Læsetid: 4 min.

Hjerter i flødesovs

Der mangler ikke lune, humanisme og den slags på Rasmus Nøhr og Michael Falchs nye plader. Men der mangler musikalsk kant, lyrisk svæv og en solid serie klicheudskylninger
7. marts 2006

Mig og min terapeut har skam snakket om det: Jeg skal blive bedre til at omfavne det banale og dets mange udklædninger. Og jeg er skam blevet hæderlig til det. Men jeg fejler altså ynkeligt i mødet med Michael Falch og med Rasmus Nøhr. Men jeg mener også, at jeg kan retfærdiggøre det.

Falder du nu er 49-årige Michael Ehlert Falchs seneste album efter en lang band- og solokarriere. En mand har arbejdet sig gennem alkoholisme og barndomstraumer og er kommet ud på den anden side med vredt personlige, eftertænksomme tekster af ujævn kvalitet. Linjer som "Du er mine blodårers strøm/Her i min onde cirkels fængsel/Med hævnens kniv i hver drøm", havde nok høstet gode karakterer i gymnasiet, men er altså formastelig metaforik på en seriøs voksenudgivelse.

Falch er bedst, når han slipper sin værste lyriske patos, for eksempel i den forholdsvis nøgterne "Min historie" om forældrenes alkoholisme og arven til sønnike. Eller når han to steder benådes med F.P. Jacs sproglige løft og humoristiske kantlys.

Er Falch sympatisk sanddru og på stadig jagt efter mening i sine tekster, så modsiges det i musikken. Det er en lige lovlig vellagret Springsteen- og bluesinspireret rock, som udvisker enhver form for eksistentielt røntgensyn i velnæret professionalisme. Mens enhver gnist af tvivl slukkes i selvsikker lige-ud-ad-landevejen- formalisme. Endda præsenteret i en pæn flødesovs af en produktion. Konform rock er altså ikke lyden af åndelig søgen. Det er for længst blevet lyden af moderne middelklassekomfort. Og dermed et musikalsk forsvar for stilstand. En fortærsket rock-autenticitet, der fuldstændig overdøver sangenes blottede nerveender.

Den store undtagelse er det overrumplende anderledes og smukt anelsesfulde titelnummer. Ikke nok med at den intime lo-fi-optagelse af Falchs stemme blotter den nødvendighed, som generelt savnes. Der arbejdes også smukt med syngende skåle som markant stemningsskabende fremmedelement og med en talende og råbende og syngende fortællestemme hinsides de rockklicheer, Falch ellers alt for tit snubler i.

Hvorfor får denne sandpapirs-intensitet kun lov til at styrtbløde fra en enkelt oase på albummet? Er Falch og producer Jacob Binzer bange for at miste deres modne publikum med musik, der ikke kan afspilles til rødvin og bøffer?

Naiv livsnyder

Lykkelig smutning er 33-34-årige Rasmus Nøhrs andet album. Når han er værst, er han en uhellig krydsning mellem Søren Kragh-Jacobsen, Alberte og kystbanerock - en hyggelysten vise- og rocksanger med bagstræberisk anhænger, sentimental hængerøv og idylliserende salgslak. Det er især lyden af en svunden tid, hvor drømme voksede ud af grønne lunger og røde ideologier og man tog tilløb til at tage Monas hånd. Og det er tekster fra den allerallernærmeste virkelighed: Kærester og hash, SU og rudekuverter. Tekster der giver akut klaustrofobi, hvis ikke man ikke lige er forelsket i Nøhr.

Jeg er klar over, at det er det uprætentiøse, han dyrker, at det er almindelighedens og hverdagens banalitet, som han næres ved. Men uden poetisk skarphed kan jeg altså finde det samme i linje seks eller hjemme under min egen dyne. Og i hans iscenesættelse som naiv livsnyder og med en række luntende joviale kompositioner kan hans musik tit agere slumretæppe. Altså en form for visesangerkomfort, der spreder behag omkring dig, men også luller dig i søvn på grund af mangel på stilistisk og sproglig kant. Og så hjælper det altså ikke at hente inspiration i Santanas latinrock, der, så vidt jeg erindrer, toppede i 70'erne og ikke tilføjes yderligere af det danske hold bag Nøhr. Til gengæld hjælper det lidt med tekstlige undtagelser som "Pis A (Plan B)": "Jeg lufter elefanter ved/Skt. Jørgens sø/Og tegner jeres elskov/Du er gylden tø/En puddel hjælper mig med blæk/Den tisser dig nu hvor jeg er væk".

Nøhr er bedst, når han tørrer hyggen af fjæset og er et rundt regnet jordnært menneske, der så bare lige formår at løfte vore grå omstændigheder op på versefødder. Desværre er han mest lalleglad hyggeonkel som for eksempel på titelnummeret, hvor han endda vælger en lummer drejning: "Skal vi smutte/Hjem og putte." Men. Når jeg ikke er irriteret over Nøhrs fjollede uskyld og idylliserende nærsyn, ja, så nynner jeg med på skæringerne "Ud af hullet", "Ryger ryger", "Ring nu", "Sommer i Europa" og "Målløs", der vitterlig rummer strålende melodiske vendinger. Men typisk kun under et fyndigt omkvæd hér eller en rørende formulering dér.

Kedsommelig provins

Det er ikke så meget det, Falch og Nøhr siger, som måden de siger det på. De to musikalske tryghedsnarkomaner transmitterer begge fra kedsommelige provinser til musik, der blomstrede for årtier siden. Og de basker begge lystent i en frikadellelun humanisme, som ingen kan erklære sig uenig i. Så prøv at udsætte den for bullshit-testen.

Nøhr er en mand, der jager en tabt uskyld. Nærmest barnligt trodsig i sin naivistiske tone. Og Falch er en mand, der har høstet erfaring og vundet nye spørgsmålstegn, som han ikke har fundet nye musikalske svar på. Og hvis det er de former, som banaliteten kommer i, så tror jeg bare, jeg aflyser yderligere terapi. Tager mig en grundig klicheudskylning og inhalerer skarp luft fra et sted ude på kanten af en eller anden musikalsk afgrund. Bare for uhyggens skyld.

Michael Falch: Falder du nu (Kick Music)

Rasmus Nøhr: Lykkelig smutning (Copenhagen Records)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her