Læsetid: 4 min.

Hjem til Lolland

Fotografen Søren Lose vender med udstillingen Home tilbage til Lolland med et imponerende og tankevækkende projekt: Ti års registrering af sin hjemstavn
13. november 2006

Søren Lose balancer på en knivsæg. Fotografen og billedkunstneren har gjort det til sin metier at beskrive rejsen – både charterturistens og dannelsesrejsen – men vender med sin seneste udstilling hjem. Hjem til Lolland. Det kunne have udviklet sig til sentimentalt møde. Men på udstillingen Home på Storstrøms Kunstmuseum i Maribo indfanger Lose sin hjemstavn i en sært præcis og registrerende optik – stilmæssigt vel nærmest cool, interiørerne nærmest hammershøiske – og uden at vække de varme følelser, der ellers kendetegner mødet med et barndomshjem.

Lose er så cool i sin registrering af barndomsøen, at chefen for Lollands-Falsters Stiftsmuseum, Ulla Schaltz, i sit bidrag til kataloget udbryder: Åh nej, endnu en portrættering af Lolland som et forarmet og forladt udkantsområde. Det var museumschefens første reaktion, da hun først så Loses billeder af saneringsmodne huse og forladte gårde.

»Er det her Mifunes sidste sang på foto?« spørger hun skeptisk – bid mærke i hvordan Søren Kragh-Jacobsens dogmefilm helt naturligt optræder som skældsord her på Lolland.

Det er som om museumschefen ikke helt vil affinde sig med Loses projekt, en skepsis som ganske befriende har fået lov til at bære igennem til kataloget. Men sandt er det naturligvis, at Lolland i 1960’erne og 1970’erne oplevede noget, der lignede en depression: massiv fraflytning da landbruget gik fra småbrug til storbrug, og arbejdsløshed da store virksomheder som OTA og skibsværftet i Nakskov lukkede. Ind kom de københavnske bistandsklienter.

Men de tomme og menneskeforladte bygninger optræder ikke som efterladenskaberne fra den økonomiske nedtur men som kulisserne fra en opvækst. Og kulisser er det: Loses portrættering af ’hjem’ er ganske affolket – menneskene optræder kun som spor af levet liv i de tomme huse og i de efterladte fotografier, som Lose har fundet i husene og gjort til sin egne.

Langt hjemmefra

Det med at gøre andres efterladte fotograferer til råmateriale må efterhånden betegnes som Loses helt særlige signatur. En signatur som i øvrigt ikke har fungeret bedre end her på Storstrøms Kunstmuseum, hvor Lose registrere og det personlige træder frem fra familiealbummet.

Hjem er en relativ størrelse. Lose er bosat i Berlin og kunne således have identificeret Danmark som hjemme. Men for Lose bliver hjem altså til barndomshjem – omend på en noget distanceret måde: det er svært ikke at bemærke, at det hjemlige i udstillingens titel er skrevet på distancerende globalsprog: Home.

Og selvom billederne er taget med intimt lokalkendskab på kunstnerens hjemegn over en ti-årig periode – fra 1996, da Lose flyttede fra øen – er der en ny tilværelse mellem fotografen og motivet. Det var vist netop sådan Freud definerede unheimlich: det fremmedgjort familiære.

Carsten Thau gør sig med Walter Benjamin en god iagttagelse i sit bidrag til kataloget: når tingene bliver lagt til side eller udrangeret, frigiver de til tider deres betydning, netop når den hverdagslige omgang ophører, fremstår de i deres egen beskaffenhed. Hvad er der tilbage af et hjem, når de daglige sysler ophører? Spørgsmålet går igennem udstillingen, og svaret lyder delvist: blot bygninger – af Lose gengivet uden sentimentalitet eller forfaldsromantik – og således i videre betydning en betoning af hjemmet som en mental tilstand.

Velisoleret

Sammen med dokumentarinstruktøren Eva Mulvad har Lose produceret et videoværk i tre dele, som indgår i udstillingen. I første del er Mulvad og Lose på opdagelse i et ramponeret hus, der indtil 2005 har været beboet af en særling: Det er, som Lose selv formulerer det i videoen, som om alting står på sin plads, blot i en meters højde, placeret oven på en livslang ophobning af skrald. Med gummihandsker og gummisko bevæger han sig gennem særlingens liv i form af efterladenskaber: aviser, dåser, tøj. I forhold til udstillingens i øvrigt uhyre balancerede udtryk mellem det familiære og det registrerende, er det som om det her kammer over og ender i en slags social eksotisme.

Den sidste del af videoen er til gengæld på en gang uhyggelig og meditativ: Et ældre gult murstenshus placeret mellem en mark og en moderne staldbygning bliver revet ned. En voldsom gravko æder sig helt ind på det skrøbelig hus, der stykke for stykke ender som en bunke byggeaffald for til sidst at blive antændt. Det sidste spor af et udrangeret hjem forsvinder. Kameraet er placeret frontalt, og gravkoen er i første omgang gemt bag huset – den træder næsten besjælet frem som et fantasimonster, da den begynder at æde sig gennem huset bagfra.

Ligesom Lose fornylig på Thorvaldsens museum greb ind i den faste samling med sine egne (og andres) værker, aktiverer han den lokalhistoriske kulturarv i Maribo: Storstrøms Kunstmuseum holder til i samme bygning som Lolland-Falsters Stiftsmuseum – men Loses bliver den sidste udstilling i dette dobbeltmuseum, da kunstmuseet snart flytter til nye fine forhold på Fuglsang Gods.

Man ankommer til udstillingen gennem et rum beklædt med gamle tapeter. Mellem fotografierne har Lose opstillet en installation af møbler, antikke såvel som de helt billige fra loppemarkedet. Lose har ophængt en række af museets registrering af de lokale gårde – registreringerne ligner til forveksling ejendomsmæglernes salgsopstilling, som derfor pryder væggen overfor registreringerne. På mange af de lollandske salgsopstillinger går formuleringen ’delvist moderniseret’ igen om de ældre boliger, som fås for en slik, og som en københavner sikkert ville falde for. De nyere standardiserede parcelhuse får betegnelsen ’velisoleret’. Velisolerede hjem er tilsyneladende dyrere end de charmerende.

Søren Lose. Storstrøms Kunstmuseum i Maribo i samarbejde med Lolland-Falsters Stiftsmuseum. Til den 7. januar. Den 3. december viser Søren Lose selv rundt.

Serie

Hjemstavn

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her