Læsetid: 2 min.

Hjerneflugt er et kæmpe problem for Kina

Hjerneflugt i Kina er så stort et problem, at det kan komme til at knibe med at holde økonomien i gang
14. februar 2007

Veluddannede kinesere vender deres eget land ryggen i så stort et antal, at Kina, der har verdens fjerde største økonomi, kan få problemer med at holde kedlerne i kog.

Det rapporterer de statslige medier i verdens folkerigeste land.Ifølge avisen China Daily har to tredjedele af de omkring en million kinesere, der siden 1980'erne har studeret i udlandet, valgt at blive i udlandet for at arbejde, efter at uddannelsen er afsluttet.

"Det har været et stort tab for Kina. At se veluddannede, professionelle mennesker rejse, efter at deres land har investeret i dem," siger Li Xiaoli, forsker ved Kinas Akademi for Socialvidenskab.

"Kina har nu et enormt behov for folk med ekspertise,"- tilføjer Li, der har udarbejdet den rapport, som medierne citerer.

Tal fra det kinesiske undervisningsministerium viser, at flere end 100.000 kinesere hvert år er rejst til udlandet for at studere siden 2002. Men kun mellem 20.000 og 30.000 af dem vender årligt tilbage til deres land.

Men ifølge China Daily er det naturligt, idet det viser, at Kina bliver mere integreret i resten af verden. Nogle eksperter påpeger også, at regeringen i Beijing har forsømt at tilbyde de højtuddannede jobmuligheder, der kan konkurrere med job i udlandet.

"Vi må etablere et system, der kan håndtere ud- og indrejse af talenterne," siger Bian Binding, der er direktør for Shanghai-konsulentfirmaet CBP Career Consultants.

"Lige nu har Kina en generel indgangsvinkel til problemet, men vi bliver nødt til at se mere individuelt på det, specielt når det gælder personer, der er uddannet inden for områder som ny teknologi," siger han.

China Daily skriver på lederplads, at det nu er tid til at vende tendensen, så der bliver jobmuligheder for veluddannede kinesere.

Det er imidlertid lettere skrevet end gjort, for mange kinesiske virksomheder har store besværligheder med at konkurrere med amerikanske og europæiske virksomheder, når det gælder løn- og andre arbejdsforhold.

"Kinesiske virksomheder er ikke voksne nok," mener Chen Bo fra konsulentfirmaet McAllen International i Shanghai.

"Når man tager til udlandet og får sin uddannelse inden for et særligt område, kan det være svært at finde et job derhjemme, der lige passer til ens færdigheder, og så bliver man i udlandet for at få udfordringerne," tilføjer han.

Men kinesiske økonomer, der bokser med problemet, påpeger, at hjerneflugten også hjælper med at lette presset på arbejdsmarkedet i Kina, ligesom det øger indtægten hos mange kinesere. China Daily henviser til en FN-rapport, der siger, at kinesere i udlandet hvert år sender 20 mia. dollar (ca. 115 milliarder kroner) hjem til familien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her