Det kan virke svært at forstå i disse dage, hvor enhver knægt med en akustisk guitar udkrænger sin følsomme sjæl, at Belle and Sebastian engang var lyden af forandring.
Det var i sidste halvdel af 90'erne. Omkring vore ører blomstrede den elektroniske musik med store navne som Underworld, Björk og Leftfield, mens rocken stadig var enten hård eller lo-fi-skramlet. Og så kom disse skotske piger og drenge og strøg afdæmpet over akustiske guitarstrenge, violiner og klavertangenter. De var ganske vist ikke alene, men de var [Extra linie]de allerbedste transportører af tidens nye og mere eller mindre akustiske fortællinger.
New Acoustic Movement eller The Chamber Pop Movement, kaldtes trenden, som Belle and Sebastian blev stillet til ansvar for, og da norske Kings of Convenience i 2001 udgav albummet [Kursiv]Quiet Is The New Loud[Normal], ja, så havde pressen sgu også et slogan.
Da det ny årtusinde oprandt, var der masser af kloner, og det har foranlediget det skotske kollektiv til at bevæge sig ud i stadig mere flamboyante iscenesættelser og produktioner. Først med albummet [Kursiv]Dear Catastrophe Waitress[Normal] fra 2003, nu med deres syvende album [Kursiv]The Life Pursuit[Normal], hvor man udover vintage B & S (forsigtigt evigtung, gyldent længselsfuld) også kan høre anderledes funky eller soulet eller glamrockende, hvis ikke brovtende inspiration fra The Sweet, Marc Bolan & T-Rex, Burt Bacharach, Stevie Wonder, Sly & The Family Stone og The Supremes.
Livet på bittersødeste vis
Hovedsangskriver og forsanger Stuart Murdoch fortæller stadig underspillet morsomme historier. Her for eksempel om folk, der kører sadistisk dressur på kunstskolestuderende eller [Kursiv]very[Normal] Morrissey foretrækker at hænge ud på kirkegårde. Han bander stadig med strygefri høflighed og poloskjorten knappet sirligt, og han besøger igen drengeskoler og gejstlige sale for at fortælle om onde kordegne, blind kristendom og imaginære kærlighedsforhold til den hellige Madonna. Det er en sej-sart lyrik, som forklarer verdens og livets stadigt svigtende perfektion på bittersødeste vis, lige som Murdochs spinkle røst og mangelfulde teknik også stadig kan høres som en hyldest til ydmyghed og almenmenneskelighed.
[Kursiv]The Life Pursuit[Normal] er blevet indspillet i Sunny California, i Los Angeles, og personligt ville jeg rigtig gerne have set de syv blege skotter flanere i L.A.'s endeløse postmodernitet, på besøg et centrumløst ikke-sted. Noget af et kultursammenstød.
Visitten har også haft sin pris. Fans af Belle & Sebastians tidlige, jernsmukke, middelklassemelankolske mesterværker "If You're Feeling Sinister" og "The Boy With The Arab Strap" vil rynke på næsen over den 70'er-varme produktion, de vidtløftige iscenesættelser og ikke mindst den livsalige indsprøjtning fra sort musikarv. Men det ville ærlig talt være patetisk at høre Murdoch & Co. vade masochistisk rundt i deres vemods højland for evigt. Dermed ikke sagt, at eksilet under solen bør udmønte sig i permanent opholdstilladelse. For det er i balancen mellem skotsk skepsis og tør humor og så den lystbetonede flirt med optimistiske eller decideret udfriende traditioner, at [Kursiv]The Life Pursuit[Normal] fungerer som et fremragende album for alle, der tør vove sig forsigtigt ud ad melankolien men samtidig føler sig dybt provokeret af åbenlyst lykkelige mennesker, de skarn.
Forhåbentlig vil der altid være malurt i melodierne fra Belle and Sebastian, og Murdochs tekster har i hvert fald ikke givet sig en tomme: "For the price of a cup of tea/You can get a line of coke/For the price of a night with me/You'd be the village joke."
Og så kan albummets udgangsreplik "We're a little too free" nærmest bruges som indlæg i vor Muhammed-debat. Sendt fra en høflig hudfletter og et Glasgow-kollektiv, der har nået fuldmoden fylde.
Besjælet sangskriver
Sydpå i England er Conrad Albert alias Merz stadig på vej, men i stik modsatte retning af skotterne. I streng ensomhed har han indspillet sit andet album [Kursiv]Loveheart[Normal] i en engelsk 1600-tals præstegård. Så kommer man vist ikke længere væk fra et kollektiv i Los Angeles... Og han er i besiddelse af en for Belle and Sebastian uvant sentimentalitet, der har sikret ham soundtrack-plads i de britiske soapoperas Eastenders og Coronation Street. Den hårfine grænse mellem højtidelige hymner og kvalm pop overtrædes således flere steder på Merz' andet album [Kursiv]Loveheart[Normal], men han balancerer alligevel som Belle and Sebastian mellem det bitre og det søde. Og han har fundet frem til denne anmeldelse, fordi han kan være en fremragende besjælet sangskriver og altid er en sofistikeret hjemmearrangør, der blander aldrende traditionelle instrumenter såsom harpe, spinet og, nå ja, akustisk guitar med moderne teknik såsom subtile trommeprogrammeringer, plastiske synthesizere og vokalbehandling.
Man kan fornemme den flersporsteknologiske magtfuldkommenhed i albummets kompakte rum, og man kan høre ensomhedens sidestik i hans stemme, som udspringer af en bleg blueset stil med mindelser om den skotske singersongwriter John Martyn, ex-Verve-forsangeren Richard Ashcroft og sågar popægget David Gray. En lovende sanger-sangskriver glimter således flere steder på [Kursiv]Loveheart[Normal]. Så mangler vi bare, at nogen tager sukkeret og selvmedlidenheden fra ham måske Stuart Murdoch?
rach[AT]information.dk
Belle and Sebastian: The Life Pursuit (Rough Trade/A:Larm)
Merz: Loveheart (Grönland/Dotshop) www.dotshop.se
Udkommer begge i dag
