Læsetid: 3 min.

Højskolernes exit?

5. maj 2006

De danske folkehøjskoler befinder sig efter sigende nok engang i en krise. På den ene side er elevtallet i stabil tilbagegang og har været det i en årrække. På den anden side geråder skoleformen i eksistentiel tvivl om fortolkningen af sit idémæssige grundlag, ikke mindst i forhold til det øvrige uddannelsessystem. Højskolernes mange kriser har formentlig altid handlet om netop disse to forhold. Status er, at Højskoleudvalget og vistnok også undervisningsministeren lavmælt har annonceret, at højskolernes overlevelse ikke sikres ved et forøget statstilskud eller lignende, men ved at skoleformen med bl.a. kompetencegivende kurser føjer sig til den formelle kompetenceopbygning i uddannelsessystemet, som mange højskoler har holdt i strakt arm, og som store dele af bevægelsen ganske enkelt har defineret sig i modsætning til.

Det ser ud som om store dele af en stolt dansk tradition imødeser sin sortie. Forklaringerne på højskolens krise er lige så strukturelle, som de er kulturelle og politiske. Side om side med højskolelukninger og vigende elevtal er den ene efterskole knopskudt efter den anden, og flere og flere tager et ophold på en efterskole, hvor 9. klasse gøres færdig eller 10. klasse får lidt saft og kraft gennem kostskolelivsformen. Sagen er følgende: Kostskoleformen er højskolernes sine qua non; det som gør dem særlige og danner rammen om et fællesskab, der er anderledes end familiens, arbejdspladsens og uddannelsesinstitutionens.

Oplevelse eller dannelse

Men efterskolerne tilbyder umiddelbart det samme. I andre rammer og med fastere regler javist. Samtidig er efterskolerne dels massivt finansieret af staten, dels medfinansieret af forældre, der netop gerne understøtter børnenes forberedelse til voksenlivet og videre uddannelse. Efterskoleopholdet er simpelthen blevet et fremrykket højskoleophold med en væsentlig legitimation i den kompetencegivende undervisning. En tendens, der ikke mindst har fundet sit rationale i det forhold, at højskolerne i stigende grad blev til ungdomssteder, hvor danske unge skovlede points til kvote 2 til optagelsen på videregående uddannelser. Hvorfor gå på højskole to gange? Kvote 2 er borte, dagpengereglerne mildest talt ikke på vej til at fremme et forøget optag og regeringens lancerede fremstød i forhold til 10. klasse, der kunne tage noget af dampen af efterskolerne, er klinget noget af. De strukturelle odds er seje. Men højskolerne må starte med sig selv.

Højskolernes mulighed ligger ikke alene i at udnytte udbuddet af kompetencegivende forløb og fag. Den ligger i bl.a. at forny skoleformens omgang med viden, betræde det område, som er kompetencegivende, og bide hovedet af al grundtvigsk skam og ihukomme de meget fine traditioner i vores historie, som forstår tilegnelsen af viden som et dannelsesprojekt, hvor mennesker overskrider sig selv i både fælles og individuel omgang med en sag, der ikke altid umiddelbart er nærværende, lystfremkaldende og motiverende, men netop væsentlig.

Og det er noget ganske andet en retningsløs og selvspejlende personlig udvikling ligeså vel som evige bekendelser til folkeånden og nordisk mytologi. Det er godt at modstå papirsoplysningens fristelser i det kompetencegivende spor, hvor det meget vel kommer til at handle om eksamen, pensum og lektier. Men det individualiserede, neoromantiske kæleri for både det bedste og det værste i ungdomskulturerne gør kun højskolerne til oplevelsescentre, ikke til dannelsesinstitutioner.

Dannelse forgår ikke - det gør kompetenceudvikling. Så medens de fleste, som tænker i uddannelse, for indeværende glemmer dannelsesidealerne, kunne højskolerne passende reaktualisere disse: Ikke i et nyt opgør med latiniteten og de døde bogstaver, men med sikringen af en oplysning, der ikke behøver at nedkalde folkeånden eller lefle for selvrealisering, for at tro på sig selv. Og som åbner porten for et integrationspotentiale ved ikke at tage udgangspunkt i en kulturel enklave, der kalder sig et folk eller i en særlig ungdommelig livsstil, men derimod i sagen selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her