Læsetid: 3 min.

Hø, hø for ytringsfriheden

Når vi engang er færdige med at grine ad kanon-kulturministerens uhæmmede brug af eksperter og smagsdommere, kan vi begynde at overveje forholdet mellem kanon og et andet varmt emne
3. februar 2006

Danskerne er nogle grinebidere. Skulle det komme bag på enkelte, der har den daglige parade af vintersure fjæs og vrisne bemærkninger i for frisk erindring, så se blot på forsvaret for Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. De er udtryk for satire og dansk humor, er de. Og har muslimske mørkemænd har ved at fatte komikken, har de bare at stå for mosten, for sådan er betingelserne i et demokrati!

Som gammel feminist kan man ikke lade være med at tænke på, hvor kvinderne stod i dag, hvis vi fromt havde grinet med på sexistiske vittigheder og lodret diskrimination i stedet for absolut ikke at synes, det var morsomt. Man kan jo prøve at holde Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Roses, argument om, at man først er rigtigt integreret, når der bliver gjort grin med én, op mod den latterliggørelse suffragetter, blåstrømper, kvindelige uddannelsespionerer og såmænd også min egen generation af rødstrømper i tidens løb har været udsat for. Hver gang har latteren været brugt som middel til at stemple dem/os som 'unormale' og nogle, det tværtimod var i orden at holde udenfor, for vi var jo ikke rigtige kvinder. Så længe vi ikke selv definerede, hvad der var morsomt, var det nemlig andre, der definerede, hvad rigtige kvinder skulle finde sig i. (Da vi begyndte selv at definere, fandt de det til gengæld ikke spor morsomt).

Rigtige danskere synes dog heller ikke altid, der er noget at grine ad, nemlig ikke når det kommer til danske værdier. Så skal de kanoniseres i glas og ramme alvor. Så er det selveste regeringen, repræsenteret ved Brian Mikkelsen, der har retten til at definere, hvad der ikke skal grines ad.

Ingen tager ganske vist skade af at læse, se og lytte til de værker, de seriøst arbejdende kanonudvalg har programsat. Men Jyllands-Postens ytringsfrihed lider heller ikke skade af, at man kritiserer avisen for at bringe de famøse tegninger. Tværtimod er det ens umistelige ret at mene, at det var et faux pas af dimensioner og - alle forskelle ufortalt - parallelt til et sexistiske klap i røven, der jo også bare er 'for sjov'.

"Vær nu ikke sådan en sur kælling/mullah/mufti, der ikke kan stå for mosten. Her i karlekammeret spøger vi jo bare."

Andre spøgefugle vil hellere hyppe deres egne kartofler end mobbe andre. Der er trods alt grænser for, hvor længe underholdningsforkælede danskere med tv fuldt af boligprogrammer gider forholde sig seriøst. Så næppe var de autoriserede kanoner skudt af, før der opstod en sand underskov af private kanoner.

Berlingske Business lavede en mobiltelefon-kanon. Dansk Pornografi Selskab nominerede en sexkanon. Lesbiske lavede en lesbisk kanon. Dansk Donaldist Forening lavede en Disney-kanon. KFUM-spejderne lavede en spejderkanon, og Bryllupsportalen.dk lavede en polterabendkanon med paintball og karakoke og andre rasende morsomme aktiviteter.

At også nogle, der repræsenterer indvandrere og minoriteter i det danske samfund, opstiller deres kanon, må vel på denne baggrund opfattes som et eksempel på vellykket integration.

Imam Fatih Alev og indvandrerkonsulent Manu Sareen opstillede på avisen Urbans opfordring 'perker-kanoner'. I fin overensstemmelse med tidens tendenser er Fatih Alevs kanon er lige så gravalvorlig som de officielle danske - den består udelukkende af værker om Islam, Muhammed og Koranen - mens Manu Sareens til gengæld virker nærmest letfærdig. Hele to gange er den britisk-pakistanske forfatter Hanif Kureishi repræsenteret - med Mit smukke vaskeri og En forstadsbuddha, og det kan der sagtens argumenteres for. Men den ligeledes britisk-pakistanske Salman Ruhsdies De sataniske vers er der ikke!

Hvordan kan man lave en perker-kanon uden? Om nogen demonstrerer dog De sataniske vers - i sit indhold såvel som med sin skæbne - integrationsproblemernes kompleksitet. Lige netop den er formodentlig det til dato bredest favnende, litterære bud på en fortolkning af de problemer, der i disse dage eksploderer med Muhammed-tegningerne.

Rushdie brugte sin ytringsfrihed til at fortolke integrationsproblemer - Jyllands-Posten har brugt sin til mobning af et mindretal. Derfor er det ikke Jyllands-Posten, men De sataniske vers vi kan blive klogere af.

Den er kanon!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her