Læsetid: 3 min.

Hjælp! Slægterne kvæler

Nu er tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens datter opstillet til Folketinget. Klandannelser hærger dansk politik. I SF er indgiftningen så intens, at partimedlemmer spøger med, at forbogstaverne står for StorFamilien. De Konservative trækkes med jævnsides arvefølger: Afkom af flere slægter med navnet Møller og en Charlotte Dyremose, datter af partiets tidligere finansminister Henning Dyremose. Hos Socialdemokraterne er Hækkerup’erne talrige som himlens fugle, muligvis kun overgået af Auken’erne, hvis mangfoldige næste slægtled ligger under udrugning i både S og SF. Måske ville det være en slags magtudredning at få slægtsforskere til at blotlægge Folketingets blodbundne forbindelser.
23. februar 2007

EN HYGGELIG NYHED lyder det som - her midt i alskens ulykker. Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens datter - den 37-årige Karen Ellemann Kharabian - blev onsdag aften opstillet som Venstres folketingskandidat i Brøndby-kredsen.

Denne kreds, der dækker Brøndby, Ishøj og Vallensbæk kommuner, er måske ikke en højborg for Venstre. Men den er en del af Københavns Omegns Storkreds. Derfor har vælgere fra videnom mulighed for at krydse ind på Ellemann-navnet.

Og hvis hun bliver valgt, så er hun ikke bare anden generation i Folketinget, men tredje, fordi hendes farfar er Jens Peter Jensen - også kendt som 'Døgnbrænderen' - der i tre årtier blafrede i Venstres folketingsgruppe.

Ja da. Slægt følger slægters gang. Hvor fornøjeligt.

LIGE SÅ MUNTERT som det med Helveg'erne. Dem er der altid mindst én af i den radikale folketingsgruppe.

Først var det 'gamle' K. Helveg Petersen, der fik følgeskab af dengang 'unge' Niels Helveg. Niels fik siden sin hustru Kirsten Lee med i gruppen, og hun er nu afløst af sønnen Morten, der ved sidste valg var tæt på at blive suppleret op med sin bror Rasmus. Var det lykkedes, havde der blandt de 17 valgte radikale været tre Helveg'er: Én far og hans to sønner.

Nu ligger indavl ikke de radikale fjernt. I valg-perioden 1990-94 var partiet repræsenteret med syv mandater, hvoraf de fire var gift med hinanden og den femte med statsministeren. Sikke en gruppe-hygge.

I SF er indgiftningen så intens, at partimedlemmer spøger med, at forbogstaverne står for: StorFamilien.

Hvor SF'erne er tilbøjelige til at krydsparre sig, bekender de konservative sig til flere jævnsides arvefølger: Afkom af flere slægter med navnet Møller befolker K-gruppen, der også prydes af en Charlotte Dyremose, datter af partiets tidligere finansminister Henning Dyremose.

Hos Socialdemokraterne er Hækkerup'erne talrige som himlens fugle, muligvis kun overgået af Auken'erne, hvis mangfoldige næste slægtled ligger under udrugning i både S og SF.

Der gemmer sig mere slægt i dansk politik, end navne lader ane. Det kræver insider-viden at gennemskue, at Socialdemokraternes nyvalgte Magnus Heunicke i virkeligheden er søn af partiets tidligere indenrigsminister Henning Jensen. Det er nok heller ikke indlysende, at partiets nyvalgte Kim Mortensen har efternavnet fra den fhv. S-trafikminister med fornavnet Helge.

Måske ville det være en slags magtudredning at få slægtsforskere til at blotlægge Folketingets blodbundne forbindelser.

KVÆLENDE VIRKER det, efterhånden som slægterne tager grebet om dansk demokrati. Jovist, også nyere fortid har kendt politiske dynastier. Men som familieriet nu breder sig, ligner det en tilbagevenden til den middelalder, hvor embedet fulgte slægten.

Og det er ilde. Enhver, der har deltaget i foreningsarbejde, har kunnet erfare, hvorledes familiebånd spiller en distraherende rolle i beslutnings-gangen. De giver enten et vist automatisk sammenfald i synspunkter eller - endnu mere pinligt - det automatisk modsatte. Under alle omstændigheder kan andre føle sig utrygge ved, hvilke lodder der ligger i vægtskålen.

Før i tiden tillod den kommunale valglov ikke, at ægtefæller sad i samme byråd. Opnåede de begge valg, blev den med det laveste stemmetal strøget af valgbestyrelsen. Sovekammersnak i sognerådet strengt forbudt! Denne bestemmelse har Folketinget - i almindelig familiefølelse - ophævet.

KLANDANNELSEN i dansk politik fremmes af partiernes svækkelse: Når man først er valgt, opdager man selv og ens nærmeste, hvor ringe konkurrencen er. Det gælder bare om at indfinde sig på rette tid og sted - og drage fordel af, at ens familie i forvejen kender de rette. Og at de kender én.

Et kendt navn befordrer også muligheden for at indsamle penge og stemmer. Se bare USA, hvor familierne Bush og Clinton har kunnet bruge navne-effekten til bringe sig nær mål, endnu inden andre er nået til start. Før dem var det Kennedy'erne.

Men er det sådan, vi ønsker et demokrati?

Bygger det ikke på forestillingen om, at alle har lige chance for valg - uanset hvad de hedder, og hvem de nedstammer fra? Er der ikke i knæfaldet for 'slægten' en tilbøjelighed, som er inderligt uforenelig med folkestyrets idealer?

De ikke-beslægtede kan af klaneriet få bestyrket et indtryk af et lukket og i bogstaveligste forstand selvsupplerende system.

Må folk da ikke stemme på dem, de vil?

Jo, men hvem er det, vi vælgere har at vælge imellem? Kan vi få nogle nye navne, tak. Vil partierne venligst besinde sig - og klanerne vise selvbeherskelse - så folkestyrets blodforsyning holdes åben.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her