Læsetid: 8 min.

Hjerternes lyst

Med 'Kanon i dansk' har den digteriske modernisme fået sin grundbog for gymnasiet. Skønt bred, venlig, pragmatisk og temmelig loyal, er den mere hjerternes lyst end forsvar for de godartede traditioner og den nyttige, men glemte viden. Den er en gevinst for litteraturen, men den har sine sider, sin identitet
3. november 2005

Det er et herligt og fornemt værk, disse tre tykke bind med klassisk dansk og udenlandsk litteratur. De er tænkt til gymnasiets danskundervisning, men almindelige folk bør ikke snyde sig for at læse med.

Værkets kælenavn mellem venner, elever og fagfolk, kan allerede nu fastslås, Kanónen, med kærligt og lidt overbærende tryk på den forkerte stavelse. De tre bind for gymnasiet er et stærkt og nødvendigt forsvar for skønlitteraturen i og uden for skolen.

Og litteraturen er truet i det ny gymnasium. Ikke af indre grunde. Skønlitteraturens tætte universer, hvor både jeg'et, sproget og verden er i spil på én gang, er stadig langt det mest effektive udgangspunkt for undervisning i modersmål på de højeste nuanceringsniveauer, hvor funktionel prosa og mediernes tekster slipper op. Den skal nok holde sig.

Sprogteori i gymnasiet

Truslen kommer fra alle de andre ting, der æder sig ind på timerne og tager tiden fra litteraturen. I det nye gymnasiedansk er det især de lidt uafklarede, men på papiret ganske store krav til sprogteori. Også på det punkt har Kanon i dansk et forslag til venligt og nyttigt samarbejde mellem sprog og litteratur.

Det er afgørende for et sådant værk, at det er stort. Det skal danne grundstammen i et fag, der så udvides med litteratur fra andre bøger og fotokopier. I skolen når man kun en lille del af alle værkets herligheder, men de er her, og man kan vælge og lægge sit eget løb. Læsende elever skal på egen hånd kunne smugkigge i anden litteratur, end den der er på dagsordenen lige nu. Det skal kunne ses, at verden og litteraturen er større end skolen. Det kan man her; Kanon i dansk er stor. Tre tykke bind, i alt godt fire kilo, 1.601 sider, i ret stort format, smukt trykt i velafbalancerede sider med bred margin og årstal anbragt over teksten, hvor man har brug for dem. Teknikaliteterne er i orden. Bagest er der tekstoplysninger, ordforklaringer og en ultrakort biografi for hver forfatter; det hele sobert og brugbart, og holdbart så vidt stikprøver kan kontrollere det.

Nu indmaden, 434 udvalgte stykker litteratur, 303 danske og 131 udenlandske. Første bind fra Vølvens Spådom til Goldschmidt, andet bind fra Schacks Fantasterne til Jørgen Nielsen, tredje bind fra Paul la Cours Fragmenter dvs. Heretica til Michael Strunge.

Den allerseneste litteratur er ikke med og skal heller ikke være det i sådan en fagskabende grundbog. Digtere skal være født før 1965 for at komme med, så 60'er-modernisterne med Klaus Rifbjerg, Ørnsbo, Svend Åge Madsen, Anders Bodelsen og Hans-Jørgen Nielsen er i princippet de sidste. Men Dan Turéll og Strunge og Johannes L. Madsen med flere er heldigvis også kommet i Kanon, men på dispensation i kraft af tidlig død, hvad der forhåbentlig ikke får alt for fatale konsekvenser blandt vore yngre digtere.

Udviskende oprør

Det er skønsomt og godt og brugbart alt sammen. Man kan sagtens savne enkelte særligt elskede digte eller noveller, mene at Johannes Ewalds og Sophus Claussens lyrik er overraskende magert repræsenteret, eller at en regulær salme af Grundtvig havde været på sin plads, men det er egentlig upassende indvendinger mod en sådan bog. Det er jo ikke den eneste bog i verden, og hverken den første eller sidste af sin art.

Hovedkonkurrenten på markedet den næsten mytiske Falkenstjerne, har 360 stykker dansk litteratur, dvs. lidt mere at vælge imellem af den enkelte digter. Til gengæld har Kanónen den udenlanske litteratur.

Kanon i dansk kalder bogen sig, men den er slet ikke nogen kanon, i betydningen rettesnor eller det nødvendigste. Inde i midten ligger faktisk undervisningsministeriets kanon (forveksl den nu ikke med Brian Mikkelsens kulturkanonprojekt, der er noget ganske andet!) - der i gymnasiet endte med at blive en egentlig kanon, en liste over forfattere som skal indgå i danskundervisningen, men kort og mild og moderat på den danske måde. Ved sit mægtige reservoir af brogede litterære og sproglige oplevelser, herunder en tredjedel udenlandsk litteratur, er værket nærmest det modsatte af en kanon, et udviskende oprør mod en (ikke ret) truende snæverhed.

Er der en tendens i tekstvalget, det danske og udenlandske? Det er der faktisk. Den ene af værkets tre redaktører, Jens Smærup Sørensen, har i en kronik for nylig protesteret mod at få tillagt en identitet. Den slags vil han på det alvorligste og festligste have sig frabedt. Nu er det jo ikke alting, man sådan selv kan bestemme. Når man udgiver bøger, både som digter og redaktør, hænger man på den.

Selve protesten mod identitet og mod at blive taget til indtægt er en del af modernismens opfattelse af litteratur, og hvordan den bliver til, og den præger Kanon i Dansk markant. De to andre redaktører er Suzanne Brøgger og Torben Brostrøm, i alt altså to digtere og en teoretiker, modernismegenerationens bannerfører Brostrøm. Lad os se hvad de kommer med.

Hvad griner man af?

De tre bind bringer som noget nyt en mængde udenlandsk litteratur, fra Homer, Sapfo, Platon og Ovid til Goethe, Baudelaire, Thomas Mann, Rilke og Virginia Woolf. Den skal nok gøre sig og blive brugt, når den nu står lige ved siden af den danske. En fordelagtig åbning mod verden. Forordet placerer sig i diskussionen om det internationale over for det hjemlige:

"Dansk mentalitet synes altid at have været åben for forandring, for påvirkning fra en større verden, hvad der kan anses for et stort gode, men også indebærer muligheder for tab af godartede traditioner og glemsel af nyttig viden."

Det er smukt og hjertevarmende og temmelig sandt, skønt det sidste nærmest lyder som noget, man nok alligevel bør lade sig operere for. Med respekt for traditionen har man valgt 'af hjertens lyst', siger man.

Den klassiske tradition fra Homer og frem - hvor ingen ministre har øvet kanontvang - er bredt repræsenteret, men af Platons Symposion vælger man Aristofanes' berømte tale med de to halvdele der søger hinanden. Altså komediedigterens grinagtige myte om forelskelsen. Den er ganske vist blevet nutidens tågede erindring om, hvad Platon nok mener. Men her var en chance for at udbedre tabet af en godartet tradition og f.eks. sætte et stykke af Symposion, hvor kærlighedens mere komplicerede forvandlinger vises, og hvor der tages afstand fra myten om halvdelene. Men man vælger dog grinet af hjertens lyst frem for den mere omfattende traditionsformidling, og hugger hovedet af Platon og den græske tradition. Grin er godt, ingen tvivl om det, men somme tider kan det være rart også at vide, hvad man griner af.

Det andet store internationale spor i dansk litteratur og bevidsthed, er den jødisk-kristne tradition. I Kanon i Dansk havde man chancen for at markere den kort og centralt i litteraturundervisningen. Leder man efter skabelsesberetningen med syndefaldsmyten (1. Mosebog) eller en stump af et evangelium, så er der ikke det, der ligner. Eneste repræsentant for den tradition er et stykke af Johannes' Åbenbaring, et fint stykke litteratur, men marginalt i forhold til traditionens hovedspor. I Kanon i Dansk lever kristendommen aldeles i det skjulte i 1.500 år, indtil den mirakuløst dukker op med et stykke af lille Luthers Katekismus fra 1529. Den skulle man i 1600-tallet kunne for at komme til alters og blive optaget i fællesskabet, og den er den mest trykte bog i Danmark nogensinde, så repræsentativ er den.

Tradition halshugget

Oprøret mod eksisterende ordninger og traditioner er en del af det meste litteratur, det både siger og viser Kanon-bøgerne her med masser gode tekster. Men den tradition som oprøret oftest retter sig imod, er altså større end katekismens stramtandede overlærer. Det er en tradition, der i dag nærmest er sunket ud af den almindelige danske bevidsthed. Her var chancen for at tegne den i få streger, men den forpasses. Den kristne tradition vises halshugget, og hovedet blevet borte. Et par salmer af Sthen, Kingo og Brorson fra ministeriets liste bøder på savnet, men afhjælper det ikke. Ikke for at genrejse kristendommen i moderne gymnasieelevers hjerter, et både håbløst og uønsket projekt, men for at tegne et nogenlunde retvisende billede af en grundigt glemt, men i det skjulte stadig virksom tradition.

Hvert af de tre bind har en efterskrift på otte-10 sider, de tre redaktører har delt bindene mellem sig. Også her er der en veloplagthed og glæde ved litteratur, som ikke kan undgå at smitte. Men selv som fagmand undgår man ikke til sidst at blive lidt rundtosset af det fyrværkeri af temaer og tråde og relationer og synsvinkler og værdier, som litteraturen kan antænde ifølge disse efterskrifter. Og det kan den jo, men på én gang? Man får samme fornemmelse i maven som i Jørgen Sonnes digt "Foldemændene" (bind III), hvor læseren trækkes gennem paradis og syndefald og Aladdin og Darwin og Freud og naturvidenskab og Luther og en halv snes andre store europæiske myter, der antydes og afvik-les på nogle få vers i en af dansk modernismes mest veloplagte traditionsafbrændinger. I Kanon i Dansk ser man mest traditionen som fortidens mørke himmel, hvorpå nutidsgrin og gnister i glimt lyser festligt op. Som traditionsformidling er det for lidt. Redaktørerne kender jo traditionen, elever gør ikke. Påtager man sig ikke at vise traditionen, forsvinder den. Så kan det ende med, at der til sidst slet ikke er noget at grine af.

Vil man vælge myten Falkenstjerne eller Kanonen? Ja, havde man taget traditionen lidt mere fast og loyalt var sagen afgjort til fordel for den sidste. Nu blæser svaret i vinden.

Med Kanon i Dansk har den digteriske modernisme fået sin grundbog for gymnasiet. Skønt bred, venlig, pragmatisk og temmelig loyal, er den mere hjerternes lyst end forsvar for de godartede traditioner og den nyttige, men glemte viden. Den er en gevinst for litteraturen, men den har sine sider, sin identitet.

Torben Brostrøm, Suzanne Brøgger og Jens Smærup Sørensen (red.): Kanon i Dansk I, II, III, 249 kr. pr. bind ISBN 02033690, 02034700, 02034719

Peter Olivarius er gymnasielærer (Aurehøj Gymnasium) og litteraturhistoriker, medforfatter til den netop udkomne danske litteraturhistorie 'Hovedsporet'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu