Læsetid: 8 min.

Et hiv af skyld og skam

Den glødende cigaret var engang et symbol på frihed. I dag er rygning en tabervane, der signalerer mangel på kontrol. Den offentlige mening har vendt sig mod røgen - og dét i en grad, så eksperter nu advarer mod en ydmy-gelseskultur, hvor rygere skammes ud. Andre ser den sociale stigmatisering som et nødvendigt onde i kampen mod smøgerne
21. oktober 2006

Det er ikke længe siden, lægen tog imod sine patienter med en tændt pibe i munden. At politikere, skuespillere og andre berømtheder lod sig interviewe i tv, mens de røg. At produktion af askebægre var obligatorisk for alle børn i formningslokalet, og at et cigaretetui var den oplagte konfirmationsgave. Kort sagt: det er ikke længe siden, rygning var indlysende, normalt og uproblematisk.

Sådan er det ikke længere. På få år har rygning ændret social status, og i dag er rygning snarere forbundet med skyld og skam, mener professor i socialantropologi Thomas Hylland Eriksen fra Oslo Universitet:

"Rygere må stå og suge i deres cigaretter udenfor på fortovene i frostgrader eller i trange kamre uden ventilation og med glasvægge, så alle kan kigge ind. Det har nærmest præg af at være en slags offentlig gabestok, et fysisk forsøg på at få rygere til at føle sig som en paria-kaste," siger Hylland Eriksen, som netop selv er sluppet af med smøgerne efter at have røget fast de sidste 30 år.

Også lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab i København, Signild Vallgårda, har observeret en klar ændring i danskernes forhold til rygning.

"Der er ikke den samme glamour over at ryge, som der var tidligere. Det opfattes snarere som en taberadfærd og som et udtryk for manglende kontrol," siger hun.

Tendensen lader sig tydeligt aflæse i statistikkerne. For 10 år siden kaldte næsten halvdelen af danskerne sig for rygere - i dag er det kun 25 procent. Samtidig vender ryger-tallene den tunge ende nedad: Mens de lavtuddannede fortsat pulser løs, kvitter de højtuddannede i stigende grad de skadelige smøger. I dag er der dobbelt så mange faste rygere blandt dem, der kun har grundskoleuddannelse, som der er i gruppen med de længste uddannelser.

"Der er sket den ændring, at hvor rygning tidligere var alment i alle sociale lag, så er det nu især de lavere sociale lag, der ryger. Der-for begynder rygning automatisk at blive forbundet med noget lavsocialt," siger Vallgårda.

Ifølge professor i socialantropologi, Thomas Hylland Eriksen, er rygning da heller ikke noget, man ligefrem praler med længere.

"Vi, der er voksne i dag, er den første og måske sidste generation, der har været tvunget til at smugryge først for vores forældre og senere for vores børn. Det siger jo noget om den forandring, der er sket," siger han.

Det afgørende skifte i opfattelsen af rygere skete ifølge Signild Vallgårda tilbage i 80'erne, da passiv rygning kom på dagsordenen.

"Det gjorde, at rygerne kunne blive betragtet som hensynsløse - altså som nogen, der udsatte andre for fare ved at ryge. Det har været en løftestang for dem, der har ønsket at begrænse rygernes mulighed for at ryge," siger Signild Vallgårda.

Og der kan næppe være tvivl om, at projektet er lykkedes - hvad enten man synes om det eller ej: Over det meste af landet klumper rygerne sig sammen i rygelokaler, på bagtrapper eller ude i kulden under halvtaget. Restriktionerne for, hvor man må ryge, skærpes gradvist. I øjeblikket overvejer et bredt flertal i Folketinget et totalforbud mod rygning, ikke blot på offentlige steder - barer og restauranter - men også på private arbejdspladser. Og flere steder er det allerede en realitet.

I Brøndby Kommune er det helt forbudt at trække vejret igennem en cigaret i arbejdstiden, og i kommuner som Randers og Århus skal rygere selv betale for deres pauser. Og i forrige måned slog EU-kommissæren for beskæftigelse og ligestilling, Vladimir Splidlas, fast, at europæiske virksomheder har ret til at afvise at ansætte rygere.

Det ser ansættelsesretschef i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Flemming Dreesen, ikke noget problem i.

"Der er ingen lov, der forbyder, at man forskelsbehandler på det her område, og hvis virksomhederne har en ikke-rygepolitik, hvorfor i alverden skulle de så ansætte rygere?," siger Flemming Dreesen.

Han forudser, at rygere generelt går en svær tid i møde på arbejdsmarkedet, men det er først og fremmest deres eget problem, fastslår han.

"Det kan godt være, at rygere føler sig presset eller mobbet ud, men så må de bare lade være med at ryge. Jeg fordømmer dem ikke moralsk, jeg konstaterer bare, at de færreste bryder sig om rygning. At rygerne så føler sig som jaget vildt, ja sådan er det nu engang bare," siger Flemming Dreesen.

Ikke for enhver pris

Men sådan behøver det ikke være, mener folkesundhedsforsker Signild Vallgårda, der ser med bekymring på tendensen til at stigmatisere rygere. Det er vigtigt at komme rygningen til livs, men ikke for enhver pris, mener hun.

"Jeg har kolleger, der mener, at man skal gøre alt, hvad man kan, for at få folk til at holde op med at ryge. Og så er vi nogle, der synes, at man også skal overveje de negative konsekvenser ved i dén grad at udpege og kategorisere rygerne som et problem. Det indebærer nemlig mange andre ting - ikke kun at folk holder op med at ryge - men også at folk bliver udstillet og skyldbelagt," siger Signild Vallgårda.

Men måske er det den pris, vi som samfund må betale for at se resultater? Mads Lind er leder af Stoplinien - en national telefonrådgiv-ning for rygere, der ønsker at kvitte smøgerne. Han er ikke i tvivl om værdien af at 'denormalisere' rygning:

"Den fysiske afhængighed gør, at folk kan have svært ved at komme fra erkendelsen af, at det er farligt at ryge til rent faktisk at holde op. Der kan den ydre ramme hjælpe: I et samfund, hvor det er unormalt at ryge, bliver det også nemmere at holde op," siger Mads Lind og fortsætter:

"Jeg tror ikke, man kan arbejde sundhedsmæssigt med rygning uden at vedkende sig, at man selvfølgelig ønsker, at det skal være unormalt at ryge - om ikke andet så i talmæssig forstand, altså sjældent."

Den samme holdning har indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen tidligere givet udtryk for:

"Det er klart, at ud over oplysningerne om at rygning er farligt, så handler det om at spille på, hvad der er socialt acceptabelt," sagde ministeren i et interview med Fyns Stiftstidende tidligere i år. Mads Lind fra Stoplinien er enig:

"Jeg ønsker ikke at være kynisk, men jeg tror, at social ulighed i sundhed og en en vis form for social stigmatisering er den omkost-ning, vi må betale, når vi anbefaler rygestop - for erfaringen viser os jo, at det er de ressource-rige, der har nemmest ved at følge vores anbefalinger. Men det, der retfærdiggør den omkostning, er til gengæld en væsentlig lidelsesreduktion, som ikke bare handler om samfundsøkonomi, men også om kropslig og psykisk sundhed for dem, der slipper af med cigaretterne," siger Mads Lind.

"Selvfølgelig skal vi passe på, at tonen ikke bliver bebrejdende over for dem, der ikke kan eller vil stoppe. Men det er en vanskelig balance, for én ting er, hvordan man kommunikerer, en anden er, hvordan det bliver fortolket."

Rygere er umoralske

Professor i socialantropologi Thomas Hylland Eriksen fortolker de senere års anti-rygekampagner sådan her: I bestræbelserne på at bekæmpe rygning har man bevidst eller ubevidst opdyrket en ydmygelseskultur omkring rygning. Så grelt står det til, at flere i dag forbinder rygning med dårlig moral, mener han. Med cigaretterne signalerer man, at man ikke lever op til idealet om det gode, sunde liv:

"Rygere bliver set på som mindre moralske mennesker, fordi de ikke tager ansvar for deres egen krop. Det hænger sammen med et generelt sundhedsregime, som er ganske uhyggeligt, og som handler om, at du skal fungere perfekt fysisk. Vi har jo flyttet grænser, når det gælder visse typer af afvigelse. Det er okay at være homofil - sådan var det ikke for 20-30 år siden. Men med fedme og rygning er der stadig en opfattelse af, at man ikke viser ansvar for sin egen krop, og deri ligger et halvfascistisk potentiale, synes jeg. En ide om perfektion, som er meget lidt tiltalende," siger professoren.

Navnlig statens moralistiske kampagner, der forsøger at få borgerne til at internalisere statens værdier, bryder Thomas Hylland Eriksen sig ikke om. Han fortæller om en af sine bekendte, en norsk højreliberal, som begyndte at ryge i protest mod det, han opfattede som et fascistisk regime. Han røg sin første cigaret som 60-årig - og døde sidste vinter.

"Statens propaganda virker stik imod sin hensigt. Hvis staten fortæller dig, at du ikke skal ryge, og siger det på den gale måde, så vil du modsætte dig - også selvom du ved, at den har ret, og at du ikke har godt af at gøre det. Det er den samme problematik i forbindelse med udviklingsbistand. Man vil instinktivt ikke gøre det, de bedrevidende udefra fortæller, man skal gøre," siger Hylland Eriksen.

Men den argumentation forholder sig ikke til virkeligheden, mener leder af Stoplinien Mads Lind. For hvis samfundet forsømmer at oplyse om faren ved at ryge - af frygt for at nogen skal stå tilbage med dårlig samvittighed - så har det også konsekvenser.

"Vi i sundhedssektoren påstår jo ikke at vide, hvad det gode liv er. Men vi ved, hvad det usunde liv er, og hvad rygning skaber af kropslig lidelse. Og den information skal ud at virke, hvis vi som sundhedspersonale vil forvalte vores viden ansvarligt. Hvis lægen ikke fortæller, hvor tungt rygning vejer i forbindelse med hjertekarsygdomme af frygt for at blive fortolket i et moralsk lys, så forsømmer han sit ansvar som fagperson," siger Mads Lind.

Han mener, at kampen mod tobakken i vid udstrækning er legitimeret af den lidelse, der følger med at ryge. Vi har en tendens til at snakke om rygning i abstrakte vendinger og tørre tal. Men inde bag dem er der virkelige skæbner, pointerer han.

"Enken, der står tilbage, fordi hendes mand har fået et hjertestop som 58-årig eller kvinden, der får en begyndende kronisk ob-struktiv lungesygdom allerede i 48-årsalderen og ikke er i stand til at gå op ad trapperne ti år efter. Det, der retfærdiggør kampagnerne mod rygning, er, at vi sparer nogle mennesker fra disse lidelser," siger Mads Lind, som mener, at kritikerne af anti-rygepolitikken balancerer på en farlig kant.

"På den ene side forstår jeg godt deres synspunkter, men på den anden side synes jeg, de er højrøvede. Man bliver meget let urørlig, når man udøver en forkromet kritik af sundhedssektoren uden at forholde sig til konsekvenserne af alternativet: Hvad ville der ske, hvis ingen hævede røsten over for rygning? Der opstår hurtigt en uhellig alliance imellem disse kritikere og storkapitalen, synes jeg. For er der noget, tobaksfabrikanter er glade for, så er det lige præcis den type stemmer."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her