Læsetid: 6 min.

En højnet og opløftende realitetssans

Filmfestivalen i Cannes, der begynder i morgen, er stadig den vigtigste i verden, når det drejer sig om kunstnerisk kvalitet
15. maj 2007

"Nå, hvor bliver Cannes-filmfestivalen afholdt i år?"

- Christina Aguilera, popsangerinde

Det kan godt være, at Lars von Trier - som rapporteret i Politiken i lørdags - døjer med efterveerne af en depression, hvorfor ideerne ikke kommer til ham, som de plejer. Og det kan også godt være, at det vil sætte en stopper for hans videre virke. Men den danske filminstruktør, der gennem de seneste 20 år har været synonym med dansk Cannes-deltagelse, gør sig alligevel bemærket på Croisetten i år. Han har - ligesom 29 andre tidligere Guldpalmevindere - lavet en kortfilm på tre minutter som en hyldest til filmfestivalen, der i år fylder 60.

Jeg har ikke set nogen af de 30 kortfilm, men jeg har hørt om Triers, og den tegner til at blive et af de mere opsigtsvækkende indslag på en filmfestival, der altid har været god for en skandale eller to: Trier er til premiere på Dogville og sidder ved siden af en fransk filmkritiker, der tydeligvis keder sig gudsjammerligt og derfor snakker hele tiden. Til sidst mister instruktøren tålmodigheden, henter en hammer frem fra inderlommen og smadrer hovedet på kritikeren, så blodet sprøjter. Bagefter sætter han sig ned igen og ser film.

Det er svært ikke at se filmen som en reaktion på den lunkne modtagelse, Triers seneste film, komedien Direktøren for det hele, fik af visse danske filmanmeldere op til verdenspremieren på Copenhagen International Film Festival i 2006. I al fald synes hans kampgejst og humoristiske sans at være intakt, depression eller ej.

Stor betydning

Hvorom alting er, så er Triers film, sammen med Bille Augusts - han har jo vundet Guldpalmen to gange - de eneste danske bidrag til det officielle program på årets filmfestival, der tegner til at blive en af de bedste i mange år. Festivalens udvælgelseskomité, der har kunstnerisk leder Thierry Fremaux i spidsen, er naturligvis afhængig af de film, der gøres tilgængelige for dem - i år små 2.000, det højeste nogensinde - men man får fornemmelsen af, at de i år er gået efter 'sikre' kort, hvis ellers sådan nogle findes, og at de 'sikre' kort til gengæld har sørget for at time deres film til Cannes-deltagelse.

Hovedkonkurrencen er fuld af gamle kendinge (fra Coen-brødrene til Wong Kar-wai) og enkelte, i forhold til Cannes, nye navne (ikke mindst tyrkisk-tyske Fatih Akin), der tidligere har slået deres folder på de konkurrerende filmfestivaler i Berlin og Venedig. Cannes er og bliver den største og vigtigste festival for filmkunst i verden - hvilket har at gøre med både tradition, filmmarked, stjerner, beliggenhed, vejrlig og kvalitetsfrekvens - og man skal være mere end almindeligt tåbelig, hvis man som filmskaber siger nej til at få placeret sin film i enten hovedkonkurrencen eller sideserien Un Certain Regard.

Deltagelse i filmfestivalen i Cannes er et kvalitetsstempel og kan hjælpe en på papiret smal verdensfilm med at få et langt liv rundt om i alverdens biografer - får man en pris, ligger hele verden åben. Som Trier, der har haft otte film i Cannes og i 2000 vandt Guldpalmen for Dancer in the Dark, sagde til Politiken i lørdags: "Det har sindssygt stor betydning. Især for de film, som jeg laver, som er stykket sammen af penge fra så mange forskellige lande. Jeg ved ikke, hvordan mit professionelle liv havde flasket sig, hvis jeg ikke var kommet til Cannes. Cannes har gjort, at Zentropa eksisterer, og at jeg kan lave de ting, som jeg har lavet."

Værd at lytte til

Der er lige så mange meninger om filmfestivalen i Cannes, som der er film- og mediefolk i byen - små 30.000 - og der er altid nogen, som føler sig forsmåede.

I mange år var det franskmændene selv, der ikke optrådte lige så ofte på den røde løber, som de selv mente, at de burde. I år er det briterne, som er pikerede over, at de eneste briter i det officielle program er jurypræsident Stephen Frears og Michael Winterbottom, der har instrueret den amerikanskproducerede A Mighty Heart.

Til gengæld er Hollywood - som sædvanlig - rigt repræsenteret i festivalens forskellige sektioner, hvilket ikke mindst har at gøre med behovet for - af hensyn til festivalens status og medierne - at sprede glitter og glamour over den 12 dage lange festival.

Faktisk er der de, som mener, at filmfestivalen i Cannes på grund af amerikanernes massive tilstedeværelse slet ikke tilbyder det øjebliksbillede af verdensfilmen, som ellers er en af dens vigtige raisons d'tre. En anonym person, der arbejder i den britiske filmbranche og angiveligt har været i Cannes mange gange med forskellige film, skriver på Guardians hjemmeside, at "det at påstå, at festivalen på nogen måde er en troværdig måling af tidens filmtalent, er blindt at sætte sin lid til, at alle stemmer, det er værd at lytte til, bliver hørt i Cannes. Det er simpelthen ikke tilfældet".

Og rigtigt er det naturligvis, at selv om festivalens programlæggere ser 2.000 film fra hele verden, er det trods teknologiske fremskridt svært for små, uafhængige producenter at få sine film vist de rigtige steder til de rigtige mennesker. Heldigvis byder Cannes på to uafhængige sideserier, Semaine de la Critique og Quinzaine des réalisateurs, der som regel når længere ud i hjørnerne end det officielle program.

Den anonyme læser slutter da også sit indlæg med at konstatere, at "Cannes stadig er den begivenhed, som alle filmskabere drømmer om at vinde. Bare det at blive udvalgt garanterer - uagtet priser og billetsalg - at man får lov til at lave flere film."

Hysteri

Som anmelder, der ser mellem tre og fem film om dagen, kan man ikke altid stole på sig selv på en festival, fordi man befinder sig i et forførende univers af store og ikke altid lige rationelle følelser og ligesom alle andre - filmkøbmænd, kritikere og journalister - har så pokkers store forventninger til de film, man skal se. Det skaber en mærkelig form for hysteri blandt festivaldeltagerne, hvilket oftere end ikke giver sig udslag i artikler, som jorder Cannes eller skriver om filmkunstens krise.

"Forventningerne er så høje, at vi alle forventer, nogle gange forkert, men oftest rigtigt, at vi skal til at smage på det bedste af årets filmiske høst," skriver Agnès Poirier, der er tilknyttet festivalens udvælgelseskomité, i en kommentar i Guardian.

"Men disse forventninger fremkalder en meget specifik sygdom, en opløftende og højnet realitetssans. Når en filmkritiker i Cannes ikke bliver fodret med mindst ét mesterværk om dagen, begynder han eller hun at få nervøse trækninger. Når pengefolkene ikke indgår en historisk aftale om hver dag, begynder at de himle op om, at det er enden på mediet. Når forbipasserende ikke har givet hånd til mindst én stjerne om dagen, hævder de, at festivalen er ved at gå i hundene. Når instruktører ikke har fået mere end 100 forespørgsler om interviews, overvejer de at slutte deres karrierer."

Det er nok ikke mangel på interview-forespørgsler, som har fået Lars von Trier til så offentligt at kaste håndklædet i ringen. Men for skrøbelige, kunstneriske psyker som hans er Cannes et farligt sted at være og samtidig også uomgængeligt, hvis man har et ønske om at nå ud til det rigtige publikum.

Monggard i Cannes

- Information er på pletten ved årets største filmbegivenhed, festivalen i Cannes. Filmfestivalen begynder i morgen og vil kunne følges frem til 27. maj, både i Informations spalter, på Christian Monggaards blog (luftskibet.information.dk/forsidesensationen), og på www.information.dk

- www.festival-cannes.fr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her