Læsetid: 3 min.

Hold fast, Danmark!

9. maj 2001

I DAG ANKOMNMER en højtstående amerikansk regeringsdelegation til København for at orientere og »rådføre« sig med den danske regering om præsident George W. Bush’ planer for en eller flere typer raketskjold.
Besøget er del af en større europæisk rundrejse, der også har bragt de amerikanske udsendte til Paris, London og Amsterdam. At Danmark udgør et stop på ruten skyldes naturligvis, at kongeriget besidder én af de mest attraktive stykker militærstrategisk ejendom i verden, nemlig Grønland. Et enkelt blik på kortet forvisser én om, at geostrategisk er vores nordlige koloni fuldstændig uvæsentlig for forsvaret af Danmark eller for den sags skyld af Europa i en krigssituation. Derimod er Grønland en væsentlig strategisk forpost for forsvaret af USA og Canada – uanset om det gælder en krig udkæmpet med konventionelle midler eller med kernevåben.
Alene af den årsag befinder den danske regering sig på usikker grund i den verserende debat om, hvorvidt vi og hjemmestyret i Nuuk skal give grønt lys til at lade USA installere en ny X-band radar på flyvebasen i Thule, som vil udgøre et vigtigt led i sporingen af missiler affyret af USA-fjendtlige nationer som f.eks. Iran og Irak. (Se artikel side fem).
Kan Danmark sige nej og samtidig regne med at bevare sin kontrol over Grønland langt ud i fremtiden? Det er faktisk ikke sandsynligt. Magtforholdet mellem København og Washington er så ulige, at den danske regering reelt set ikke har noget valg, hvis den vil bevare et rimeligt godt forhold til George Bush’ konservative regering. Sådan ligger landet, desværre. Når henvendelsen på et tidspunkt kommer, vil de realpolitiske omstændigheder tilsige et ja, måske bundet op på en forståelse med Rusland om at revidere ABM-
aftalen.

ANDERLEDES ville det være, hvis EU’s sikkerhedspolitik på dette felt var lige så præget af samling som i forbindelse med oprettelsen af en udrykningstyrke. Sagen er jo, at alle EU-lande enten frygter eller stiller sig skeptisk over for de amerikanske planer om at omkalfatre hele den sikkerhedsarkitektur, som vi i Europa har sat vores lid til siden 1948.
Ingen europæisk regering har erklæret sig som tilhænger af præsident Bush’ forslag om at skrotte ABM-aftalen. Tværtom. Kun hvis EU talte med én stemme om USA’s missilforsvarsplaner, ville Danmark kunne tage risikoen og sige fra over for radaren i Thule. Men uden en samlet front i Europa kan Danmark næppe gå enegang, uanset hvor modigt det ville være.
Derfor må man håbe, at EU’s regeringschefer på én af deres topmøder for alvor begynder at drøfte, hvilke sikkerhedspolitiske følger, USA’s krænkelse af ABM-traktaten kan få for Europa og for Østasien, hvor Kina formentlig vil svare med en udvidelse af sin lille
atomslagstyrke. Sidstnævnte kan med lethed føre til et våbenkapløb med Indien og oprustning i Japan.
Det nytter ikke længere at fokusere på de små detaljer – altså om ’slyngelsstater’ som Nordkorea eller
Iran er en reel trussel mod USA og Europa. Hvad vi snakker om her, er en hel ny amerikansk militærstrategisk doktrin, som risikerer at blive trukket ned over hovedet på de allierede. Hvis ABM skal skrottes, hvad skal vi så have i stedet for? Nukleart anarki?

DET ER PÅ TIDE, at anti-atombevægelsen fra 1960’erne og 1980’erne vågner op til dåd. Uden et grundigt stykke arbejde i marken og en kraftig massage af den offentlige mening i de europæiske lande skal man ikke regne med, at EU-regeringer vil gøre nævneværdig modstand mod George Bush’ raketskjoldsplaner.
Amerikanske kritikere, også førende demokrater, nævner ofte, at den europæiske opinion tæller og kan øve indflydelse i USA. Projektet er langt fra på skinner. Den amerikanske opinion er endnu ikke vågnet op, men det vil den, når Kongressen forelægges en regning på 100 milliarder dollar. Folkelige protester og kritik fra officielt hold i Europa giver stof til eftertanke i Washington og inspirerer kritikere og folkelige bevægelser i USA.
Det er ikke alene forstemmende at høre Venstre og de konservative, og nu Niels Helveg Petersen, efterplapre Bush-regeringens høgelin,e; det er også en letsindig udmelding, fordi vi ikke får at vide, hvad der skal erstatte ABM-traktaten. Ganske rigtigt er der noget dybt umoralsk i at forlade sig på »en gensidig garanteret ødelæggelse« som et afskrækkelsesmiddel mod førstebrug af atomvåben. Men hidtil har denne doktrin fungeret og absolut intet tyder på, at Kim Jong Il eller Saddam Hussein vil undlade at inddrage muligheden for »massiv gengældelse«, hvis de skulle komme i besiddelse af kernevåben og true med at bruge dem.
Derfor skal den danske regering holde fast, så længe det nu rækker og stille alle mulige kritiske spørgsmål under dagens møde med Bush’ sikkerhedsrådgivere.

burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her