Man skal høre meget, før ørerne falder af! siger man.
Men de fleste bliver siddende trods lydkildernes stadige vækst. Måske er det derfor selve hørelsen falder, tunghørheden sætter ind, samtidig med, at de ydre ører kompensatorisk vokser.
Det er helt utroligt så store ører, især ældre mænd er iført, om end de har hørt så meget, at de ikke længere selv gør store ører.
Man kan blive så fascineret af synet f.eks. på tv, at man glemmer at høre efter for at studere fænomenet. Her en trompetsvamp, dér et blomkålsøre, hist to håndtag at hive i eller flyve bort med. Stor, større størst.
Også neglene vokser hurtigere, de fortsætter endda en tid ud over døden. Og hænderne! Gamle drenge har store skovle hængende ud af jakkeærmerne. Det synger endnu for ørerne ved erindringen om en lussing, en ørefigen, jeg fik tildelt af overlæreren i Aalborg, en enorm, behåret lab kom dalende fra oven og dækkede ukærligt ikke bare den skyldige barnekind, men hele hovedets venstreside.
Normalt bliver ørerne altså siddende, men på modernistisk vis kan de leve deres eget liv, som nu i Per Højholts roman Auricula: Midt under krigslarmen opstod der 7. september 1915 pludselig en stor stilhed i Europa, hvorunder der blev undfanget et ikke nærmere specificeret antal ører. Ni måneder senere fødtes de som tilskud til de gængse fostre. De undslap og formerede sig ustyrligt i et hemmeligt kunstliv i nærkontakt med avantgarden. De parrede sig med værkerne, mimede dem, så man altså ikke skal være sikker på, om det nu er en akvarel af Cézanne man har for sig eller et lystent øre. Det må man lytte sig til. En kildrende tanke.
Besat af ører
Har man først fået øje for ørerne, kan det blive til en besættelse. Man kan som Emil Aarestrup blive henrykt ved det kvindelige rosenøres "labyrint af ynde" eller som Salavin lammes ved synet af chefens store venstre øre med dets små hår og mørkerøde pletter.
Salavin? Den lille kontorist i Georges Duhamels roman Confessions de minuit. Han læses næppe meget mere, men har man som jeg tyret nogle afsnit i gymnasiets fjerne fransktimer, glemmes hans ærinde i firmachefens kontor ikke så let: Han står ærbødigt ved hans side efter at have afleveret en sagsmappe på hans skrivebord og giver sig til at nidstirre denne hudlap, som mere og mere antager en fremmed, ekstraordinær karakter. Dette er menneskeligt kød! Der er måske endda nogen som holder af og kærtegner det! Og i ekstrem fascination strækker han som styret af en ubetvingelig magt sin pegefinger frem og rører ved dette øre. Chefen udstøder et brøl og hiver sin skyder op af skuffen. Han affyrer den dog ikke, men fyrer på stedet Salavin, der hér i romanen med stille undren og uhyre præcision bekender sin ubegribelige handling.
Lille mand, hvad nu..
Man tager sig til hovedet. Hvad siger De? Har man nu ikke andet at tage sig for end at se på ører?
