Læsetid: 4 min.

Højt at flyve....

21. juli 2001

IKAROS kunne ikke have gjort det bedre. Den tidligere viceformand for det britiske konservative parti, tidligere kandidat til posten som Londons borgmester, international bestseller-forfatter og notorisk charmør, Jeffrey Archer, svang sig opad og opad, men vingerne svigtede. Han sidder nu i Belmarsh-fængsel med en dom på fire år for at have løjet for retten.
Fortællingen om Archers stigning mod tinderne og efterfølgende voldsomme fald kunne være opfundet af ham selv i en af de storsælgende bøger, han er blevet rig på at skrive.
PLOT: En prostitueret, Monica Coghlan, hævder, at Archer betalte hende 70 pund – i dag ca. 840 kroner – for sex på et hotel i London den 8. september 1986. Hendes kunde umiddelbart før Archer, Aziz Kurtha, genkendte politikeren, der dengang var Torypartiets næstformand, og solgte historien til tabloidavisen News of the World. Archer forsøgte at købe Coghlans tavshed, men avisen gav hende også penge og brugte hende i en af dens karakteristiske spion-operationer, hvor ofrene bliver båndoptaget, videofilmet og fotograferet i alle ender og kanter med henblik på at få dem i fedtefadet. Archer gik i fælden.
News of the World skrev historien om, at Archer havde forsøgt at få Coghlans til at tie stille ved at give hende penge men undlod at skrive, at de to havde været i seng med hinanden. Det kunne den trods alt ikke bevise. Det gjorde en anden tabloidavis, The Daily Star, derimod, og Archer lagde sag an mod avisen.

FØRSTE sag i retten: Archer havde en middagsaftale med en bekendt aftenen efter Monica Coghlan-affæren, dvs. den 9. september. Han fik sin nu afdøde bekendt til at fortælle retten, at de i virkeligheden var mødtes den 8. Men i mellemtiden havde Daily Stars jurister ved en fejl skrevet i deres dokumenter, at Coghlan og Archers påståede sex havde fundet sted den 9. september – altså dagen efter.
Det gav Archer et problem. Han kunne ikke så godt fortælle sandheden – at han havde spist middag med sin bekendt, for ham havde han jo nu – officielt altså – mødt aftenen inden, nemlig den 8. Så han spurgte endnu en bekendt, Ted Francis, om han ville sige til alverden, der måtte interessere sig for det, at de to herrer havde spist middag den 9. Francis sagde OK, fordi han troede, at Archer ’bare’ ville dække over en middag med sin elskerinde, så fru Archer ikke opdagede noget. Et venskab er vel en sådan tjeneste værd. Til gengæld forærede Archer Francis 12.000 pund og vandt sagen over Daily Star. Her sidder den mistelten, som i dag har ført Archer i fængsel.
ANDEN sag i retten: Over ti år senere bliver Archer og Francis uvenner. Officielt siger Francis, at han besluttede at gå til News of the World med sin gamle historie om den falske vidnesbyrd, da Archer stillede op som kandidat til Londons borgmesterpost. Det foruroligede ham, at en løgner som Archer kunne gå hen og blive borgmester. Både Archer og Francis blev tiltalt for falsk vidnesbyrd, men Francis blev frikendt. Hans udgifter til juridisk bistand blev dækket af News of the World. Archer blev derimod fundet skyldig i at have løjet for retten og for at have forfalsket sine kalendere, så det så ud, som om han havde spist middag på de »rette« tidspunkter med de »rette« bekendte. Dom: fire års fængsel og et ry i ruiner.

NU kan man sige, at Archers gode ry og rygte faktisk allerede var noget nedslidt. Det er f.eks. velkendt, at han har løjet om sine akademiske kvalifikationer. Sagen om pengene til Coghlan i 1986 betød, at han måtte gå af som næstformand for de konservative. Der er også noget lusk om en aktiehandel i et tv-firma, som hans hustru var bestyrelsesmedlem i. En officiel undersøgelses resultater af den sag er aldrig blevet offentliggjort.
I den foreliggende sag kan man roligt konstatere, at Jeffrey Archer har fortjent at blive dømt. Det er trods alt en forbrydelse at lyve i en retssag, for slet ikke at tale om at forfalske beviser og få venner og bekendte til at vidne falsk for sig. Men den britiske tabloidpresse fremstår ærligt talt heller ikke skønt i denne sag. I realiteten blev hele sagen sat i gang af en af Monica Coghlans pengegriske kunder, der gik til News of the World med en historie om hende og Archer. At betale kæmpebeløb for historier er gængs praksis i den branche. Men hvorfor rager det offentligheden, at en britisk politiker betaler for sex med en prostitueret? Er det ikke en privatsag? Og er det etisk at bruge hemmelig afluring for at bevise en sådan personhistorie i et dagblad?
I den type sager plejer medierne gerne at henholde sig til, at sådanne historier tjener »den offentlige interesse«. Argumentet er for så vidt godt nok, hvis det f.eks. drejer sig om svindel med offentlige midler eller korruption. Men sex?
Archer-sagen er usmagelig. Ikke bare for ham selv men så sandelig også for pressen. Det eneste gode, man måske kan sige om den er, at den giver stof til en rigtig saftig bog. Måske vil Jeffrey Archer selv skrive den.

beb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her