Læsetid: 4 min.

I en højere sags tjeneste

Eneren og enegængeren Terrence Malick er en af amerikansk films mindst produktive, men højst agtede, skikkelser. Hans seneste værk, 'The New World', er lang i spyttet, men umiskendeligt Malick'sk i sin sære sanselighed
24. februar 2006

Med fire film på 33 år kan man ikke sige, at 62-årige Terrence Malick forkæler sine fans. Man skal dog ikke lede længe efter forklaringen på, hvorfor han ikke trives i Hollywood, eller hvorfor det brede publikum ikke har taget ham til sig. Alle fire film lader sig nok umiddelbart genrekategorisere: Badlands (1973) er en outlaw/roadmovie i Bonnie & Clyde-traditionen, Days of Heaven (1978) et melodrama, The Thin Red Line (1998) en antikrigsfilm og hans nye, The New World, et historisk drama.

Når filmene alligevel er svært tilgængelige, er det blandt andet, fordi Malick alle dage har haft modet til at afsværge genrekonventionernes sikre stik. Frem for at skabe 'rørende' eller 'gribende' film og figurer, man kan identificere sig med, satser han på at hensætte publikum i en tilstand af frugtbar forundring.

Man siger gerne, at den klassiske fiktionsfilm via sin lineære og kausale dramaturgi 'skaber orden i kaos'. Malick, derimod, dvæler ved det uforklarlige, og prioriterer stemning over medrivende fortællekunst. Faktisk fristes man til at sige, at han som filmkunster står stærkest i de stunder, hvor der sker mindst.

Hans radikale filmkunstneriske strategi er dog ikke uden slagside; Days of Heaven er unægtelig en æstetisk kraftpræstation, men også så fjern i sin maleriske skønhed, at man har svært ved at fortænke publikum i, at de i sin tid blev væk, hvorefter en skuffet Malick vendte sig mod undervisning og manuskriptrådgivning.

Vildnissets visdom

I 1998 brød han 20 års tavshed med den tre timer lange og uhyre ambitiøse antikrigsfilm The Thin Red Line, som vandt Guldbjørnen i Berlin. Filmen foregår under Anden Verdenskrig, men handler ikke specifikt om den konflikt. Som altid har instruktøren en skjult - og større - dagsorden.

Malick har læst filosofi på Harvard, og er inspireret af tænkere som Wittgenstein og Heidegger, men formentlig også hollænderen Baruch Spinoza (1632-1677) og hans idé om, at Gud findes i naturen. Ikke tilfældigt refererer Malicks to første filmtitler til natur (-lands og heaven); bag de begivenheder, som kan observeres med det blotte øje, lurer i landskabet en stor og kryptisk kraft. I The Thin Red Line er det især de på én gang vanvittigt smukke og sært ildevarslende meterhøje siv, man husker.

Malick har en slags sjælefrænde i den afdøde russiske instruktør Andrej Tarkovskij, som ikke mindst i Vandringsmanden (1979) på en lignende måde får vegetation til at fremstå besjælet.

En smertefuld fødsel

Fra de allerførste sekunder af The New World står det klart, at den egentlige hovedrolle også denne gang indtages af Guds grønne jord. Vi er i 1607, hvor tre skibe med godt 100 engelske kolonister ankommer til Virginias kyst og grundlægger forposten Jamestown. Med er også den dødsdømte John Smith (Colin Farrell), som skånes, da han med sit vovemod og sine evner i øvrigt er selvskreven til en farlig ekspedition ind i vildnisset. Her tages han til fange af indianerne, som ledes af høvdingen Powhatan.

Men igen redder Smith sit skind, denne gang takket være høvdingens af smukke datter Pocahontas (spillet af den afsindigt fotogene debutant Q'orianka Kilcher), som forelsker sig i ham. De varme følelser er gengældt, og Smith nu strandet mellem to verdener: Den såkaldt primitive og den såkaldt civiliserede.

Egne veje

Man må ikke lade sig narre af det ellers så aktuelle tema om kulturernes sammenstød: Malick skrev manuskriptet for 25 år siden, hvilket kun bestyrker indtrykket af, at den pressesky filmmager - som en anden Stanley Kubrick, med hvem Malick i øvrigt deler en fascination af ondskab og brutalitet og mekanismerne bag - på det nærmeste er uanfægtet af sin samtids strømninger. Hvis da ikke i direkte opposition; hvad kunne f.eks. ligge fjernere fra 1990'er-ironi end den sværmeriske troskyldighed, som præger hovedpersonen i The Thin Red Line: "Kærlighed... hvor kommer den fra? Hvem tændte flammen i os?"

I The New World er tonen tilsvarende højstemt, men aldrig sukret eller sentimental, skønt Malick denne gang vover sig ud i et noget nær konventionelt kærlighedsdrama. Nyt land for instruktøren, hvilket kan mærkes. En spilletid på langt over to timer samt lidt for mange ligheder med The Thin Red Line gør, at filmen i modsætning til de fugle, hvis frie flugt Malicks kamera så frydefuldt følger, taber højde i de sidste tre kvarters tid.

Når det er sagt, er kontrasten mellem det 'nye' kontinents endnu utæmmede natur og de sirlige haver i England, hvor sidste del af filmen finder sted, så stærk en visuel belønning, at det næsten er ventetiden værd.

Spørgsmålet er bare, om ikke Malicks nidkære territorielle granskning fra første færd har haft karakter af et ønske om at se verden for første gang. Og om ikke The New World på det grundlag burde være blevet en endnu mere besnærende filmoplevelse.

The New World. Instruktion og manuskript: Terrence Malick. Amerikansk (Grand, Palads og CinemaxX i København samt en række biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu