Læsetid: 4 min.

De hjemløses år

31. december 2001

DET FORLYDER, at der blev flere hjemløse i år 2001. Skibbrudne mennesker som mistede det psykiske, sociale eller økonomiske fodfæste og blev frataget tilværelsens faste rammer og orienteringspunkter. Deres nød og deres behov for hjælp var stort mod årets forfrosne slutning, forstod man af julereportagerne i flere danske medier.
Måske er netop ’hjemløshed’ et begreb, der er egnet til at beskrive den kollektive tilstand ved udgangen af dette mærkværdige, kaotiske år. For var 2001 ikke netop karakteriseret ved at mennesker – herhjemme som i den store verden – mistede faste holdepunkter for tilværelsen?
For nogle skete det naturligvis overordentlig håndgribeligt: De der arbejdede eller boede ved World Trade Center i New York, de der levede i Afghanistans nu sønderbombede byer, de der blev ofre for oversvømmelser, tørke eller andre klimaulykker i f.eks. Mozambique, Indien, Vietnam og Ungarn, de der pludselig fandt sig selv som flygtninge på fjerne stillehavsøer, de der måtte flygte for vold eller krig i Makedonien, Zimbabwe, Congo, Nepal...

FOR ANDRE var hjemløsheden af en anden art. Udløst af dramatiske skift i verdensbilledet og karakteriseret ved kuldkastede forestillinger om nutiden og fremtiden. Det startede for nogle allerede ved årets begyndelse, hvor det forrige års tro i vide kredse på en helt ny og blomstrende økonomisk æra båret af netværksøkonomi og dot.com-virksomheder var begyndt at krakelere. De spekulativt oppustede nye selskaber kunne ikke tjene penge, aktiekurserne faldt, fyringer og virksomhedslukninger blev dagens orden. Alene i Danmark faldt aktiemarkedets værdi med 250 milliarder kroner året igennem.
Parallelt med denne udvikling sneg usikkerheden sig langsomt ind i den ny grænseoverskridende bevægelse mod den selskabsstyrede globalisering. Ved årets start knyttedes store forventninger til denne pludselige fremvækst af engagement og aktivisme for global lighed og bæredygtig økonomi – herhjemme f.eks. illustreret ved den store interesse, da Information i februar inviterede til debatmøde om den ny ATTAC-bevægelse.
De store demonstrationer mod globaliseringens institutioner tog til i årets første måneder, kulminerende med de blodige sammenstød i Genova i sommer, hvor tvivlen begyndte at melde sig blandt de involverede: Kunne den militante aktivisme kontrolleres, hvad var egentlig dens politiske strategi og dens samfundsmæssige forandringsperspektiv, hvor bevægede man sig hen efter gadeaktiviteternes kontraproduktive eskalering?

TERRORAKTIONERNE den 11. september satte for en stund disse diskussioner om den usikre ny økonomi og om den søgende globale aktivisme helt i skyggen. Med ét var troen på USA’s og den vestlige verdens sikkerhed og usårlighed blevet hjemløs. Frygt og rådvildhed indtog scenen – også fordi ingen af de tænkelige svar på terrorens ondskab syntes rigtige. Der var kun dårlige alternativer at vælge imellem.
USA valgte krigen, og mens bomberne faldt over Afghanistan og afghanerne, skrumpede såvel tilliden til økonomien – USA gled ind i regulær recession – som tiltroen til, at de globale bevægelser var på vej mod en samfundsforandrende koalition mellem aktivister i Nord og fattige i Syd. At alliere sig i offensiv kritik af den globaliserede, USA-dominerede markedsliberalisme syntes umuligt i en situation, hvor patriotismen fejede hen over USA, og hvor masser af mennesker satte lighedstegn mellem Osama bin Ladens terrorister og tredjeverdenskritikere af ulighedsskabende vestlig kapitalisme – selv om der virkelig ikke i bin Ladens retorik og adfærd er belæg for at se ham som de fattiges væbner. Bin Laden er ikke nogen Gandhi og taler ikke de fattiges sag, han er leder af et fællesskab af religiøse krigere, der har islams kamp mod vestens værdier som projekt.

HERHJEMME bragte folketingsvalget, udskrevet i kølvandet på terrorkrigen, et overrumplende højreskred og en markant vælgertilstrømning til Dansk Folkeparti med dets danskerne-er-sig-selv-nok ideologi. Det har udløst rådvildhed i andre rækker og den fornemmelse af strategisk hjemløshed, som nu får folk i bl.a. Socialdemokratiet og SF til at råbe på ’fornyelse’ og ’modernisering’, og får avisernes lederskribenter – f.eks. ham på bagsiden af dagens avis – til at diskutere samme.
Det er, som om verdens udvikling kørte midlertidigt af sporet den 11. september. Vi blev udsat for et af de mentalt rystende brud i historiens gang, som Henrik Jensen beskriver i sit nytårsessay på side 9 i dagens avis. En af de gange, hvor fremskrivningsbare udviklingstendenser pludselig kuldkastes af kaos-fænomener, og hvor man oplever kun at kunne holde vejret i nervøs venten på, hvilken retning verden efterfølgende vil tage.
Ikke underligt at mennesker i sådan et år søger tilbage mod den gamle, trygge – men forevigt forsvundne – nationale tryghed og selvtilstrækkelighed. Eller søger sig til et øjebliks udfrielse i fantasy-verdener som Ringenes Herre. Eller blot giver sig til at overveje, hvad der hører med til ens personlige virkelighed, og hvor man har hjemme? For hvor ligger den bærbare balance mellem det at tage ansvaret som verdensborger på sig og det at finde bekræftelse på skabningens under i det nære liv?
Der var ingen svar i 2001. Det kommer der måske heller ikke i 2002, men forhåbentlig diskussion.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu