Læsetid: 2 min.

Hjertets dannelse og juristerne

7. februar 2006

Juridiske eksperter har fra tid til anden taget ordet i debatten om Muhammed-tegningerne. Flere gange for at sige, at den ophidsede debat ikke har noget med ytringsfrihed at gøre.

"Det handler ikke om ytringsfrihed men om etisk forsvarlighed," hedder det i en overskrift, hvor tre juridiske professorer udtaler sig (Information den 4.-5. februar).

"Det er ikke ytringsfriheden, der bliver begrænset, men brugen af den," mener Henning Koch.

"Umiddelbart har det ikke noget med ytringsfrihed at gøre. Det drejer sig om etik og klogskab. Hvis vi hele tiden strakte ytringsfriheden til retsrammernes grænser, ville vi for alvor få problemer," tilføjer Claus Hagen Jensen.

Men juristerne driver gæk med journalisten - det er jo yderst sjældent, at det i konkrete sager er de retlige rammer, der umiddelbart er på spil. Men nogle sager har eller viser sig at have principielle virkninger. Det er jurister normalt de første til at erkende. Deres kolleger blandt menneskerettighedsjuristerne bygger da også deres argumentation om rettighedernes grænser op på enkeltsager, der påvirker rammerne.

Forholdet mellem de såkaldt modstående rettigheder, ytring og tro, er f.eks. ændret i årenes løb - og det er jo det, der er til diskussion, dødsens alvorlig diskussion her. Juristerne kalder det normalt fortolkning.

Retssociologen Dahlberg-Larsen siger, at "Ytringsfriheden giver os ret brede rammer, men vores moral forhindrer os i med vilje at krænke andres følelser."

Ytringsfrihedens våge

Problemet er ordet "os". Hvad der er ret og moral, er de pæne jurister her tilsyneladende enige om; men er de også enige med f.eks. mig eller Søren Krarup eller andre, som vi ynder at tro udgør små mindretal i befolkningen? Og hvor mange sager om selvcensur og kulturrelativistisk hensyntagen inden for andre områder skal der til, før juristerne mener, at der er tale om udhuling eller begrænsninger af ytringsfriheden?

Må jeg minde om Salman Rushdie eller snesevis af muslimske forfattere og intellektuelle, der er fængslede for at have afvigende meninger om profeten og Koranen.

Sagen drejer sig ikke kun om "billedforbud" men om profetfornærmelse. Jeg mener, den har været det hele tiden, men i al fald er sagen blevet et spørgsmål om grænser. Juristerne kan ikke se det, men presset fra religiøse institutioner - lad os til en forandring nævne Pavestaten - er som frosten hele tiden ved at lukke ytringsfrihedens våge. Juristerne konstaterer blot, at vågen eksisterer.

Sagen om grænserne for den politiske satire handler om ytringsfrihed. Det ville være dejligt, hvis vi kunne fordrages og udvise respekt, vise hjertets dannelse og tale pænt - Metz viser hvor svært det er at føre stueren kulturkamp. At jeg er enig med ham, eller at juristerne er uenige, og at Krarup i al fald er det, er uden interesse i denne sag.

Det interessante er, at også hjertets dannelse og god opdragelse er en politisk sag, der er grundlægende uenighed om. Og fortolkningen af rammerne for den demokratiske meningsdannelse, ytringsfriheden, er ikke kun jura men en del af den politiske kamp i Europa for tiden.

Der findes ikke en høflig og respektfuld ytringsfrihed. Lad os gøre det til et mål at få en sådan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her