Læsetid: 4 min.

Hører verdenskrige fortiden til?

Det 20. århundredes to verdenskrige var ikke ekstraordinære forvildelser, men fortsættelsen af en morderisk cyklus af tilbagevendende opgør mellem stormagtsalliancer
12. maj 2005

I disse dage for 60 år siden sluttede Anden Verdenskrig, da Nazityskland overgav sig betingelsesløst. Japan holdt ud i tre måneder mere, før det blev bøllebanket til overgivelse med atombomber, men dette var nærmest en epilog. Krigens egentlige centrum var i Europa, hvor mindst 30 mio. mennesker blev dræbt - måske endda så mange som 50 mio., hvis man skal tro flere postsovjetiske historikeres skøn over de russiske tab.

60 år uden en krig. Vi kan ikke klare os så helt ringe endda, for da Anden Verdenskrig brød ud, var der kun gået 21 år siden Første Verdenskrig. Men lever vi alligevel ikke på lånt tid? Hvornår skal vi frygte, at næste verdenskrig kommer?

Sagen er, at der er noget vildledende ved den måde, vi tænker os verdenskrigene på. Som om der kun havde været to af dem, og som de blot var særlige forvildelser ved det blodige 20. århundreder, vi nu har ladt bag os.

Det sørgelige er, at verdenskrige så langtfra er et eksklusivt 20. århundredes-fænomen. De udgør et karakteristisk træk ved den moderne historie og har siden 1600-tallet vendt jævnligt tilbage med cirka 50 års mellemrum.

Nu havde de jo ikke atombomber i 1600-tallet, eller bare maskingeværer, så selvsagt foregik myrderierne med betydeligt ringere effektivitet end nutildags, skønt blodtørsten sikkert var sammenlignelig. Men hvis vi ved en 'verdenskrig' vil forstå en væbnet konflikt mellem to store alliancer, hvor alle tidsepokens store magter deltager på den ene eller den anden side og kæmper i årevis over store dele af verden, indtil den ene part til sidst giver fortabt, så har der været omkring seks af slagsen.

I Trediveårskrigen, 1618-48, deltog således alle europæiske stormagter. Antallet af dødsofre skulle tælles i mange millioner, og i krigens kølvand fulgte hungersnød og kannibalisme i Tyskland.

Den spanske arvefølgekrig fra 1702-1714 havde også deltagelse af alle stormagter. De kæmpede imod hinanden på alle kontinenter, og tabstallet løb formentlig op i en million døde.

Tilsvarende var alle stormagter involveret i Syvårskrigen 1756-63, der betød at Storbritannien erobrede Canada og Indien, og igen var der op imod en million dødsofre.

Derpå fulgte de franske revolutionskrige og Napoleonskrigene fra 1792-1814: Igen deltog alle stormagter. Napoleon invaderede Egypten, og Storbritannien erobrede (kortvarigt) Argentina og Sydafrika. Mindst fire millioner måtte lade livet.

Forbedret krigsteknologi

Der synes at være et mønster i dette forløb. Vel er dødstallet langt fra på højde med, hvad vi har set i det 20. århundrede, men det skyldes frem for alt, at glatløbede forladermusketter var et lidet effektivt mordinstrument. Ser man på de krigsførende alliancers politik, er der flere lighedstræk. Nogle af landene skiftede side, men det var i vidt omfang de samme stormagter, der kæmpede i de samme områder i krig efter krig, deriblandt i de to krige, vi kender som Første Verdenskrig (1914-18) og Anden Verdenskrig (1939-45).

Den eneste grund, til at vi kun kalder de to sidstnævnte for 'verdenskrige', er, at teknologien var blevet så bemærkelsesværdigt bedre. I det 20. århundrede fik vi omsider udviklet virkelig effektive drabsmaskinerier. Skønt krigene politisk set ikke var væsensforskellige fra de foregående, blev der myrdet langt flere mennesker - 11. mio. mennesker i Første Verdenskrig og mindst 42 mio. i Anden. De uhyrlige tab fik det til at se ud, som om menneskeheden erfarede et radikalt nyt fænomen. Beklageligvis er dette ikke tilfældet.

Vi er efterkommerne efter fire århundreder, hvori alle stormagter er gået i krig med i hinanden i to store allliancer i gennemsnitligt hvert halve århundrede. Hvis tilbagevendende verdenskrige mellem stormagter virkelig er en integreret del af det internationale system og ikke blot en ekstraordinær lang række af tilfældige ulykker, ser det unægtelig sort ud for os alle. Heldigvis er der basis for håb.

Det 20. århundredes verdenskrige var så dybt traumatiserende for de mennesker, der gennemlevede dem, fordi de menneskelige og materielle omkostninger ved at udkæmpe dem var så uforholdsmæssigt meget større end nogen af de fordele, de kæmpende alliancer kunne håbe på at opnå ved en sejr. Krigene udbrød i kulturer, hvor der var stærke traditioner for at se krig som et ædelt og potentielt profitabelt foretagende. Denne synsmåde kunne ikke overleve 1945 og atombomben.

60 år uden stormagtskrig

Vi er nu 60 år inde i et eksperiment, der blev udformet for at ændre det internationale system og med henblik på at bryde med de tilbagevendende storkriges mønster. I 1945 ændrede de overlevende efter historiens værste krig den internationale retsorden og gjorde krig ulovligt. De oprettede en ny institution, hvis hovedformål var at tilse og sikre, at de store magter aldrig igen gav sig til at føre krig (for næste gang ville den blive udkæmpet med atomvåben). De kaldte den for De Forenede Nationer.

FN har mange veltalende nedrakkere, men ingen af dem har nogensinde formået at forklare, hvordan verden kan bryde verdenskrigs-cyklussen uden et sådant forsøg på at forandre det internationale system.

FN's fjender taler gerne om sikkerhed gennem overvældende militærstyrke, og deres argumenter kan udmærket virke overbevisende på det korte sigt. Men hvis vi i det lange løb ikke formår at konsolidere bruddet med den morderiske cyklus, må man frygte, at de store magter før eller siden atter vil glide tilbage i væbnet konflikt, som de har gjort så mange gange tidligere, og næste gang vil hundredvis af millioner måske dø.

I 60 år nu har ingen stormagt direkte været i krig med nogen anden stormagt. Visse fremskridt har vi gjort. Det er værdifuldt, at vi lader dette 60-års jubilæum blive anledning til at holde mindet om Anden Verdenskrig i hævd. Vi må indskærpe os den historiske lære fra dengang og koncentrere os om den udfordring, den fortsat stiller os overfor.

Gwynne Dyer er uafhængig britisk journalist

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu