Læsetid: 3 min.

Højtflyvende havfrue-flænsning

Katrine Wiedemann og Cirkus Cirkör har skabt en havfrueverden, der fysisk skærer helt ind i tilskuerens benknogler
18. maj 2005

"Det var som gik et tveægget Sværd igiennem hendes fine Legeme," har H.C. Andersen skrevet om havfruens hale, der forvandles til ben. Jo tak, men hvordan viser man lige det på et teater?

For et par uger siden kom koreografen John Neumeier med sit tolkningsbud for Den Kgl. Ballet på Operaen. Her skræller havheksen tøjet og huden af havfruen og drejer hende 'ud af sig selv' - som om havfrueskællene og de lange halespidser kun er en ydre skal, hvori der gemmer sig en menneskekrop med ben.

I Kaleidoskop og Cirkus Cirkörs opsætning på Kedelsmedjen, skråt bagved Operaen, har havfruen ingen kostumehale. Til gengæld bevæger havfruens samlede ben sig så glidende og halespidskildrende, at havfruekroppen synes så perfekt intakt netop med en hale. Og så kommer kontrasten: I forvandlingsøjeblikket flænser havheksen bogstaveligt havfruen med en kniv ned mellem benene og deler halen med en slagterlyd, der får tilskuerne til at gyse.

For denne seriøse og vovede Andersen-fortolkning af teaterinstruktøren Katrine Wiedemann og ny-cirkusinstruktøren Tilde Björfors' er højtflyvende fysisk: fysisk, så det går i marven og gåsehuden på tilskueren. Scenografen Martin Tulinius har desuden skabt en syret og egentlig uladsiggørlig scenografi, som opløser rummet rundt om de himmelstræbende artister i trapezerne: Underverdenen under havet synes her lige så virkelig i al sin tyste blåhed som den blæsende jordiske verden oven over bølgerne. Og menneskenes skrøbelighed skildres håndfast i en skibsdækplade, som sænkes og hæves i rummet. Dette stykke eventyrjordklode vipper og hopper, så tilskueren selv bliver en smule søsyg - og ræd for, at aktørerne glider ned fra den eller får den i hovedet.

Grufuldt

Men det gør de ikke. Så let afkortes havfruens grufulde smerte ikke. Næ, Melinda Kinnamans bedårende havfrue må følge hele eventyrets opofrelse for sin prins - blot for at se ham forelske sig i en anden. Den underskønne Melinda Kinnaman (som spillede Miranda i Wiedemanns vandvåde fortolkning af Stormen sidste sæson) har en ufattelig renhed i sin lille krop, samtidig med at hendes akrobatiske snilde og hendes smukke, svenske diktion giver hende tragedieautoritet, der giver gys. Kinnamans øjne lyser af lykke, da hun stirrer op på Dag Anderssons moderne, lapse-vege prins - lige indtil han forlader hende, og hendes øjne bliver helt sorte.

Visuelt vælter forestillingens billeder ind over hinanden, med legesyge havfruer og med Ingela Hinas som havfruebedstemor med de bedste overarme i byen. Og med sømænd i tovværk og trampoliner, morsomt og grotesk, akkurat lige som musikkens ubekymrede schlagere.

Grotesk

Netop udi det groteske lykkes forestillingen bedst, måske også fordi moralen i Den lille Havfrue er noget svær og ulden. Siger eventyret, at kærligheden kun kan opnås, hvis man dør for den? Eller siger eventyret, at den reneste kærlighed altid vil blive svigtet?

Denne fortolkning satser mest på det sidste - peppet op med en helt forrygende grotesk-erotisk jalousiscene med både kød og kniv. Desuden kommer Wiedemann med den raffinerede tolkning, at havheksen spilles af samme skuespiller som prinsessen, der så urimeligt vinder prinsen: Denne havfrue vil aldrig kunne vinde ...

I så fysisk en fortolkning er der ikke plads til meget om det med skummen på havet, luftåndens godhedskamp og den menneskelige udødelighed. Det åndelige og det anelsesfulde må tilskueren selv lægge til - eventuelt med hjælp fra Neumeiers ballet - og så til sidst krydre sørgmodigheden med sit eget lille inderlighedssuk.

Men det gør tilskueren nok gerne, både her og i de kommende byer rundt om på verdensturnéen. For Wiedemann & Cirkör har skabt en havfrueverden, der fysisk skærer helt ind i tilskuerens benknogler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her