Læsetid: 5 min.

Højhælede sko på magtens scene

Magtens uniformer. Aldrig er der blevet talt så meget om politikeres påklædning som efter, at kvinder er kommet til den helt store magt . Men der er dyb uenighed om, hvorvidt det er glædeligt eller dybt beklageligt
9. februar 2007

Hvis den ærede læser ikke skulle vide det, kaldes den type meget højhælede sko, der for tiden er højeste mode i alverdens dameblade i modejargon for Fuck me shoes.

Den slags tager verdens magtfulde kvinder ikke på. Højhælede sko rimer ikke med magt. Flade sko "er et must", som New York Times for nylig konstaterede, da demokraten Nancy Pelosi tiltrådte som første kvindelige leder af Repræsentanternes Hus.

Med kvinders indtagelse af visse af verdens politiske topposter synes et nyt spørgsmål at trænge sig på for politiske kommentatorer. Om det gælder Nancy Pelosi, Angela Merkel, Ségolène Royal, Hilary Clinton eller Helle Thorning-Schmidt, lyder spørgsmålet: Hvad havde hun på?

Og det er et sprøgsmål, der modtages med blandede følelser af ligestillingsforkæmpere verden over.

New York Times-artiklen om Nancy Pelosis påklædning førte til voldsomme reaktioner. Under overskiften 'Når man taler chikt til magten' komplimenteredes Pelosi for sin brug af farver og smykker: "Med 66-årige Nancy Pelosi - beundret for sin Armaniglæde og lette elegance, er dagene for en kedsommelig Washington-dresscode måske talte", skrev journalisten Lisa Alvarez håbefuldt. Og konstaterede med overraskende tværpolitisk pointe, at både republikanere og demokrater således betragter Pelosi "som ny leder, hvad mode angår".

Universel feminisme

Men hvorfor er det så interessant, hvad kvindelige politikere har på? "Ville De måske have spurgt en mandlig politiker om det samme?" snerrede den franske, socialistiske præsidentkandidat Ségolène Royal arrigt på den anden side af kloden. Ségolène Royals piskesmæld faldt, da en kvindelig journalist gerne ville have at vide, hvem der havde designet hendes jakke.

Der er ingen tvivl om, at spørgsmålet om kvindelige politikeres påklædning er speget. Og lige så svært at håndtere som dengang, Regnar Lodbrog påbød Kraka at møde op "både påklædt og nøgen" på en strandbred i den nordiske mytologi. Lodbrog ønskede bevis på, at Kraka ikke alene var smuk, men også intelligent.

Kraka klædte sig i sit lange hår og et fiskenet, men glemte at spørge, om Lodbrog var rigtig klog. Hans klædedragt stod åbenbart ikke i vejen for et indtryk af intelligens. Kvinders udseende giver til gengæld stadig anledning til så megen forvirring, at selv feminister ikke kan blive enige om, hvad de skal tænke.

Man kan - som Ségolène Royal - forfølge en universel feministisk tankegang: Når mænd ikke stilles til regnskab for deres påklædning i politiske forsamlinger, hvorfor skal kvinder så?

Her synes mænd at have lettere løsninger ved hånden, når de strækker hånden ind i klædeskabet. Betragter man optagelser fra Pelosis tiltrædelse, kan man konstatere, at hun fremtræder som en smuk bordeaux tulipan. Forsamlingens mænd er klædt i mørke jakkesæt med lyse skjorter og slips. De få kvinder består med mere eller mindre held Krakas prøve.

Enten har de nogenlunde samme dragt på som mændene. Mørke jakkesæt med bukser eller nederdel. Ikke engang forsøget på at forekomme neutral lykkes. Den konservative, amerikanske politiker Debbie Schultz fik, da hun med dette look prøvede at efterleve sin rolle som 'konservativ', vælgernes ubønhørlige dom: "Hun skulle holde op med at klæde sig som sin mor."

Modtrækket kan være at vælge en vis synlighed. Både i den amerikanske kongres og de franske regeringer synes et svar at være stærkt farvede dragter, men skåret over samme læst som mændenes jakkesæt.

Condoleezza Rice som dominatrix

Pelosis 'stil' er et genuint Krakavalg. Dragterne er farvede, men sjældent skrigende, nederdelene er hverken for lange eller for korte. Håret er sat, men ikke for stift, hun er sminket, men ikke overdrevent, og skoene har hæle, men ikke for høje. "Man vil tages alvorligt og ikke være for sexet," kommenterer den politiske modstander Mary Bono beundrende, "og så vil man alligevel gerne være feminin".

Hvad angår sko er de lave hæle måske tegn på politisk benarbejde. Kilometervis af korridorer skal traves igennem for at skabe aftaler og skaffe penge, forklarer de amerikanske senatorer.

Så kunne man forestille sig, at man kunne sætte sin hat, eller tage fuck me shoes på, som man ville, når man nåede magtens toppost? Ingenlunde sikkert.

Da Condoleezza Rice, USA's udenrigsminister, i 2005 blev fotograferet med lange sorte støvler, stram nederdel og trenchcoat, kaldte modekritikeren fra The Washington Post hende for "dominatrix" - en blanding af en domina og Matrixfigur. Og måske kan man sætte en hær ind mod uartige fundamentalister, men hvad stiller man op med en snobbet modejournalist?

Det er her, Ségolène er en feministisk skarpskytte.

Midt i det patriarkalske Frankrig har sexistiske kommentarer snarere været affyringsrampe end nedtur. Da hendes socialistiske kolleger søgte at sende hende ud på et sidespor med kommentarer om, "hvem der så skulle passe børnene", eller "at politik ikke er nogen skønhedskonkurrence", ramte det dem selv som en boomerang.

Det gør ikke Ségolene Royals klædeskabsposition mindre paradoksal end hendes oversøiske kollegers. Selvom hun er rap til at lukke munden på modeinteresserede journalister, kan man ikke rende fra udseendet i Frankrig.

Fra hvid renhed til sort læderjakke

Det ved Ségolène Royal godt. Inden kampagnen fik hun fjernet de skarpe hjørnetænder, og ikke mindst slap hun det det konservativt moderlige look, hun havde som henholdsvis undervisnings- og familieminister i Jospinregeringen.

I de sidste måneder er modejournalisterne gået meget op i, at Royal er begyndt at klæde sig i hvide jakker - en idé, hun skulle have stjålet fra den chilenske præsident, Michelle Bachelet. Her svinger de franske kommentatorer sig ikke alene op til at sige, at det er det diametralt modsatte af de mandlige politiske kolleger, men også til at kommentere hvids symbolværdi. Hvid er et ubeskrevet blad, rene hænder, fred, samarbejde og uskyldighed. Målløse konstaterede journalisterne så, at Royal til sidste vælgermøde med unge socialister var trukket - i sort læderjakke.

Men hvorfor skulle kvinders glæde ved at klæde sig smukt ikke have sin plads i politik? I stedet for at falde i med det mandlige magtlandskab, kunne det tværtimod gøre mændene synlige også?

Adskillige af de franske mandlige præsidentkandidater fik i al fald foretaget mindre kirurgiske indgreb inden det sidste opløb. Og Nicolas Sarkozy er i høj grad begyndt at spille på sin påklædning. Når han er indenrigsminister, er han klædt i det typiske magtjakkesæt. Når han er i gang med sin præsidentkampagne, har han en 'afslappet' rullekravesweater på.

Men lige meget hvor meget deres udsendte har undersøgt sagen, har hun ikke fundet mændenes pendant til fuck me shoes. Højhælede er de nok ikke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her