Læsetid: 4 min.

Hvor var hjertet?

28. maj 2002

Aki KaurismÄKI må føle sig en anelse snydt. Selv om den Grand Prix – i realiteten en andenpræmie – som han vandt ved årets filmfestival i Cannes for Manden uden fortid, er et udtryk for stor ære og hæder, så er faktum, at han blev snydt for den vigtigste pris af dem alle, Den Gyldne Palme. Hvilket hans kortfattede tale ved overrækkelsen, hvori han først takkede sig selv og dernæst juryen, måske også er et udtryk for.
Den otte mand store jury med David Lynch i spidsen valgte søndag aften i stedet at give Guldpalmen til Roman Polanskis holocaustdrama The Pianist. Et såre sympatisk, men ikke særligt indlysende valg, idet modtagelsen af Polanskis film har været alt andet end begejstret. De fleste kritikere har været enige om, at The Pianist er Polanskis bedste og mest personlige film i mange år – det siger bare ikke så meget – men det er samtidig også en meget traditionel og forud-
sigelig beretning om en jødisk pianist, der undslipper nazisternes udrensning af ghettoen i Warszawa under Anden Verdenskrig.

Der er ikke just tale om en modig beslutning fra juryens side at give Guldpalmen til Polanski. De valgte ikke, som David Cronenberg og hans jury gjorde det med Dardenne-brødrenes Rosetta i 1999, at give Guldpalmen til en kontroversiel film, som virkelig har provokeret og delt publikum og kritikere. Det ligner umiskendelig en kompromisbeslutning og et resultat af, at juryen har været splittet mellem to ret beset bedre og mere markante film. De har så besluttet sig for at finde en tredje film, en middelvej, som alle juryens medlemmer har kunnet acceptere.
Og sympatisk er valget af The Pianist såmænd, ikke mindst fordi den er politisk korrekt og heller ikke er nogen decideret katastrofe – en solid film fra en filmskaber, der tidligere i sin karriere var en af de allerbedste.

MEN MÅSKE er der mere på spil bag den overraskende beslutning, end man umiddelbart skulle tro. Allerede inden filmfestivalen i Riviera-byen gik i gang, var der tale om amerikansk og jødisk boykot af festivalen på grund af første runde af det franske valg, hvor hver tredje stemme i Cannes gik til højreekstremisten Le Pen.
Boykotten blev dog afblæst, da Le Pen tabte anden runde af valget stort, og både jurymedlem Sharon Stone og Woody Allen endte med at rose det franske folk for så bestemt at have taget afstand fra Le Pen. Hårdnakkede rygter vil nu vide, at juryen har haft den sag i tankerne, da de skulle beslutte sig.
Et par teorier, der kan være med til at forklare, hvorfor Aki Kaurismäki ikke løb med topprisen for en film, der af langt de fleste kritikere blev hyldet for sin friskhed og originalitet – og det ikke mindst i forhold til resten af det 22 film store konkurrencefelt, der om noget var præget af middelmådighed og forudsigelighed. (Undtagelsen var Politiken, der i en bisætning affærdigede Manden uden fortid med en bemærkning om, at det er »solidt, men lidt for velkendt håndværk.«)

Den konfliktsky jury helgarderede sig tilmed ved at give et par særpriser til Michael Moores Bowling for Columbine og palæstinenseren Elia Suleimans Guddommelig indgriben. To film, der har vakt opsigt på grund af deres brug af humor og ironi i meget direkte og provokerende kommentarer til henholdsvis et våbenfikseret og voldeligt amerikansk samfund og konflikten mellem israelerne og palæstinenserne.

Ganske prisværdigt – og afspejlende en stigende politiseret hverdag – satsede man i Cannes i år på et officielt program rigt på politisk og socialt engagerede film. Det kan derfor undre, at juryen ikke har meldt stærkere ud, men måske handler det i den sammenhæng snarere om at klandre festivalen for ikke at sammensætte en jury, som kunne tænke sig at handle mere politisk, end Lynch og hans håndgangne mænd og kvinder valgte at gøre.
Til den sammenhæng hører dog også en diskussion om, hvor en vurdering af en film skal tage sin begyndelse: I æstetikken eller indholdet? En filmfestival som Cannes, der skal vælge en god snes film ud af mere end 1.000 håbefulde, kan farves i mange retninger i kraft af de valg, som den kunstneriske ledelse foretager. Men juryen har som sin fornemste opgave at præmiere de bedste blandt de få film, der rent faktisk når gennem nåleøjet. Og på det punkt svigtede de i år.
Skandaløs kan man vel ikke ligefrem kalde udgangen på dette års filmfestival i Cannes. Men det er dybt beklageligt, at juryen valgte at lade hjernen og ikke hjertet bestemme. For hvis der er en prisuddeling i verden, hvor juryen bør holde sig fri af alle moralske og politiske spekulationer, så er det filmfestivalen i Cannes.

CMC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu