Læsetid: 4 min.

Hjallerup jazzmarked?

15. juli 1998

DET VAR den tyvende udgave af den københavnske jazzfestival, der sluttede i afvigte weekend. Større end nogen af de foregående, med ikke mindre end 500 arrangementer fordelt på ikke mindre end et halvt hundrede lokaliteter rundt om i hovedstaden og opregnet i et trykt, pakket program på 102 sider. Nok at vælge imellem, må man sige, i gennemsnit en bagatel af 50 arrangementer hver af de ti dage, som festivalen varede.
Mere end nok, desuden, til at give selv den hurtigst løbende jazzelsker med ambitioner om at nå bare det halve, åndenød, eller den mest forslugne, forstoppelse. Absolut også tilstrækkeligt til at fremkalde spørgsmålet, om ikke festivalen nu er blevet for stor, om ikke kvantiteten er kommet i hovedsædet på kvalitetens bekostning. Et spørgsmål som det er særligt nærliggende at stille i et jubilæumsår.
Sådan som Danmarks Radios Ib Skovgaard f.eks. gjorde det i en artikel i Weekendavisen den 3. juli, da festivalen startede. Han fandt, at det trykte program markerede festivalens "mangel på evne til at forny sig eller ændre kurs. Hjallerup Marked-modellen er den foretrukne for Copenhagen Jazzfestival..."
Barske ord i en fødselsdagsartikel, men ikke helt forkerte. Til gengæld måske heller ikke helt rigtige. Skovgaard kan have ret i, at der godt måtte være mere fornyelse i festivalens program, mere orientering om nye navne og nye tendenser i jazzens verden, mindre begejstring for at stable 'store' koncerter med 'store' navne på benene under den måbende devise Giant Jazz (især når mere end halvdelen af navnene ikke svarede til begge ord i betegnelsen).
Men mindre end halvdelen kan vel også gøre det, f.eks. når den omfatter festivalens måske mest øre- (og øjen-!)åbnende koncert, den med sangerinden Cassandra Wilson, som med damens nuværende honorarniveau næppe kunne være realiseret i et mindre lokale end Cirkusbygningens.
Af tilsvarende årsager var det givetvis nødvendigt at sprede Joe Zawinuls syndikat over to aftener i Copenhagen JazzHouse.
Et program hvis smittende vitalitet (selv for en ellers noget forbeholden beundrer) kompenserede for en vis velkendthed, og som man nødig havde overværet under cirkuskuplen. At begge aftener var udsolgte, var i øvrigt vidnesbyrd om en interesse for at høre Zawinul, som det vel var rimeligt at imødekomme.

JAZZHUSETS program var iøvrigt mindre ambitiøst end tidligere år, præget af forståelig usikkerhed over for konkurrencen fra fodbold-VM, hvis sidste ti dage faldt præcis sammen med festivalen. Ikke desto mindre bød jazzhuset på to bemærkelsesværdige koncerter med danske medvirkende, Marilyn Mazurs nydannede kvartet og John Tchicai i samarbejde med gamle kumpaner i Strange Bros. og nye i Copenhagen Art Ensemble - begge koncerter i øvrigt udsolgte.
Også til de fire koncerter i Rundetårns Bibliotekssal med eksperimenterende jazzmusik var der mere eller mindre udsolgt, noget der ellers ikke plejer at overgå de medvirkende musikere. Og hvis man fornemmer, at den musik som tidligere kaldtes avantgarde-jazz, er ved at udvide sit publikum herhjemme, så var det endvidere interessant, at en café som Blue Note i Studiestræde jævnt hen havde programmer af denne type, også det noget nyt.
På et andet yderområde, crossover-musikkens, ydede jazzfestivalen sit bidrag med 'Den 3. Vej's koncert i Tivoli, hvor Tivolis Symfoniorkester spillede musik af danske jazzkomponister. Men ellers havde Tivoli ikke nogen central placering i festivalen.
Nationalmuseet, som sidste år tog sig af Den 3. Vej, havde i år tre solobassister, noget af et budget-program, selv når en af de tre var Niels-Henning Ørsted Pedersen. Andre indendørs lokaliteter, som kan komme til at spille en større rolle ved festivalen, er Øksnehallen, DGI-Byen og Frederiks Bastion.
Men ellers spilles hovedparten af festivalens indendørsmusik jo på cafeer og smårestauranter, som tegner sig for en trediedel af de lokaliteter, der opregnes i det trykte program. I betragtning af at der her er tale om arrangementer uden støtte, er det bemærkelsesværdigt hvor ukommerciel musik der bydes på, og hvor mange af festivalens bedste yngre danske musikere, man kan høre her. Det er ofte fremhævet at mange af disse steder falder fra igen efter festivalen, men måske har man ikke været tilstrækkeligt opmærksom på, at festivalen også har været løftestang for mange af de mere permanent jazz-engagerede cafeer.

TIL DE arrangementer som festival-arrangørerne selv har ansvaret for, hører ikke mindst de mange udendørs koncerter, som i højere grad end de mere eller mindre ambitiøse der foregår inden døre, er festivalens ansigt udadtil, mod det danske, københavnske, forbipasserende publikum. Det er arrangementer, som ikke kendes tilsvarende fra de berømte udenlandske festivaler, der er budgetstærke og koncertsalsbaserede.
Den danske model er givetvis ikke så turist-appellerende som mange af de udenlandske, men det er en model på vores egne betingelser, som også er en vigtig side af jazzens. En model hvor det ikke alene er det dyreste og fineste det kommer an på, men også det mere ligefremme og upåfaldende, det som er knap så interessant for medierne.
I årenes løb har mange udendørs lokaliteter været afprøvet, og mange er opgivet igen. Måske skulle man til næste år overveje at afskaffe nogle flere, især blandt de åbne pladser, hvor akustikken er dårlig, fodgænger-trafikken forstyrrende, læ en mangelvare og brosten den eneste form for sæde. Snarere skulle man opspore flere park-faciliteter som dem i Kongens Have og Haveselskabets Have.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu