Læsetid: 4 min.

Højreskred

28. januar 2003

Israel rykker til højre i dag. Selv om resultatet af dagens valg til Knesset først vil være kendt engang i nat, er udfaldet af den demokratiske proces på baggrund af meningsmålinger og den seneste tids debat en på forhånd temmelig given sag.
Valgdeltagelsen forventes at blive rekordlav – helt mod mod 70 procent, meget lidt efter israelske forhold – og fordi desillusioneringen over landets fortvivlede situation og politikernes mangel på visionære løsninger først og fremmest har grebet israelere til venstre for midten, vil de mange sofavælgere komme højrefløjen til gode. Arbejderpartiet, som ved jordskredsvalget i 1977, da Menachem Begin og Likud første gang kom til magten, reddede sig igennem med hæderlige 31 mandater, står i dag til under 20. Der er også dømt tilbagegang på resten af venstrefløjen, hvilket i særlig grad skyldes, at de arabiske stemmer i stort tal bliver hjemme i frustration over de i forvejen dystre fremtidsudsigter.

I begyndelsen af valgkampen så meget ud til at kunne være gået anderledes. Valget blev udskrevet på økonomiske og socialpolitiske uoverensstemmelser i Sharons samlingsregering, og en tid så Arbejderpartiets leder Amram Mitzna ud til at gøre dette til valgets tema. Men lige så snart Sharon begyndte at tale sikkerhedspolitik og forholdet til palæstinenserne, hoppede Mitzna med på vognen og spillede dermed alle sine stærke kort i hænderne på Likud-lederen.
Han har med dette befriet Sharon fra at skulle stå til offentligt ansvar for at have kørt landets økonomi i sænk, hvilket næsten alle tidligere Likud-regeringer har gjort, og i stedet skaffet ham plads til at tromle
videre med sine velkendte krav om sikkerhed som forudsætning for fred. At dette lyder mere og mere hult og virkelighedsfjernt ønsker kun få at tænke på, for ingen har kunnet opstille noget troværdigt alternativ.

Vejen er med andre ord ryddet for en Likud-sejr, som nok bliver mandatmæssig, men i endnu højere grad et højreskred i koalitionsmæssig henseende. For idet Sharon har fået lov til at at føre dagsordenen i sikkerhedspolitisk retning, bliver dette også ledetråden i den regeringsdannelse, han kommer til at lede fra onsdag morgen.
Mitzna fastholder, at første skridt til at genrejse Arbejderpartiet ideologisk og moralsk er at holde det langt væk fra et nyt samarbejde med Sharon. Et nyt stærkt centrumparti, Shinui, nægter at samarbejde med de religiøse partier og vil i sig selv ikke have tilstrækkelig mandatmæssig styrke til at danne regering med Likud, hvorfor Sharon kun kan kaste blikket mod højre. Dette betyder at både ultranationalistiske kræfter længst ude og dybt konservative religiøse partier kan få et meget stort ord at skulle have sagt. Hvilket er det samme som at Sharon fremover nok vil kaste de sidste sarte hensyn overbord.
Men hvordan man end betragter det, vil Sharons sandsynlige højreregering komme til at leve på et beskedent flertal og med en tvivlsom holdbarhed på længere sigt. For at holde sammen på dette korthus, som i sin konstruktion er endnu mere kompliceret end den første samlingsregering, vil Sharon således være tvunget til at lytte til alle partneres krav.

Regionen har med andre ord udsigt til trange tider. Indenrigspolitisk vil økonomien igen blive overladt til hvad en israelsk kommentator kalder »talentløse dilettanter,« hvilket vil svække landet yderligere og øge de allerede betragtelige sociale forskelle. Men endnu værre synes udsigterne udadtil, hvor konflikten og den palæstinensiske modpart hurtigt kan befinde sig i et nyt frit fald, stillet over for en højreregering uden nogen sikkerhedsventil i form af Arbejderpartiets hidtidige – og i sig selv meget kritisable – deltagelse.
En ny rapport fra UNDP, FN’s Udviklingsprogram, kortlægger den israelske besættelses påvirkning af forholdene i de palæstinensiske selvstyreområder. Selv om rapportens tal kun nødtørftigt beskriver Sharon-æraen, indeholder den tilstrækkeligt med tendenser og vurderinger til at man kan få klare fingerpeg om hvad palæstinenserne kan forvente sig af fremtiden.
Rapporten, som er blevet udarbejdet i samarbejde med det palæstinensiske Bir Zeit Universitet, nævner f.eks. at Israels militære lukninger koster den palæstinensiske økonomi svarende til 80 mio. kr. om dagen, og at fattigdomsprocenten allerede under intifadaens første år voksede til næsten 65. Den nævner uhyggelige psykologiske effekter, børns og kvinders umulige vilkår og redegør for, at statistiske tal, som kun bliver værre med konfliktens forlængelse, kun nødtørftigt formår at beskrive en rædselsfuld virkelighed.

En del af denne hedder Ariel Sharon. Takket være en mangel på kvalificeret modspil lykkedes det ham at dreje valgkampen bort fra alvorlige og presserende spørgsmål og give den karakter af populistisk underholdning, og som en absurd ironi kommer de, som er ringest i stand til at ændre på udviklingen til at betale prisen. Israelernes apati og deres lederes mangel på visioner har styrket Sharon og skubbet ham i retning af partier, som finder enhver snak om en palæstinensisk stat kættersk og ikke et øjeblik har glemt drømmen om Stor-israel.
Holder dette stik vil valget i Israel derfor være indgangen til nye urolige tider, hvor en presset højreregering kan forventes at ville bruge endnu mere magt, og endnu flere militære operationer for at rette virkeligheden ind efter sine politiske behov – og det palæstinensiske svar i form af mod-vold synes hermed forudskikket.

faf

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her