Læsetid: 4 min.

Hjemme hos familien Freud

London er andet end Tate og V&A. Hvis man ved, hvor man skal lede, kan man komme på besøg hos Freud eller se den engelske samtidskunst hos nye gallerier i det gamle arbejderkvarter i East End
4. november 2006

Gaderne i den britiske hovedstad er efterhånden vandret tynde af danskere. En halv million besøger byen hvert år, og selv om Tate Modern, National Portrait Gallery og Victoria og Albert Museum altid er en rejse værd, er en pause fra køerne foran de populære museer befriende.

Freud-museet ligger på en stille villavej i det mondæne beboerkvarter Hampstead. Herude er der ikke skyggen af en turist. En diskret mindeplade på facaden af den rummelige rødstensvilla bekendtgør, at Sigmund Freud tilbragte det sidste år af sit liv her fra 1938-39.

Huset har været museum siden 1981 - men med det samme, man træder ind af døren, føler man sig som gæst i et privat hjem. Bortset fra plancherne og de forklarende skilte på væggene står alt, som da Freud boede her med sin hustru Martha og datteren Anna. At det netop blev i London, at Freud endte sine dage, er ingen tilfældighed. Dels havde sønnen Ernst allerede slået sig ned her som arkitekt i 1933 på flugt fra nazismen, dels havde Freud, siden han besøgte England som 18-årig, altid ønsket at blive englænder - omend han i et brev til forfatteren H.G Wells understregede, at der nok var tale om en "infantil fantasi".

Ikke desto mindre blev Freud godt modtaget i London. Den jødiske menighed i London ville have ham som æresmedlem, og en lind strøm af kunstnere og forfattere opsøgte ham i hans nye hjem. Blandt dem var den unge maler Salvador Dali, der sneg sig til at tegne en portræt-skitse af den aldrende kræftsyge mand. Freud fik aldrig tegningen at se, fordi vennen Stefan Zweig mente, at den al for tydeligt viste, at Freud var dødsmærket. Nu hænger skitsen på væggen over trappeafsatsen.

Den berømte briks

Rundt omkring i huset står eksempler på Freuds publikationer ledsaget af anekdoter - bl.a om Freuds eksperimenter med kokain i 1880'erne. Freuds kone Martha sniffede f.eks. pligtskyldigt coke, når gemalen ordinerede det.

Men det mest interessante sted rum i huset er Freuds arbejdsværelse i stueetagen. Mellem fyldte reoler står den berømte briks, som Freud tog med sig fra Wien - selv som 83-årig flygtning i London modtog han enkelte patienter her. Her kunne patienterne ligge afslappet, mens Freud sad uden for deres synsvinkel og lyttede til deres "frie associationer".

Vinduerne ud mod den smukke have er dækket af tunge gardiner, rummet henligger i halvmørke, og der lugter støvet og hengemt som i en kælder. Den helt rigtige setting at udforske underbevidstheden i.

Allerede i Freuds levetid må rummet have virket som et minitaure-museum på patienterne, for det var her, han opbevarede sin samling af antikviteter fra det gamle Mesopotamien, Kina, Grækenland og Egypten. Freud hævdede selv, at hans passion for arkæologien kun blev overgået af hans begejstring for cigarrygning - og i øvrigt betragtede han arkæologien som en metafor for psykoanalysen. Freud mente, at bevidstheden hele tiden flytter sig, mens underbevidstheden forbliver stort set uforandret - og han demonstrerede det gerne over for sine patienter ved at pege på antikviterne i rummet - "de stammer fra et gravkammer, og netop fordi de blev begravet, er de blevet bevaret".

Super-ego-badges

Det var i huset i Maresfields Gardens, at Freud modtog den sidste skud dødelig morfin fra en kollega. Han kunne ikke længere holde smerten ud fra sin kæbekræft - i øvrigt fremkaldt af hans årelange cigarrygning.

Jeg forlader Freudmuseet med en bizar Freud-dukke i cykelkurven - en gave til et endnu unavngivet barn. Tiden vil vise, om Sigmund Freud kommer til at skræmme eller begejstre næste generation. I vinterhaven, som Ernst Freud byggede til sin far, har museet indrettet butik med et hav af Freud-biografier og souvenirs. 'Super-ego' er blandt de badges, der er rift om blandt de besøgende, betror ekspedienten mig.

Brugte trusser i East End

Vil man se, hvor samtidskunsten er på vej hen, er det østlige London stedet. I kvarteret Bethnal Green - en kilometer øst for det berygtede East End, ligger gallerierne Hotel og Herald Street Gallery.

De sidste halvandet år er et hav af kommercielle gallerier dukket op i det gamle arbejderkvarter, for herude er huslejen stadig lav, og gallerierne har råd til at holde åbent i weekenden. Umiddelbart gør de ikke meget væsen af sig. På Old Bethnal Green Road skal man ringe på en dørklokke adskillige gange for overhovedet at blive lukket ind i galleriet, der ikke er meget større end et beskedtent hotelværelse.

Men det er bl.a. her, at reklamemanden, mangemillionæren og kunstsamleren Charles Saatchi gerne dukker op lørdag formiddag i en taxa og opkøber værker.

Det var Saatchi, der i 90'erne var med til at promovere unge kunstnere som Damien Hirst, Sarah Lucas og Gary Hume- navne der i høj grad har været med til at sætte dagsordenen i britisk samtidskunst.

I denne måned udstiller amerikanske Richard Kern store foto-portrætter af undertøjsmodeller på Hotel. Umiddelbart et yderst traditionelt voyeuristisk, mandligt blik på den nøgne kvindekrop. Men heldigvis er Kern ikke uden humor, og det klassiske billede af den sårbare, topløse, unge pige siddende på et gulvtæppe kun iført trusser er sat over for et foto af modellens bagparti iført et par solide mærker fra gulvtæppet.

Modellens bomuldstrusser er også rammet ind. En potential køber vil vide, om trusserne er blevet vasket, efter modellen har haft den på, og bliver glad, da gallerist Christabel Stewart forsikrer ham om, at det ikke er tilfældet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu