig film?"

Menneskeliggørelsen

I det politisk-kulturelle månedsmagasin Cicero udtrykker den tysk-israelske forfatter og historiker Rafael Seligmann også skepsis over for Dani Levys projekt.

Seligman fortæller, at Levy henvendte sig til ham, efter at han i romanen Der Musterjude i 1997 havde beskrevet den tyske kroniske dårlige samvittighed over for landets myrdede og fordrevne jøder og den deraf følgende ubetingede begejstring for alt jødisk.

Levy ville lave en film om dette stof, men Seligmann ville ikke samarbejde. Levy lavede alligevel filmen Alles auf Zucker, en komedie af en jødisk forfatter, hvori instruktøren selv mente at udtrykke "jødisk ånd".

Seligmann, der ikke syntes synderlig godt om filmen, mener, at alle gik på røven over den af angst for at blive stemplet som humorforladte eller jødefjendtlige.

Levy fik ideen til at lave sin ny film Mein Führer... efter at have set Der Untergang og fundet Hitler, "denne gamle elskelige bedstefar, der sad i sin bunker med sine komiske ideer", galgenhumoristisk. Han vil gerne drive "menneskeliggørelsen af dette nationalsocialistiske monster" endnu videre.

Seligmann har endnu ikke set filmen, men formoder, at Levy forsøger at måle sig med Chaplins Diktatoren, Lubitschs To be or not to be og Benignis Livet er smukt.

Bare Levy ikke forløfter sig, sukker han.

Forståelsen hører op

Om Mein Führer får knivenaf anmelderne, vil tiden vise. Ugeavisen Die Zeits Harald Martenstein, en af Tysklands bedste og mest underholdende skribenter, har smugkigget. Han er langtfra begejstret.

"Tidligere ville enhver ældre skuespiller spille Kong Lear. I dag synes det at være Hitler", skriver han med en hentydning til ikke bare Helge Schneider, men også til Bruno Ganz fra den et par år gamle Der Untergang og til Armin Müller-Staehl, der i 1996 gav den som den tyske rigskansler i Conversation with the Beast.

Som Martenstein skriver, har Hitler verden over forlængst forvandlet sig til en art popikon. For eksempel kan man på en hjemmeside finde billeder af katte, der ligner Hitler, eller man kan ved hjælp af en astrologisk test regne ud, hvor mange procent en prominent persons karakter stemmer overens med Hitlers.

Ifølge Martenstein har Dani Levy ikke vidst, om han skulle fremstille den traditionelle realistiske nazi eller den komiske figur.

"Levy har ikke valgt mellem dem, og derfor er hans film hovedsagelig bizar og kun delvist morsom".

Endvidere er Die Zeits stjerneskribent foruroliget over, at Hitler i Levys film fremstilles "som den mest sympatiske figur i rigskancelliet.

Som han skriver til sidst: "For hypotesen, at årsagen til enhver forbrydelse ligger i en ødelagt barndom, er Hitler ikke ubetinget det ideelle kronvidne. Dertil overdrev han sine forbrydelser. Et eller andet sted hører forståelsen op, det gør den altså".

Hitlers afstand til filmen

Hovedrolleindehaveren, den 51-årige stand-up-komiker, musiker og kriminalforfatter Helge Schneider, tager selv i går i et interview i den schweiziske avis Sonntagsblick betydelig afstand fra den færdige film.

"Jeg havde ønsket mig, at filmen var blevet anderledes. Jeg havde ønsket mig mere Adolf Hitler. Ønsket at vise ham mere udførligt og ikke kun reduceret til små scener," siger han. Allerede manuskriptet til filmen forekom ham lidt tamt.

"Filmen handler kun om, hvordan Hitler skal ses. Nemlig som en svækling. Det er for profant for mig. Havde jeg vidst det, havde jeg måske overhovedet ikke spillet med," siger Schneider og udtrykker ærgrelse over, at han selv markedsføres som den eneste reklame for filmen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her