Læsetid: 5 min.

Hjælp på vej til Darfur

Sudan er i princippet gået med til at udstationere en styrke sammensat af AU og FN. Det første hold på 1.000 soldater, politi og civile skal snart til Darfur. Nu mangler man bare en våbenhvile og en politisk dialog mellem de stridende parter
28. november 2006

BOSTON - Efter tre års borgerkrig i Sudans vestlige provins Darfur med tab af 450.000 menneskeliv synes det endelig at lysne forude for 2,5 mio. fordrevne darfurianere, der lever under farlige og kummerlige forhold i snesevis af flygtningelejre.

Under et møde i Etiopiens hovedstad Addis Ababa 17. november accepterede Sudans centralregering i princippet - men med nogle få forbehold - indsættelsen af en styrke på 17.000 soldater og 3.000 politifolk i Darfur under fælles ledelse af den Afrikanske Union og FN. Forslaget blev fremlagt af FN's afgående generalsekretær Kofi Annan under hans afskedsrejse til Afrika.

AU skal på et plenarmøde i morgen i Nigerias hovedstad Abuja tage stilling til, om man vil gå med til denne ide. Organisationen har i flere år haft 7.000 fredsbevarende soldater udstationeret i Darfurs tre delstater. AU-styrkens mandat udløb 30. september.

Ifølge en FN-resolution vedtaget i sommers skulle FN overtage opgaven.

Men Sudans centralregering har strittet imod. Præsident Omar Bashir siger nej til en FN-styrke i Darfur. Han frygter, at det vil føre til en de facto løsrivelse af Darfur fra resten af Sudan. Sydsudan skal afholde en folkeafstemning om uafhængighed i 2009. Set med Bashirs øjne ønsker USA og Vesten en opløsning af Sudan som enhedsstat. Det benægter man pure i Washington.

"I Khartoum er man mistroisk overfor Vestens motiver til at ville gå ind i Darfur," sagde chefen for FN's fredsbevarende afdeling, Jean-Marie Guehenno, på en konference på Brookings Institution i Washington for nylig. "Regimet frygter, at Sydsudan og Darfur vil løsrive sig."

I dramaet om Sudans fremtid spiller den Afrikanske Union en overordentlig vigtig rolle. For at finde tid til en kompromisløsning om Darfur forlængede organisationen derfor styrkens mandat til 1. januar 2007. Men nu er der kun fem uger tilbage, og kun blåøjede optimister tror på, at en våbenhvile mellem Bashir-styret og oprørerne i Darfur kan blive indgået og en politisk proces sat i gang i løbet af så kort tid.

Uden en våbenhvile og udsigt til et politisk kompromis mellem de stridende parter i Darfur vil Sikkerhedsrådet ikke give generalsekretær Kofi Annan bemyndigelse til at finansiere og organisere en fælles styrke.

"Hvis den politiske proces ikke er troværdig, kan en fælles styrke ikke udføre opgaven effektivt," påpegede Guehenno, der var med til topmødet i Addis Ababa.

Tidspresset betyder sandsynligvis, at AU på sit møde i Abuja onsdag endnu engang vil forlænge sit styrkemandat i Darfur. Måske med et par måneder.

Overraskende sudansk ja

Hvad der taler for en sådan løsning er, at Sudan på mødet i Addis Ababa overraskede positivt ved at godkende et forslag fra Annan om, at FN snarest sender op til 1.000 soldater, politifolk og civile samt transporthelikoptere og logistisk udstyr til Darfur for at bistå den lille og dårligt udstyret AU-styrke i Darfur. I FN anser man gennemførelsen af denne plan for at være en forudsætning for senere indsættelse af en fælles AU og FN-styrke.

USA har for en gangs skyld valgt at bakke fuldt op om Kofi Annans linie.

"Successen i Addis Abbaba skyldes uden tvivl, at vi fik sat en stopper for separate bestræbelser på at finde en løsning og præsenterede en enig international front over for Sudans centralregering," sagde USA's særlige Sudan-udsending, Andrew Natsios, på Brookings-konferencen.

Ud over de fem permanente sikkerhedsrådsmedlemmer deltog den Arabiske Liga og Egypten samt AU's medlemslande.

Iagttagere bed mærke i, at Kina - der indtil fornylig afviste at lægge pres på Khartoum (Kina importerer olie fra Sudan) - spillede en konstruktiv rolle i Addis Ababa.

Men der er stadig store hindringer at overvinde, før hjælpen når frem til de nødstedte i Darfur. USA har allerede vakt irritation i AU, Khartoum og i New York ved at insistere på, at parterne i Darfur-konflikten indgår en våbenhvile og en politisk løsning inden 1. januar.

"1. januar udløber AU's mandat i Darfur. På samme tid træder FN's nye generalsekretær Ban Ki-moon til og vil udskifte sin stab (herunder Jean-Marie Guehenno, red.). Det er også datoen, hvor demokraterne overtager kontrollen med Kongressen. Det kan betyde et helt andet klima," sagde Natsios på Brookings-konferencen.

Demokratiske lovgivere har generelt været langt mere lydhøre over for den amerikanske Darfur-bevægelse - domineret af jødiske organisationer - som slår til lyd for en hurtig indsættelse af en vestlig FN-styrke i Darfur. Denne bevægelse - Save Darfur - mener, at et Holocaust er under opsejling i den sudanesiske provins, og at der derfor skal gribes ind hurtigst muligt.

De jødiske medlemsgrupper har brugt millioner af dollars i annoncer til at lægge pres på Bush-regeringen og Kongressen.

Det stærke jødiske engagement i Darfur-bevægelsen har bestyrket Bashir-styret i dets formodning om, at USA nærer skumle motiver. Præsident Bashir hævdede på et pressemøde i FN i september, at zionister i USA og Israel ønsker at udslette (den islamiske stat) Sudan.

Ifølge diplomatiske kilder vil ingen af parterne - ej heller Sikkerhedsrådet - acceptere USA's idé om en kunstig deadline 1. januar.

USA's egen dagsorden

"Amerikanerne kører efter deres egen politiske dagsorden. De bruger en alt for offensiv retorik, således at AU føler sig trådt over tæerne. AU skal bare makke ret," siger en FN-kilde.

Den anden hindring er den splittede oprørsbevægelse i Darfur. Da oprøret startede i 2003, eksisterede der to grupper: Sudanese Liberation Movement (SLM) og Justice and Equality Movement (JEM). Men SLM er siden blevet splittet i mange dele. Den ene af SLM's grundlæggere, Minni Minawi, valgte at underskrive den fredsaftale, som blev sponsoreret af AU, USA, EU og Storbritannien i maj i Abuja, Nigeria.

Den anden grundlægger, Abdel Wahid, afviste i sidste øjeblik at skrive under. Effekten skulle nogle måneder senere vise sig at være katastrofal for oprørsbevægelsen. Wahids fraktion blev splintret i mange stykker. Flere af dem sluttede sig til JEM, som var til stede under forhandlinger i Abuja, men aldrig havde i sinde at skrive under.

Under et møde i Eritreas hovedstad Asmara sidste sommer dannede JEM og nogle SLM-fraktioner den nye bevægelse National Redemption Front (NRF), som straks startede en militær offensiv mod Sudans styrker i den nordlige Darfur-stat. I løbet af de sidste par måneder har NRF tilføjet de sudanesiske regeringstyrker og Janjaweed-militsen betydelige nederlag.

Det antages at være én af grundene til, at centralregeringen nu har blødt op i spørgsmålet om indsættelsen af en international styrke.

Men det sidste ord er ikke sagt i den sag. Khartoum har afvist, at der er behov for 17.000 soldater. Regeringen vil heller ikke acceptere, at den øverstbefalende for en fælles styrke (der bliver en afrikansk general) skal rapportere direkte til overordnede i FN.

Men Sikkerhedsrådet vil aldrig nogensinde godkende en fælles styrke - et helt nyt koncept - og finansiere den med 1,5 mia. dollar om året, medmindre FN har kommandoen.

I sidste uge meddelte repræsentanter fra de forskellige oprørsgrupper, at de agter at mødes og forsøge at blive enige om en fælles platform.

.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her