Læsetid: 3 min.

Hofjægermesteren som brandmajor

Hvad har man egentlig at skændes om i smørhullernes smørhul? Udvalgsposter, madpakker og en ny brandbil. Jes Stein Pedersen havde svært ved at holde gemytterne i kog
12. november 2005

Janni Spies kom over til vores bord. "I trænger vist til noget slik," sagde hun, og det var lige, hvad vi gjorde. Hun placerede en skål med vingummier, lakridser og labre larver foran os. Jeg sad sammen med et ægtepar, hvoraf fruen var så solbrun, at hun mageligt kunne blive Miss Solbrændt på Sydkysten. I Spanien. De var begge grinebidere.

Janni Spies Kjær skulle man nok sige. Hun var til vælgermøde for at bakke sin mand op. Christian Kjær, der er advokat, millionarving og kongelig hofjægermester havde fået serveret formandsposten i det lokale konservative parti i Birkerød som a piece of cake.

Så hun godt ud? Ja, hun gjorde. Smilende, slank og folkelig i sine bluejeans. Så sødt som i gamle dage. Christian Kjær var også fit for fight. Han havde udfordret Søllerøds Venstre-borgmester gennem 20 år, Erik Fabrin, til en duel. De andre partier var han ligeglad med. Man har vel set duellerne mellem John Kerry og Bush og set, hvem der vandt. Med konen ved sin side.

Spist på forhånd

Nu til mødet. Store forventninger i det fyldte lokale. Lutter pæne, velklædte, venlige mennesker (fik på stedet lyst til at flytte til Søllerød) og Jes Stein Pedersen fra Deadline II, der allerede bor i området, og som skulle være mødeleder her på Sjælsøskolen. Forventninger om hvad?

"Vi er nødt til at følge lidt med, når der nu kommer en ny storkommune," sagde mine bordfæller, der ikke plejede at gå til vælgermøder.

Vi nåede lige ved vores bord at gennemgå Janni Spies' livshistorie fra piccoline til multimillionær, før Jes Stein gav ordet til Fabrin og Kjær.

Kjærs piece of cake var allerede blevet spist af rivalen Fabrin. Et flertal af borgmesterkandidater i Nordsjælland havde lige meldt ud, at de anså ham for en belastning for partiet.

Men hvad pokker? Siden Uffe Ellemanns nederlag har intet i dansk politik været afgjort på forhånd. Kjær var på ingen måde punchdrunk, og hvis han tabte, ville han puste Fabrin i nakken de næste mange år. "Det er jeg god til," sagde han.

Fabrin tog det meget roligt. Hellere ville han samarbejde med SF, Socialdemokraterne og de radikale, hvis det var. I øvrigt var han favorit til at blive formand for Kommunernes Landsforening.

Ruderkongekabale

Søllerød og Birkerød kommuner, begge i den grad borgerlige (smørhul, sagde Jes Stein. Smørhul i verdensformat), skal slås sammen til Rudersdal Kommune. Derfor har nogen - meget morsomt - lanceret udtrykket Ruderkongekabale.

Duelmødets store tema var, om Kjær på forhånd ville love at danne 'regering' med Fabrin, eller om Fabrin ville love at gøre det med Kjær. Den, der først lovede noget, havde tabt. Man forstod, at Kjær gik efter at få lovning på to udvalgsposter og ikke bare en.

"Udvalgsformandsposter," korrigerede Fabrin.

Åbenhed

Ellers vil Christian Kjær skabe mere åbenhed, så borgerne en gang om ugen kan inddrages i beslutningerne. Han ville personligt sidde tre timer om ugen på sit borgmesterkontor lovede han. Fabrin replicerede, at alle borgere altid kunne maile til ham eller kollegerne.

Et andet tema var spørgsmålet om skolebespisning - og om ikke de travle forældre burde tvinges til at køre langsommere uden for skolerne. Både Fabrin og Kjær viste sig som store børnevenner.

Der var en del chat fra salen. Om klassenormeringer, handicappede, sygepleje, genoptræning af ældre, ambulancekørsel, etc. Christian Kjær mente, man skulle få kommunens pengemænd (læs: veksellerer og deslige) til at flytte deres kontor fra city til Rudersdal, så de kunne betale skat her. Både han og Fabrin mente, at man skulle få videnstunge virksomheder til at etablere sig i området.

Kjærs es

Jes Stein Pedersen havde synligt besvær med at holde gemytterne i kog. Så dekreterede han pause. Bagefter kom et stærkt ladet emne op: Hvilke embedsmænd skal fyres, når to kommuner lægges sammen? Dem fra Søllerød, eller dem fra Birkerød? Fabrin mente uden videre, at man skulle holde på "de bedst kvalificerede".

Mod slutningen trak hofjægermeisteren sit es ud af ærmet: De gamle brandsprøjter var fra 1981 og 1986. Han kunne forestille sig en helt ny, der så "skulle stå i et hjørne af kommunen, for det kan spare liv".

Hvad var det, Hemingway skrev om de rige? At de kan være indtagende, charmerende og forstående, men også, at de "efterlader alting mere dødt end selv det græs, som Attilas hestehove trampede ned".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her