Læsetid: 5 min.

Hizbollah lægger ikke våbnene

Den shiamuslimske bevægelse Hizbollah vil ikke lade sig afvæbne, men dette forhindrer ikke en rolle i civil partipolitik, forklarer højtstående repræsentant for bevægelsen
15. juni 2005

BEIRUT - Vil den shiamuslimske bevægelse Hizbollah , der rummer både et parti og en milits, lade sig afvæbne? Spørgsmålet er et af de mange, libaneserne stiller sig selv om, hvad der vil ske efter sidste valgrunde den 19. juni, hvor et nyt parlament skal vælges.

Opmærksomheden vil i høj grad være rettet mod Hizbollah, fordi den islamiske bevægelse med den syriske besættelsesmagts afrejse fra landet og den demokratiske proces selv ser ud til at have undergået en forandring i retning af mere almindeligt politisk parti. Og som sådan har Hizbollah indtil nu haft et kanonvalg og vil være en betydende parlamentarisk faktor. Men hvad med de militære aktiviteter nede syd på langs den israelske grænse?

Den ansvarlige for Hizbollahs internationale relationer, Nawaf al Moussawi, siger: "Svaret er klart. Det er Nej. Vi vil ikke lade os afvæbne."

"For man må jo spørge sig selv, hvordan alle våbnene kom ind i billedet fra begyndelsen. De findes jo som følge af den israelske besættelsesmagts handlinger, og vi kan ikke tillade os at nedlægge våbnene, så længe de israelske aggressioner mod Libanon fortsætter," siger Nawaf al Moussawi.

Svaret er ikke overraskende og forklarer også, hvorfor besøget hos Hizbollah ikke foregår som hos et normalt politisk parti. Vi mødes i Beiruts sydlige kvarterer, som er bevægelsens højborg i hovedstaden, og det er kommet i stand ved en serie telefonsamtaler, der lidt efter lidt har ført mig frem til deres pressemand, Hussain Haider.

Det er velkendt, at Hizbollah har et stort hovedkvarter herude, hvor også tv-stationen Al Manar holder til, men Hussain Haider har forklaret, at man af sikkerhedsmæssige årsager foretrækker at lægge møder af denne art på en mere diskret adresse.

Da jeg omsider sidder overfor imam al Moussawi, der faktisk er Hizbollahs udenrigsminister og står lige under den åndelige leder, sheikh Hassan Nasrallah, som ikke selv giver interviews, holder jeg fast i spørgsmålet om afvæbningen. Vil Hizbollah da nedlægge våbnene, hvis Israel forlader Shaba-området, en 70 kvadratkilometer stribe land i grænseregionen, som er Hizbollahs formelle grund til at opretholde den væbnede kamp?

"Nej, heller ikke da. Vi vil være nødt til at fortsætte," fortsætter Nawaf al Moussawi.

"Israelerne glemmer os aldrig, for vi er det eneste politiske parti, som har besejret dem militært ved at tvinge dem ud af Libanon i juni 2000, og den ydmygelse vil de aldrig tilgive os. Vi kan simpelthen ikke lade våbnene ligge."

Libanons samling

- Men hvordan stemmer dette overens med Hizbollahs aktuelle rolle som politisk parti?

"Der er også mange grupper i Libanon, som spørger, hvorfor Hizbollah kan have lov til at besidde våben, når de ikke selv må. Svaret ligger i selve Hizbollahs natur. Vi er en modstandsbevægelse og en national frihedsbevægelse og har i modsætning til alle de andre aldrig deltaget i borgerkrigen, men udelukkende brugt vore våben til at forsvare Libanon udadtil. Amal, for eksempel, er vores partner i dag, men de deltog aktivt i borgerkrigen og har i dag ingen våben, hvorimod vi stadig står som garant for, at libanesiske våben aldrig vil blive brugt mod libanesere.

- Kan I som shiamuslimsk gruppe bidrage til Libanons samling?

"Det er vigtigt at forstå Hizbollah på to måder. På den ene side forsvarer vi som sagt Libanon udadtil, og det kan alle libanesere stå sammen om. På den anden side udfører vi et stort socialt arbejde i samfundet, som mange værdsætter. Om man gør dette, har ikke forbindelse til, om man er shiamuslim eller ej, men om man deler vores filosofi, og det har vi i Sydlibanon mange kristne, som gør."

Egne venner

Libanons forhold til Syrien er et andet af valgets store spørgsmål, og nabolandet har traditionelt set været opfattet som en af Hizbollahs stærkeste støtter og trofast logistisk hjælper til at få iranske våbenleverancer frem. Mange iagttagere så derfor også Hizbollah svækket i forbindelse med den syriske rømning af landet tidligere på året, men dette bestrider Al Moussawi:

"Jeg tror ikke, der er nogen libaneser, som ikke er glad for, at syrerne er rejst, men dette betyder jo ikke, at vi ikke kan være venner med Syrien fremover. Dette, mener jeg, er vigtigt, og ingen skal blande sig i, hvordan vi vælger vore venner. Det er mere relevant at kigge på den amerikanske rolle, for vi har sikre oplysninger om, at George Bush lovede Syrien, at de kunne blive i Libanon på ubestemt tid, hvis de til gengæld sørgede for at afvæbne os og palæstinenserne. Dette er i Ariel Sharons interesse, og det tegner et billede af amerikansk politik i hele Mellemøsten. Washingtons interesser kan sammenfattes i to punkter, at sikre israelsk overherredømme og at sikre stabile olieleverancer. Det vil de modellere hele regionen efter, hvilket strider imod vores opfattelse af sandt libanesisk demokrati."

Fastgroet orientalisme

- Hvad er demokrati?

"Demokrati defineres som folkets vilje, og vi er overbeviste om, at nye ledere, som bliver udpeget af folket, også vil have international legitimitet, hvad enten amerikanerne bryder sig om dette eller ej.

- Mange i Vesten har vanskeligt ved at se Hizbollah som en demokratisk bevægelse?

"Jeg kender alle de politiske partier i Libanon og kan uden tøven sige, at vi er den mest demokratiske. Mange af de øvrige partier præges af politiske familier, hvilket ikke kan siges om os. Vi er ikke selv de perfekte demokrater, men vi har det til fælles med arabiske partier andre steder i regionen, at vi repræsenterer folket og er imod, at udlandet blander sig i vore anliggender."

- Kan man i dette sammenligne Hizbollah med palæstinensernes Hamas og Det muslimske Broderskab i Egypten?

"Der er ligheder, men flere forskelle, og der er ikke noget institutionaliseret samarbejde. Vi sættes i samme kategori af vesten på grund af en frygt for islam, som ikke er spor ny. Det bunder i et fastgroet, orientalistisk syn. Jeg ville ønske, Edward Said (palæstinensisk intellektuel, der beskæftigede sig med emnet, red.) stadig levede, for så ville meget være anderledes, men i stedet må vi se tiden an og håbe på, at vores rolle i libanesisk demokrati kan flytte nogle vestlige holdninger."

Før Hussain Haider åbner lejlighedens svære ståldør, kigger han længe i dørspionen, og nede på gaden fraråder han mig at færdes på egen hånd i kvarteret.

"Her på disse kanter er folk ikke glade for vesterlændinge, for man ved jo aldrig. Mossad er alle vegne," siger han til afsked, og han ser ud til at mene det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her