Læsetid: 5 min.

Hold ferie med ulønnet arbejde

Journaliststuderende Gitte Holtze valgte at bruge sin ferie på fysisk hårdt ulønnet arbejde
25. februar 2006

Larmen er øredøvende. Hvin, hyl, skrig. De små kulsorte aber, spider monkeys som de hedder, har spottet os og ved, hvad synet af os er lig med.

Carlos, en af de frivillige på Jambeli Wildlife Center i Ecuador, smider de to sække med bananer, gulerødder og kål over skulderen og balancerer hjemmevant hen over den smalle bambusgren, der agerer bro mellem os og den ø, aberne bor på.

Imens holder jeg hesten, der er spændt for den primitive vogn med dyrenes mad. Den skarpe sol her på Ækvator brager ned på mig, og sveden løber i tunge dråber ned ad min ryg, min pande, min mave. Myggene sværmer så tæt om mig, at var det ikke for deres aggressive summen, kunne jeg bilde mig selv ind, at de blot var sorte pletter for mine øjne. Jeg er imidlertid nødt til at ignorere dem, jeg er her for at holde og berolige hesten, det er mit job.

Og job i bogstaveligste forstand. Selv om der står turist i mit visum til Ecuador, er jeg her for at arbejde.

Hvorfor arbejde i ferien?

At bruge sin ferie på at arbejde frivilligt er ikke en ny opfindelse og praktiseres hvert år af mange tusinde unge fra hele verden. Arten af arbejdet varierer fra at undervise i engelsk på landsbyskoler til det, jeg skal bruge min studiefri januar måned på - at passe dyr i et såkaldt wildlife rescue center i Ecuadors regnskov. Nærmere bestemt fodre papegøjer, aber og skildpadder, gøre rent i indhegninger og bure, samt tage mig af især papegøjer, der er forsøgt ulovligt smuglet ud af Ecuador.

Hvorfor man vil bruge sin ferie på dét, kan der være et utal af årsager til. For mit vedkommende handler det dels om et svagt punkt for udsatte dyr, dels om at jeg ikke har behov for at se Ecuadors souvenirbutikker og turisthoteller, men hellere vil møde mennesker, der ikke lever af turister, og bruge min tid på andet end at tage billeder af solnedgange.

Da aberne er blevet fodret af, rider Carlos hest og vogn tilbage til farmen, mens jeg trodser myggene og går de to kilometer tilbage igennem dette lille stykke af regnskoven.

Næsten fremme stopper jeg op ved en indhegning, der ligger godt gemt bag meterhøjt elefantgræs. Jeg maser mig igennem det og når frem til de væsener, der fascinerer mig mest på dette fremmedartede sted.

Den nærmeste er en stor dreng. Helt præcist 170 kilo. Og han er her, netop fordi han er så stor.

Han er en kæmpeskildpadde, en såkaldt Galapagos Tortoise og blev for snart 50 år siden, dengang han var en lillebitte skildpaddeunge på størrelse med en kattekilling, bragt ind i et hus i Ecuador som kæledyr. Mange år og 168 kilo senere måtte fem mænd bugsere det nu gigantiske og dermed uønskede kæledyr sidelæns ud ad huset.

Jeg klør ham forsigtigt på hovedet, et hoved, der mest af alt ligner Spielbergs rumfigur ET, inden jeg efter et blik på uret går videre. Klokken er næsten 13.00, og det er min tur til at stå for frokosten.

Jeg bor sammen med fem andre frivillige, og i bedste kollektivstil skiftes vi til at lave mad. Variationen i de kulinariske retter er dog til at overse, de råvarer, der er indkøbt til os, er ris og kylling. Og hvis jeg insisterer på at servere frikadeller, kræver det et par timers ridning ind til den nærmeste landsby og det, der med lidt god vilje kan kaldes en butik.

I og med at jeg ikke er rejst om på den anden side af jorden for at spise danske retter, koger jeg risene og steger kyllingen, alt imens de andre frivillige en efter en kommer sivende fra formiddagens gøremål.

Ind i løvens hule

De er alle fra forskellige dele af Sydamerika, fra Peru, Colombia og Ecuador, og er her som en del i deres uddannelser, der i sagens natur alle er relaterede til dyreverdenen.

Det ved jeg, fordi chefen for Jambeli Wildlife Center, som stedet her hedder, har fortalt mig det. På engelsk.

For disse fem frivillige er ikke blandt det fåtal af sydamerikanere, der har lært engelsk i skolen, og eftersom mit spanske er temmelig begrænset, er der ikke lagt op til dybe samtaler. Eller ret mange samtaler i det hele taget. Tvunget til det kan man imidlertid komme langt ad viljens - og kropssprogets - vej, og mens vi tygger os igennem min stegte kylling, fanger jeg, at vi i eftermiddag skal gøre rent i løveburet. Farmen har modtaget tre løver fra et cirkus. De er gamle og kan ikke længere bruges i manegen, derfor skal de være her, til de dør. Vi er fem, der så at sige begiver os 'ind i løvens hule'.

To får det utaknemmelige job at holde løverne stangen med et par sølle skovle, mens vi andre fjerner ekskrementer og smider nyt halm på jorden. Denne dag er fodringsdag, så de tre løver er åbenbart mætte nok til ikke at have lyst til os, i hvert fald tager de ikke meget notits af, at vi er i deres hjem. Alligevel er jeg lettet, da vi atter har tykke ståltremmer mellem os og de skarpe hjørnetænder.

Oven på den oplevelse bliver jeg glad, da Carlos foreslår en tur til floden for at bade, og behøver ingen oversættelse af, at varmen ligger så klaustrofobisk trykkende over farmen, at også sydamerikanerne har brug for at blive skyllet af.

Vi rider - for heste bruger ingen benzin, erfarer jeg hurtigt - i rask trav gennem banan- og kakaoplantager ned mod den svalende flod, hvor Monica, en kæk pige fra Peru, sporenstregs rider ud i det knæhøje vand og med et saligt udtryk lader sig glide fra hestens sadelløse ryg ned i floden.

"Que rico," udbryder hun.

Og hun har ret, det er skønt. Om en time skal aberne fodres igen, bagefter skal papegøjerne have mad, men lige nu har vi fri.

Også kaldet ferie i arbejdsferien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu