Læsetid: 5 min.

Hittebørn: Skrålere, Snøftere & Slubberter

Tom Waits har tømt fjernlagrene for det materiale, der ikke blev plads til på hans foreløbig tyve regulære plader. Det er der kommet et vidunderligt afvekslende tredobbelt album ud af, som til forveksling ligner en Waitsomans våde drøm
2. december 2006

Nogen gange er mit liv for fedt. Mens dette skrives, får jeg således løn for at lytte til Tom Waits' tredobbelte opsamlingsalbum Orphans: Brawlers, Bawlers & Bastards! Okay, lønnens størrelse kan (og bør!) altid diskuteres, men rent symbolsk er det fantastisk; det er værket i parentes bemærket også. Også selvom jeg ud over at lytte altså også tvinges til at tage stilling og derefter skriftligt fremkomme med min holdning til værket, således at De, ja Dem, kære, kære læser (så jeg forestiller mig i samme anledning, at De er af hunkøn, ikke urar at kigge på og lettere løs på tråden, om De vil tilgive mig denne uterlige forestilling), kan tage stilling til min stillingtagen og eventuelt ad den vej få noget ny musik i samlingen eller på stedet spare et par hundrede kroner! Eller blot slå tiden ihjel, mens De med glohed utålmodighed venter på, at en brandgod politisk debat på P1 skal sætte fut i fejemøget.

Men det kommer i dag så måske også til at gå en smule glattere med skriveriet (altid som at få taget tænder uden bedøvelse) end normalt, eftersom afsættet er så spraglet, så sardonisk, så syret, så serafisk, så skizofrent, så signifikant, så solidt, så sakralt, så fuld af savoir-faire og savoir-vivre (og andre franske lækkerier, vi desværre ikke evner at udtale) og jeg skal komme efter Dem, skal jeg - med andre ord; et veritabelt overflødighedshorn for en Waitsoman og temmelig fedt for alle jer andre, oveni. Det er i sidste ende noget med en god portion originalitet på trods af, at Waits i et væk, uafbrudt og uden afbrydelse trækker på hele den amerikanske musiktradition fra slavesange og Stephen Forster over jazz, blues og rock til til rap og metal i såvel afsæt, udformning og performance, der som grundlovssikret tommelfingerregel gør, at man som lytter bestandig vender tilbage til Waits' værk, når den seneste storm i musikbranchens altid sørgeligt halvtomme glas har lagt sig.

Skæve fortolkninger

Orphans består af i alt 54 sange, heraf 30 er nye indspilninger, så det er ikke det rene retrospektion, det hele. Selvom det altså mestendels er materiale fra ned gennem årene, der af den ene eller den anden grund ikke er blevet plads til på de over 20 regulære albums plus det løse, som det er blevet til siden 'vor Mand i Mosen' pladedebuterede tilbage engang i Yngre Stenalder (der som bekendt faldt i Det Herrens År 1973). Den 57-årlige Waits har altid opretholdt en rigid protestantisk arbejdsdisciplin, lige meget hvor mange af hans vildfarne disciple stadig hæger om det barfly-image, han plejede i 1970'erne og ej heller har gjort det store for at mane i jorden, selvom han nu omstunder vist primært er familiefar og jordbesidder. Nå ja og så en smågenial amerikansk sanger, musiker og sangskriver.

Langt størstedelen af numrene på sættet er skrevet af Mesteren selv sammen med Fruen, Kathleen Brennan, men der er endvidere blevet plads til en anseelig mængde coverversioner. Således et par vaskeægte folkesange, hvis oprindelse fortaber sig i historiens dis, to numre fra hhv. Leadbelly og The Ramones (et par skægge sengekammerater, må det siges), et par standards ("Young At Heart", som normalt forbindes med Sinatra, er meget smuk i Waits' fortolkning, mens de syv små dværges arbejdssang fra Disneys udødelige Snehvide, "Heigh Ho", får et par velfortjente dask på frakken), et par skæve bud såsom Daniel Johnstons forstyrrede og børneuvenlige "King Kong" og Skip Spences "Book Of Moses", et par indfølte fortolkninger/recitationer af ungdomsidolet Jack Kerouac, en uventet halvtredserballade i form af "Sea Of Love" og mest oplagt, i virkeligheden, for Waits ville være gledet ind i Weimarrepublikkens kunstnermiljø som Brad Pitt glider ind i Angelina Jolie, Bertolt Brecht og Kurt Weills "What Keeps Mankind Alive?" Også oplæsning af et Charles Bukowski-digt samt et opslag om hærmyrer fra et leksikon sat til musik er der blevet plads til, så kom ikke her.

Det er skægt, det er frækt, det er originalt og eklektisk som bare fanden, men hvad havde De også forventet? Tom Waits Sings The Beatles Songbook??

Waits er og bliver ikonoklast, samtidig med han er pokkers tæt på at være et ikon. Sådan kan det gå. Og han er af en billedstormer at være så tæt forbundet med den amerikanske tradition som tænkes kan, i såvel bredde som dybde. Det er måden, han forvalter denne arv og tradition på, altså. Der kunne mange lære et og andet, bare de lige husker at få sig selv frem for Waits med i processen.

Hviner og hvæser

De tre cd'er er opdelt tematisk, således at nummer 1, der er betitlet Brawlers (som vi vover at oversætte med: Skrålere), består af den der heftige Sturm und Klang-cocktail, få kan skrue sammen som Mr. Waits og som mange i øvrigt gerne forbinder ham med.

Her bliver hevet, skubbet og mast, her bliver gøet, raspet og råbt, der bliver slået på metal og kød, spillet på instrumenter, hvis navne for længst er glemte, mens solistens stemme mestendels lyder som en mellemting mellem en Louis Armstrong på nedtur og Poul Dissing efter to flasker hospitalssprit. Altså rigtig godt. Her er ekkoet fra Elvis Presley, Howlin' Wolf, Captain Beefheart og hele blues/rock/gospel-traditionen til at tage og føle på.

Og hurra for det. For ingen tvivl om, at stemmen er hans primære instrument, selvom Waits spiller et hæderligt, om end rudimentært klaver og en sej guitar.

Men den stemme, altså den hviner og hvæser, den bønfalder, klager, jubler og skælder ud, den growler og mjaver og meget, meget mere. Og ind i mellem synger han bare helt straight og ganske forfærdende smukt, som f.eks. i den dybfølte tolkning af Terry Edwards gribende vuggevise, "Little Man". Den kan ramme loftet, skrabe bunden, gå op i en bizart særegen falset og ind i mellem fyre tekster af med noget nær maskinpistolsagtig intensitet, men aldrig mindre end ruske/røre lytteren, that's for damned sure. Og så kan han noget med melodier, selvom de ofte skal om andre, mere spiselige, men også mindre interessante fortolkere, før deres kvaliteter til fulde afslører sig. Idet Waits selv ofte gør, hvad der står i hans magt for at sløre, at han er mere end bare en habil melodiskaber: han dekonstruerer for nu ikke at sige destruerer gladelig melodilinjer, andre ville have gjort alt for at fremhæve. Uden blusel tamper han sangene halvt ihjel. For dermed at bringe til live. Vil man i rimelig uforstyrrethed høre en håndfuld af hans mere lyrisk anlagte kompositioner, er cd 2 stedet at søge. Betitlet Brawlers (som vi vælger at oversætte med: Snøftere) er det stedet, hvor hans inderlige side mødes med hans (i ordets bedste forstand) sentimentale ditto og det gribende opnås.

Mest fest og farver er der så på cd 3, betitlet Bastards (hvilket kan betyde lidt af hvert, men hvorfor ikke også: Slubberter), hvor han lader alt det, der ikke kan passes ind andetsteds, få frie tøjlet. Skægt, respektløst, uegalt og konsekvent prægnant er det bare at trykke play, læne sig tilbage i den dertil indrettede og overgive sig. Det var så en ordre!

*Tom Waits: Orphans: Brawlers, Bawlers & Bastards (Anti-/Bonnier Amigo)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjørn Tudsborg - Petersen

En fin og rammende anmeldelse, dog er jeg ikke helt enig med oversættelsen af albummets titel. En petitesse perhaps, men jeg vil mene, at "Brawlers, Bawlers and Bastards" oversat burde lyde "Slagsbrødre, Vrælere og Bastarder".
Så kan man sige det er ét fedt om man oversætter bastard til slubbert eller bastard/gadekryds, men taget i betragtning at cd 3 er fyldt med covernumre, kunne man jo betragte disse som uægte børn mellem Waits og hans forlæg.
Nok flueknepperi herfra.