Det er ikke til at overse symbolikken i, at pladen protestsange.dk, hvor en stribe nutidige kunstnere tager livtag med diverse ældre sange af benævnte type, udsendtes den 18. maj, thi det var dengang det i 1993 gik helt agurk ude på Fælledvej, efter at det danske Folketing havde besluttet sig for at spænde demokratiet til det yderste.
Der var som bekendt en folkeafstemning, der ikke havde passet magthaverne, hvorfor man prompte udskrev en ny om samme emne med et par ligegyldige modifikationer og på den måde fik den stupide vælgermasse til at makke ret.
De må have mig undskyldt, hvis min respekt for det danske, parlamentariske demokrati siden da har kunnet ligge på et endog meget lille sted. Derfra og så til at invalidere politibetjente er der stadig et stykke vej, og herfra skal der ikke (og kommer heller aldrig til at) lyde applaus for brugen af vold, men ikke desto mindre kræver det ikke en højere ledvogtereksamen at forstå, hvor frustrerede og vrede folk var.
Nok at synge om
At tingene skulle have rettet sig op siden da, ville være synd at påstå. Vi er p.t. underlagt et regime, hvis hele embedsperiode har været præget af en centralisering af statsmagten, der ville have gjort Formand Mao stolt, og en magtfuldkommenhed, der normalt forbindes med diktaturer.
Ud af rottehullerne er krøbet en såkaldt borgerlig intelligentsia, hvis primære funktion er at agere ukritiske klakører, hver gang regimet strammer tommelskruerne på de udstødte, de forarmede og de overflødige og i øvrigt gør sig morsomme på sammes bekostning. Oh, at leve i et gennemkontrolleret og af forbud gennemsyret småborgerligt paradis, hvor ordensmagten har fået stadig friere hænder til at chikanere borgerne, mens kammerateri og nepotisme sætter dagsordenen på højeste sted. Det er da bare skønt, ikke også? Venstre, dem ved man, hvor man har.
Så der er nok at synge om, hvis det er med den på. At protestsangen har haft trange kår i mange år tangerer underdrivelsen. Tendenserne i dansk musik har været mange, siden det i perioden sådan cirka 1965-1977 var mondænt at omsætte sine tanker og holdninger vedrørende det politiske til tekst og musik, men er især gået mod hjerte-rimer-på-smerte skildringer af følelses- og underliv, ensom- og tosomhed og andre ting af nær karakter, med det omkringliggende samfund og dets mekanismer som kulisse og rekvisit.
Og protestsangen er problematisk, for hvis den drejer sig om noget aktuelt, løber tiden hurtigt fra den, og bliver den alt for generel, antager den karakter af tom gestus. Vil de fleste ikke hellere have fred end krig, f.eks.? Kan rigtig mange ikke blive enige om, at det er noget snavs med al den nød og fattigdom? Osv.
Dertil kommer at den syngende kommer til at fremstå selvretfærdig og/eller frelst, hvilket er chancen, man må tage. Endelig er det hamrende svært at gøre det på en facon, så lytteren ikke spørger sig selv, hvorfor de fremsatte tanker ikke i stedet udmøntes i en kronik. Og hvordan undgå at ende som prædikant for de allerede omvendte?
God og efterlignelsesværdig
At det kan lade sig gøre, findes der mange gode og efterlignelsesværdige eksempler på. Og nu har den myreflittige og velbegavede musiker og forfatter Henrik Marstal fundet 13 stykker af slagsen frem fra Glemmebogen og fået diverse yngre kunstnere til at give hver deres fortolkning af alt fra et obskurt punk-nummer som "Politi-militær" med City-X (i en uopfindsomt håndfast fortolkning af Dial Zero) til en institutionaliseret klassiker som "Kring-sat Av Fiender" (fremført salvelsesfuldt af R&B-sangeren Karen) med ophold ved diverse stationer derimellem.
Det er gjort med hjertet på rette sted, og resultatet kan snildt give stof til eftertanke, hvis ikke man rider ukritisk med på den nuværende bølge af 'slå hjernen fra, forbrug alt du kan, pis de forarmede i øjet og lad så de kommende generationer om rydde op efter festen'-bølgen. Musikalsk præsenteres et dejligt varieret udbud, punk side om side med pop, hiphop og sanger-sangskriver op og ned ad hinanden og så videre.
Vred og nødvendig
Bedst kan jeg lide Vanløserapperen Atafs behandling af Povl Dissings (og Thøger Olesens) "25 minutter endnu". For det første fordi den ligger endog meget langt fra originalen, for det andet fordi Ataf som andengenerationsindvandrer formår at fravriste den nye betydninger, og endelig fordi den falder så naturligt og uanstrengt. Også Peter Sommer og Martin Ryums fortolkning af Cæsars (igen via en Thøger Olesen-fortolkning af et amerikansk forlæg; i dette tilfælde det skelsættende "Eve Of Destruction", der da det landede på de amerikanske hitlister i 1965 satte dagsordenen for en generation).
"Jorden i flammer" fremstår via en diskret ajourføring af teksten lige så vred, nødvendig og manende som dengang. Pladens sidste vinder er det mig ubekendte grønlandske ensemble DDR's vitale læsning af et af de mere oversete numre i Gasolin'-kanonen, "Kap Farvel til Ümánarssuaq".
I de tre tilfælde brænder noget igennem, der overstiger evnen til at mime og/eller parafrasere et oplæg eller begå pusserløjerligheder mod samme, for ad den vej at sætte sit præg på tingene; værst i den retning en pseudometallisk udlægning af "Skipper Clements morgensang" ved Riffelsyndikatet. Ej heller Marie Franks forsøg med at tackle en sangskriver på Sebastians niveau på "Det nye Europa" er vellykket, hvor Per Vers' og Ole Omkvæds tackling af Benny Andersens "Verdensborger.dk" tangerer dårlig spoken word.
Men som reminder om en række gode sange, skrevet på (må man gå ud fra) et oprigtigt engagement og en nødvendig stillingtagen, fungerer protestsange.dk nu altså alligevel; der blæser så småt nye vinde over landet, og hvis vi havde noget, der lignede en opposition, ville den såmænd have kronede dage. Man kunne afslutningsvis nævne, at det såmænd ikke havde været en decideret dårlig ide, om man i stedet havde bestilt 13 nyskrevne numre til lejligheden? For en arbejdsnarkoman som Marstal skulle det være en smal sag. Næste år ved samme tid?
Diverse kunstnere. Protestsange.dk (Playground) Idemand og producer: Henrik Marstal
