Læsetid: 4 min.

En høg i duefjer

Ariel Sharon er en af bosættelsespolitikkens arkitekter og mest stålsatte forsvarere. Hvad fik ham til at rømme Gaza - palæstinensisk befolkningspres, international opinion eller dårlige meningsmålinger?
25. august 2005

Premierminister Ariel Sharon hører til høgene i israelsk politik. Som formand for den ministerielle komité for bosættelser var han i årene omkring 1980 drivende i at få opført det tætte netværk af bosættelser i de besatte områder, især omkring Jerusalem. Han har aldrig lagt skjul på, at bosættelserne ikke kun er et sikkerhedspolitisk anliggende for Israel, men også en strategi for at beholde de besatte områder - eller dele af dem - i forbindelse med en fredsaftale med palæstinenserne.

Så sent som i efteråret 2002 erklærede premierministeren, at Israel ikke ville rømme én kvadratmeter af de besatte områder før Det palæstinensiske Selvstyre havde optrevlet og afvæbnet militante organisationer. Han understregede den strategiske betydning af selv Netzarim, den mest isolerede bosættelse i Gaza.

Stik mod årtiers stålsatte meldinger har Sharon netop overstået rømningen af samtlige bosættelser i Gazastriben og fire på Vestbredden. Hvad fik ham til at ændre politik? Er høgen forvandlet til en due? Eller har premierministeren blot lånt et par af fredsfuglens fjer for at dække sine skarpe kløer?

Håb og kynisme

En nogenlunde nøgtern vurdering af Sharons hensigter kræver et blik over skulderen. I 2000 endte fredsforhandlingerne i Camp David mellem palæstinensernes leder Yassir Arafat og Israels premierminister Ehud Barak resultatløst. Barak tilbød godt nok at tilbagelevere mere land for fred end nogen tidligere israelsk leder - men der var langt fra tale om en konsekvent tilbagerykning til 1967-grænsen; ifølge planen skulle de store bosættelser på Vestbredden indlemmes i Israel ligesom hovedparten af den arabiske del af Jerusalem. Heller ikke det palæstinensiske flygtningeproblem kunne Barak tilbyde en løsning på, som Arafat kunne eller turde forsvare over for sin befolkning.

Samme år i september gik daværende oppositionsleder, Sharon, en tur på Tempelbjerget i Jerusalem og trykkede dermed på udløseren for den anden palæstinensiske intifada. Den voldelige opstand banede vejen for, at Sharon kunne slå arbejderpartiets Ehud Barak til politisk lirekassemand ved valget i februar 2001.

Muren

Fra begyndelsen af sin regeringstid nægtede Sharon at forhandle med Arafat. Denne politik blev legitimeret af Bush's krig mod terrorister efter 11. September. Og da Israel i foråret 2002 blev ramt af en bølge selvmordsbomber, indledte Sharon den hidtil mest omfattende israelske offensiv mod palæstinenserne. Alle de områder af Vestbredden, som Israel havde rømmet som led i Oslo-fredsprocessen, blev besat igen.

Den militære sejr gav dog kun Sharon en stakket politisk frist. Stillet over for en noget nær kollapset israelsk økonomi, flere selvmordsbomber og stigende desperation i befolkningen gav han i sommeren 2002 grønt lys for at bygge den såkaldte mur mellem Vestbredden og Gaza.

Premierministeren havde i flere år afvist sin sikkerhedschefs forslag om en sådan sikkerhedsbarriere, fordi han frygtede, at den reelt ville genetablere 1967-grænsen - og dermed efterlade adskillige af de 400.000 bosættere på Vestbredden uden for den fremtidige israelske grænse. Men forslaget om muren vandt hurtigt overvældende opbakning blandt befolkningen, som håbede, at den kunne stoppe selvmordsbomberne.

Med tilbageblikkets klarsyn påpeger Aluf Benn, kommentator på den israelske avis Haaretz, at sikkerhedsmuren var første skridt i en ny israelsk politik: I stedet for at genoptage forhandlingerne om territorier og grænser, fastlagde Sharon med muren ensidigt, hvor grænsen skal gå. Nemlig så meget øst for 1967-grænsen, at der lægges op til annektion af 8-10 procent af den besatte Vestbred. Sharon fik al ønskelig opbakning i et brev fra Bush 14. April 2004, hvori den amerikanske præsident understregede det urealistiske i palæstinensernes håb om reetablering af grænsen fra 1967. Dermed begyndte det for alvor at lykkes Sharon at fastlægge grænserne uden om de uafklarede spørgsmål om Jerusalem og de palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem, som adskillige gange har sendt fredsforhandlingerne til tælling.

Næste skridt i 'vi-forhandler-ikke-vi-bestemmer-selv'-politikken var rømningen af Gaza, som Sharon selv har skiftet begrundelse for flere gange. Først betonede han, at det sikkerhedspolitisk var bedre at koncentrere sig om Vestbredden. Senere talte han om, at det i længden var umuligt at forsvare i internationale sammenhænge, at 8.000 israelske bosættere optrådte som herrefolk overfor halvanden million palæstinensere i Gaza. Endelig brugte han det demografiske argument: På grund af palæstinensernes høje fødselstal, ville jøderne snart komme i mindretal i Israel og de besatte områder.

Kommentatorer lægger imidlertid lige så stor vægt på, at Sharons popularitet dalede støt hen over efteråret 2002 og gennem hele 2003. Til dels på grund af en korruptionssag. Men ikke mindst fordi adskillige israelske officerer - heriblandt beundrede krigshelte - begyndte at kritisere den israelske offensiv og hærens behandling af palæstinenserne.

Udsalg

Den forslåede israelske fredsbevægelse rankede sig og formulerede befolkningens frustration over, at fredsprocessen var gået helt i stå. Yossi Bellin - en af Oslo-processens fædre - agiterede sammen med Yasser Abed Rabbo - palæstinensisk minister - for det såkaldte Genèveinitiativ, der foreslog israelsk tilbagetrækning fra Gaza og næsten hele Vestbredden (med palæstinensiske øjne en forbedret Camp David). Forslaget vandt stor opbakning i den israelske befolkning - og Sharon har da også begrundet muren og tilbagetrækningen fra Gaza med, at han dermed solgte mindre ud af israelske interesser end Genèveinitiativet. Samtidig med, at internationale tv-medier viste billeder af grædende bosættere, der blev jaget fra hus og hjem, begyndte der at strømme pressemeddelelser fra israelske og palæstinensiske fredsorganisationer om udvidelser af bosættelserne på Vestbredden. Især vækker den israelske hærs konfiskering af palæstinensisk landbrugsland omkring bosættelsen Ma'aleh Adumim stor harme - de omkring 67 kvadratkilometer deler nærmest Vestbredden i to.

Denne samtidige rømning af bosættelser og konfiskering af nye landområder får både israelske, palæstinensiske såvel som internationale iagttagere til at vakle mellem sarte håb om, at fredsprocessen nu får nyt liv, og næsten kyniske aflivninger af samme håb.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu