Læsetid: 4 min.

Hørt, hørt!

13. februar 1999

KRAT-KRAT, ET KRYDS sat på stemmesedlen. Og så har man udøvet sin demokratiske ret og pligt. Eller har man?
"Ved valgene giver befolkningen os politikere bemyndigelse til at træffe beslutninger på deres vegne," konstaterer trafikminister Sonja Mikkelsen (S) i gårsdagens Information. Hvorpå hun tilføjer:
"Men det er ikke nok, at vi kommunikerer via stemmesedelen."
Hørt, hørt! Et kryds er ikke en særligt nuanceret bemyndigelse. Selv om man stemmer på Venstre, kan man godt have nænsommere følelser for naturen end dem, som partiets repræsentanter udmønter i parlamentarisk aktion. Og et kryds på SF kan sættes af én, der mener noget mere præcist om Europa-politikken, end hvad SF-valgte indbyrdes kan mumsle sig frem til.
Det fører direkte til Hvad er demokrati? Det er titlen på en bog, som professor Hal Koch udgav efter Danmarks befrielse i 1945. Heri fremhæver Koch, at demokrati ikke består i, at et flertal taktfast stemmer et mindretal ned. Det består i samtalen, hvor parterne forstår hinanden, nærmer sig hinanden og i fællesskab finder på noget helt tredje end det, der ellers ville være blevet stemt om.

I TAKT MED, at de politiske partier taber medlemmer og i stedet udvikler sig til rene opstillings- og kampagneorganisationer, er det svært at hævde, at samtalen tilfredsstillende kan føres i og mellem partierne. Det ville mellem valgene efterlade 97 procent af befolkningen uden indflydelse.
Her vil nogle pege på folkeafstemninger som udvejen. Men de havner jo netop i forsimplede ja/nej positioner, hvor det gælder om at høvle de andre under gulvbrædderne. Hal Koch ville næppe have fundet fortrøstning i de 'samtaler', der har været ført forud for de seneste årtiers folkeafstemninger. De har også haft den ulempe, at et massivt folketingsflertal kan tvinges til at føre en politik, det ikke selv er solidarisk med. Se blot Maastrichtkampen i 1992 og omkampen i 1993. Et uskønt skue. Senest badutnumrene om euro og fælles forsvar.

EN ANDEN UDVEJ er, at de folkevalgte hører befolkningen forud for betydningsfulde beslutninger. Den løsning fastholder det endelige ansvar hos de valgte og åbner for en nuanceret dialog - en ægte samtale.
Men er høringerne tilfredsstillende for de borgere, der gider svare, når politikerne spørger? Derom handlede den konference, hvor Sonja Mikkelsen udtalte sig som ovenfor gengivet.
På konferencen blev det påpeget, at undersøgelser efter høringer viser, at de spørgende myndigheder synes, at det er gået alt i alt ganske godt og hæderligt. Hvorimod de svarende borgere gennemsnitligt mener, at det har været ret rædselsfuldt, chokerende, deprimerende.
Der er - kort sagt - noget, der ikke rigtigt funker. Borgerne har oplevelsen af, at politikerne nok spørger, men ikke lytter. Politikerne klager til gengæld over, at borgerne svarer på alt muligt andet end det, politikerne ønsker at høre deres mening om.
Et jordnært eksempel: Ørestadsselskabet holder høringer om placering og udformning af den københavnske mini-metros stationer. Folk møder op og råber øv: Hele projektet er pip. Skrot det!
Det svar kan selskabet ikke bruge til noget. For projektet er jo vedtaget ved lov. Uden anden offentlig høring, end at folk kunne troppe op i folketingsudvalget og gøre vrøvl. Hvad mange også gjorde. Uden resultat.

FOR V, K og S havde jo på forhånd indgået et forlig. Et af den sædvanlige skrøbelige slags, hvor der ikke kan pilles ved ret meget, uden det hele falder fra hinanden. Ligesom i sin tid 'aftalerne' om Storebælt og Øresund. Og som det dagligt foregår i amtsråd og kommunalbestyrelser. Sådan bliver dansk politik til: Er der en chance for forlig, så hug til, inden der bliver for megen blæst om sagen. Bagefter kan offentligheden få lov til at kommentere og rette et par hjørner hist og pist. Det pynter både på kvaliteten og ikke mindst - legitimiteten - af den trufne beslutning.
Denne danske politiske kultur forenes ikke let med en forpligtelse, vi har påtaget os ved et EU-direktiv. Nemlig det, der handler om Vurdering af Virkninger på Miljøet - i fagjargonen VVM. Direktivet kræver, at myndighederne for offentligheden fremlægger hele beslutningsgrundlaget, inden beslutningen træffes. Idéen om denne type forudgående høring stammer fra USA. Her er systemet som bekendt bygget på dybere mistillid til de folkevalgte end det danske.

DANMARK FIK i sin tid indføjet den undtagelse i direktivet, at det ikke gælder projekter, der vedtages ved anlægslov. Det er nemlig ved anlægslove, vi plejer at tryne de store bamser igennem her i landet. Argumentet over for EU var - og er - at fremgangsmåden ved dansk lovgivning inddrager offentligheden fuldt så meget, som direktivets formål tilsiger. Et tvivlsomt argument, hvis rækkevidde Greenpeace og Trafikministeriet stredes om ved Højesteret efter Øresunds-loven. Ministeriet kom tørskoet i land, men nye retsopgør kan forudses. Både om undtagelsen via anlægslove og om den måde, hvorpå vi gennemfører 'mindre' projekter end anlægslovenes. Det sker i en sky af papir ved amtslige regionplantillæg. Men har offentligheden nogen reel indflydelse? Spørg dem, der har protesteret. De er stadig rasende.
På konferencen lovede Sonja Mikkelsen, at den danske befolkning bliver hørt, om en fast forbindelse over Femer Bælt er en god idé - inden politisk forlig indgås.
Er det tegn på, at politikerne har lært noget? Eller bare på, at de om Tysklandsforbindelsen er så meget i vildrede, at de synes, de ligeså godt kan holde offentlige debatter.
Mens de i det stille udfritter hinanden om politiske forligsmuligheder. dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu