Læsetid: 5 min.

Hjerteblod og knofedt

På sit niende album gennemspiller den velformulerede og musikalsk avancerede Tori Amos fem arketypiske kvindefigurer over 23 stilistisk vidtfavnende sange
7. maj 2007

Forfatteren Jens-Martin Eriksen sagde engang, at det mindste, man kan forlange af kunst - og dens ophavsmand/kvinde - er at den /han/hun er interessant.

Og hvad man ellers måtte mene om Tori Amos, er hun aldrig mindre end det. Det er nemt at affærdige hende som utåleligt prætentiøs - og i stigende grad tilmed - men så snyder man til gengæld også sig selv for en af de sidste 15-16 års mest konsekvent fascinerende og udfordrende sangere/ sangskrivere.

Det er også muligt at begræde det faktum, at Amos ikke skriver så mange hverken fyndige eller fængende melodier, som hun gjorde i den tidlige del af sin karriere, men sådan spiller klaveret helt bogstaveligt - og så er det måske værd at tilføje, at hendes seneste opus, det på alle måder imponerende for nu ikke at sige overvældende American Doll Posse - indeholder en stribe af hendes mest direkte og slagkraftige numre i årevis; der er faktisk kommet så meget tryk på, at hun på dette album ofte bevæger sig ud i grænselandet mellem Tom Waits' skramlede klangunivers og helt gemen benhård rock. Mere om det senere.

Kunstnerisk gemyt

At Amos på sine til dato i alt ni albums - inklusive det nye - tematisk har turdet bevæge sig helt derud, hvor de færreste kan bunde, skyldes en speciel blanding af en beundringsværdig tyrkertro på musikkens formåen, et gennemført kunstnerisk gemyt (at Amos har haft et par pophits, skyldes blot, at hun ind i mellem ikke kan lade være med at skrive en underskøn melodi og indfatte den i et indbydende arrangement) og et vovemod, der er de færreste pladekunstnere forundt.

Da jeg i sin tid interviewede Amos, viklede hun mig ind i noget nær en monolog, der strålede af en illumineret intelligens, der ubesværet flettede i hvert fald fire tankerækker sammen til noget, der kunne minde om et stringent hele - USA's blodplettede historie, USA's efter hendes mening fejlslagne såvel indenrigs- som udenrigspolitik, USA's mangel på spiritualitet - og den moderne kvindes rolle i alt dette (hvilket hun foldede smukt ud på det album, interviewet handlede om: Scarlet's Walk fra 2002) . Meget af det var lynende klart, andet fremstod mere tåget, men det er så ikke ulig sangskriveren Amos selv; hun kan være umisforståelig det ene øjeblik og så næsten hermetisk uigennemtrængelig det næste. Det er nok en naturlig, måske ligefrem naturlig pris at betale, når man stræber så højt, som hun nu engang gør. Og derfor er det lige så uundgåeligt, at hun ind i mellem tager sig en ordentlig kunstnerisk maveplasker, hvilket jo kræver, at der satsedes noget til at begynde med.

Konsekvent besnærende

Som det førnævnte Scarlet's Walk er det spritny American Doll Posse et tematisk sammenhængende udspil, der centrerer omkring fem arketypiske kvindefigurer, som Amos fremstiller visuelt på coveret - hun elsker at klæde sig ud og legemliggøre sine temaer, hvad hun bl.a. også gjorde på det fascinerende om end noget mislykkede coveralbum, Strange Little Girls i 2001, der efter sigende skulle have handlet om, hvordan mandlige sangskrivere ser kvinder; men okay, lovlig mange af de valgte sange passede ikke rigtig til konceptet, men det skulle man ikke tro, når man betragtede de figurer, hun fremstillede i hæftet - og desuden lægger stemme til på det musikalsk voldsomt varierede (fra fransk chanson til triphop-beats med et utal af bizarre mellemstationer; ikke uden grund akkrediteres Amos for at have bragt klaveret ind i rocken igen, og hendes elskede Bösendorfer får nogen på hatten her!) materiale, der ubesværet føjer sig sammen til en af de bedst fungerende helheder i hendes strittende, men konsekvent besnærende oeuvre.

Personligt ved jeg ikke, hvor meget tid og energi man skal lægge i det pompøst feministiske oplæg - vi taler lige dele excess og besættelse her, men okay, da de musikalske trumfer falder tæt, her lidt om ophavskvindens tanker bag de enkelte sange: De fem arketyper tager deres cue fra græsk-romerske gudinder, de har hver deres blog (!) og hvert deres distinkte look.

Fem arketyper

Pip er den gadesmarte og selvstændige tøsetype, der har stor glæde af sin Teenage Hustling og i øvrigt fremstår som en skarp observatør (der betragtes i det hele taget meget i disse sange) af amerikansk indenrigspolitik under katastrofen George Bush. Clyde er en tilbagetrukket menneskebetragtende hippietype, der udviser størst mulig mistillid over for den maskuline måde at fortolke verden på; hun er typen, der aldrig dømmer det udvendige, men hele tiden er på udkik efter en indre essens. Isabel er den glamourøse fotograf, som betragter de andre gennem sin linse og primært hæfter sig ved de udvendige manifestationer.

Santa (og det er så ikke Santa Claus!) er hende, der finder skønhed på steder og i mennesker, som ingen andre har øje eller sans for - hun er den, der griber øjeblikket og er tilstede i nuet. Og i centrum står den vrede voodoopræstinde Amos selv; hun er politisk motiveret og vred som bare fanden, bare hør åbningssalven "Yo George", hvor den fri verdens leder får et par på sinkadusen.

Men hun er også en stolt, selvbevidst moder og beskytter af de ting og personer, de højredrejede regimer p.t. prøver at pløje helt ned.

Amos lægger stemme, tekst, musik og klaverakkompagnement til dem alle fem, og det kan der gå lang tid med at dechifrere, hvis man er til den slags. Men man kan også koncentrere sig om det musikalske, thi her flyder hendes generøsitet, ambition og kunnen ud over alle bredder. Hun har begået nogle af sine strammeste, mest sammenhængende OG afvekslende sange til dette koncept, der stinker af både hjerteblod og knofedt. Her ligger heavy metal-guitarer side om side med ukuleler, bluesrock morfer til ragtime, de blideste ansatser afløses af ren skrammelrock, intrikate harmonier afløses af hårdtslående rundgange, strygerkvartetter afløses af solopræstationer, spanske klange clasher med elektroniske ditto, og som sin egen producer viser Amos sig at være i topklasse.

Så hvad enten man tænder på konceptet eller ej, vrimler det med knivskarpe observationer og selvlysende indsigter på næsten hvert eneste spor på dette drabelige opgør med neo-patriarkatet - og de mange stemmer giver Amos rig mulighed for at komme helt rundt i såvel det tekstlige som det musikalske spekter.

De kommer næppe til at høre noget lignende i år og lige så langt ude, det sine steder er, lige så dybt trænger det ind i andre åbne lyttere. Ikke noget for tøsetøser, men rigtige kvinder - og vi andre med, såmænd - vil nok føle sig både lutrede og inspirerede efter endt lytning.

lyn@information

Tori Amos: American Doll Posse (Epic/Sony-BMG) Produceret af Tori Amos

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu