Læsetid: 4 min.

Højskolesangbogen igen

Fine træk af fornyelse, men salmerne og det gudelige i ringe tekster siver ud i alle afsnit
24. oktober 2006

Den kom første gang i 1894 midt i bestræbelserne på at opløfte den danske sangtradition med stadig bedre tekster og frem for alt melodier. Det skulle blive endnu bedre med blandt andre Carl Nielsens vældige indsats og fortsat med vægt på det stærkt nationale under indtryk af katastrofen i 1864 - samt det kristelige. Atten udgaver af den blå sangbog er det siden blevet til, og den 18. udkommer nu, efter den 17. udgave har holdt skansen siden 1989. Ofte bruges udtrykket i forbindelse med denne uundværlige samling af danske sange: den danske sangskat. I så fald svinger kursen for dele af indholdet. Med andre ord sker betydelige udskiftninger fra udgave til udgave, og denne gang er 166 sange ofret til fordel for nye. Det samlede tal er hermed på 572 numre, og gode ting er skam kommet med. Globaliseringen vil, efterhånden som den nye sangbog afløser de gamle, efterhånden nedslidte eksemplarer, mærkes trindt om land. De store sprog trænger sig på, engelsk er jo også en slags modersmål, i hvert fald hvis de elektroniske medier kan opfattes som periodisk erstatning for det ægte ophav. Fem danske sange har fundet deres oversættelse, hvilket jo er en hjælp, når der er gæster. Hist hvor vejen slår en bugt, bliver til: Where the road bends, there You see/snugly lies a cottage wee... Pointen, at sangen var en lille satire på genren, går tabt, katten står ikke mere som hofmand, vuggen er ikke lille og pæn. Men hvad skal man gøre. Dog er den fanget, den med solen synker og så videre: In the eaves the swallows twitter/There's the setting sun - et cetera.

Sangene kan man omsider opføre lidt mere kunstfærdigt i akkompagnementet, eftersom becifringen nu er konsekvent og i overensstemmelse med melodibogen. Det er godt, og dét var det ikke før.

Og så er der sket ikke så lidt med redigeringen og placeringen af sangene. Temainddelingerne er blevet klarere. Tilsyneladende og med omkostninger. Socialdemokraterne må lide den tort, at Danmark for folket er puttet hen i det historiske hjørne, hvor den før under kapiteloverskriften Danmark stod side om side med Hvor smiler fager den danske kyst og Her har hjertet hjemme. Kan man det? Kan man uden videre nedstyrte en sang, der så længe har været accepteret som almindelig fædrelandssang til nu blot at være et historisk relikvie, eller hvad meningen med flytningen ellers er. Underligt. En anden mere vidtgående disposition er at lade salmerne flyde ud over deres egne grænser og infiltrere alle andre stofområder. Nu hedder afsnittet med salmer: Tro, hvor det før hed Salmer; til gengæld breder salmerne sig som sagt i hele sangbogen, og hver gang der er den mindste anledning til at blande gud ind i sagerne. Under overskriften Frihed og fællesskab finder man en tekst af Hans Anker Jørgensen, som er til rent vækkelsesmøde. Se hvilket menneske/se, hvilket sind/Se, hvor han glad lukker/udskuddet ind. Sind/ind. Vorherrebevars. Rimet angriber ondskabens rod, fordi det skal rime på mod, og der mangler en stavelse. Men det hedder at gribe om ondskabens rod, sgu.

Dette er en høflig måde at sige det på: Redaktionen lukker for meget bras med ind i sangbogen. Og braset viser sig ikke mindst i trossangene. Hvad med: Vorherre selv bød ind til fest/og kyssed hver benovet gæst/i kærlighedens sale/med øjne, undrende og blå/vi bare så og så og så/ og slugte livets tale. Det er et vers af: Du kom med alt det der var dig... af Jens Rosendahl, og det er ikke godt. Og så og så og så, fordi det rimer på blå, og livets tale rimer på kærlighedens sale. Men det er noget vrøvl og dårligt digt. Hvorfor kommer sådan noget .... med?

Redaktionen skal have tak for et mere overskueligt register, der for eksempel opdeler årstiderne i underafdelinger, men hvad hjælper det, når man sovser det hele ind i vammel hellighed.

Man trøster sig herefter med Per Laugesens konstatering i I'm a photographer med: I'm i det hele taget/

a pralrøv fra California.

Sjovt nok er Halfdan Rasmussens Noget om helte kommet med i sin originaludgave, hvor det i 4. strofe hedder: Jeg vil ikke slås med bisser/Jeg vil så og ikke slå/Selv de rødeste radiser/kan man roligt lide på/Og de sølle penge rækker/til lidt mer end skattesjov/når ens kone går og trækker/sådan lidt til husbehov. I en tidligere udgave stod der i stedet for de sidste fire linjer: Der er nok af danske helte/som er danske hele daen/og går rundt og spænder bælte/mens de råber fy for faen.

Den udgave kunne man tidens tone taget i betragtning nu godt have beholdt.

Endnu engang må man undre sig over, at Christiania sangen I har slået med knipler/I har truet med våben....I kan ikke slå os ihjel, ikke er anbragt under frihed og fællesskab eller under Liv, men ligesom Danmark for folket er blevet til historie. Det er måske fordi Christiania er ved at blive afviklet og solgt til spekulanter.

Højskolesangbogen skal jo nok overleve et par kritiske bemærkninger af denne art, og grundstokken består; men det er nu ærgerligt, at der er taget for meget tyndbenet lyrik med denne gang. Det er forhåbentlig ligesom kristendomsinfiltrationen ud over alle breder ikke en varig tendens, der rækker frem til 19. udgave.

*Højskolesangbogen FFDs Forlag. 188 kr. ISBN 87-89412-28-1.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu