Mit ophold på skadestuen blev ikke langvarigt, for heldigvis fejlede jeg ikke noget alvorligt. Det blødte fra en flænge, og her benyttede det danske hospitalsvæsen sig af en af de tre muligheder, det har for at gøre syge folk raske. Man sætter en lap på. Den anden metode er at give folk nogle piller og påstå, at de hjælper. Det kan man så tro på eller ej. Den tredje er at operere dvs. skære hul i patienten og tage sygdommen ud. Nu vil jeg ikke fremhæve det ene system for det andet, men på en vis måde synes jeg, at vores metoder er mere elegante. Vi synger og danser sygdommene væk. De er i hvert fald betydeligt morsommere, for på skadestuen, hvor adskillige værkbrudne mennesker sad i mestendels tavshed, var der ikke megen hygge, endsige spræl. Der stod to grangrene i en vase i hjørnet. Det var alt.
Mens jeg ventede på at blive behandlet, stiftede jeg imidlertid - og godt for det - bekendtskab med hr. og fru Jensen fra Bispebjerg. Et venligt ægtepar, som var pensionister. Hr. Jensen havde fået klemt fingrene i en liggestol, som han ville klappe ud, idet han i et svagt øjeblik troede, det var ved at blive sommer.
Jensens forkalkning
"Han får sådan nogle 'udfald'," sagde fru Jensen. "Han siger også mærkelig ting, men lidt efter er han sig selv igen." Forkalkning kalder man det. Det må svare til det, vi på Teveto kalder visdom. Storladent inviterede de mig med sig hjem.
De var ikke rige, men de havde en rar treværelsers lejlighed, og den var de godt tilfredse med. "Mere behøver vi ikke," sagde de og serverede kaffe og brune kager. Hvert år til jul bager man en slags kager, som man ikke bager resten af året. Eller køber dem. "Det gør de fleste efterhånden," sagde fru Jensen med et suk. Hun insisterede på at læse op af en bog, et hovedværk i julelitteraturen. Peters Jul hedder den, og den giver et godt indtryk af gamle dages jul, som vor mor lavede den. Og som jeg kunne genkende fra det, min mor havde fortalt. Jeg hørte om gåsen, der blev slagtet, juletræet, der blev købt, den fattige Rasmus, der fik gaver. "Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid." Sådan begyndte den.
"Skal vi vise ham julekassen," spurgte pludselig hr. Jensen, der var sløvet lidt hen.
"Jeg ved snart ikke, vi plejer jo først at tage den frem lillejuleaften," sagde fru Jensen.
"Jeg synes, vi skal gøre en undtagelse," sagde han meget bestemt.
At se den gamle pensionists øjne, mens han pakkede julekassen ud, var hele rejsen værd, sådan tindrede hans øjne af en barnlig glæde. Nisserne havde fru Jensens mor strikket, julebukken af halm havde hr. Jensens far lavet. Hvert stykke julepynt havde sin historie, og han tog hver enkelt genstand frem med stor varsomhed.
Alt det fordøjede jeg, mens jeg spadserede gennem Københavns halvtomme gader sent på aftenen. Pludselig forekom gadepynten ikke nær så flot. I et vindue så man det lille Jesusbarn og tre mekaniske vismænd. Gud ved, om de også var forkalkede.
Fortsættes i morgen...
