Læsetid: 4 min.

Hold da kæft Santer!

2. december 1997

"En nej vil ikke have samme betydning som i 1992. Dengang accepterede landene Danmarks reservationer, men sådan vil det ikke være igen."
Jacques Santer i Berlingske Tidende.

Så brød fanden løs. En udlænding tog sig den uhørte frihed i forsigtige vendinger at udtale sig om, hvordan netop udlændingene måtte forventes at reagere, hvis danskerne stemmer nej til Amsterdam-traktaten. Man skulle ellers mene, at det var en yderst kompetent udlænding, Berlingske Tidende stillede det relevante spørgsmål til. Formanden for Europa-Kommissionen - luxembourgeren Jacques Santer - som har mere kontakt med EU-landenes politiske ledere end nogen dansker.
Man kan ikke beskylde Santer for at svare synderligt opsigtsvækkende på spørgsmålet om konsekvenserne af et dansk nej. Formanden for Europa-Kommissionen nøjes med at konstatere, at situationen ikke vil være den samme, som da danskerne stemte nej i 1992. Santers begrundelse for denne analyse er, at danskerne jo allerede har fire forbehold og i øvrigt har fået opfyldt en del ønsker i den nye Amsterdam-traktat.
Altså kort sammenfattet: Et realistisk bud på EU-udlandets reaktion på et dansk nej. Leveret af en som må siges at være relevant placeret for at udtale sig om netop et sådant spørgsmål.
Men sådan fungerer den indre danske logik ikke. Tryksværten var dårligt nok tør på fredags-berlingeren, før eliten af danske EU-tågehorn var på banen med et krav om, at Santer bør holde sin kæft.
"Hans udtalelser vidner jo ikke om den store indsigt i dansk politik og danske samfundsforhold. Det er simpelthen ikke en sag, der vedkommer Jacques Santer," lød statsminister Poul Nyrup Rasmussens reaktion.
"Det er en debat, som føres i Danmark af danskerne. Jeg synes ikke, at folk i andre lande skal blandes ind i det," sagde formanden for Folketingets Europaudvalg Ove Fich.
"Det er en diskusion, som vi nok selv skal klare i Danmark, han (Santer, red) skal bare holde sin kæft," lød det fra Freddy Blak.
"Det er utroligt dumt og uklogt af ham at udstikke den slags trusler," lød det fra SF-formand Holger K. Nielsen.
Kun det politisk umage par bestående af Marianne Jelved og Jørgen Schleimann forsvarede Jacques Santers ret til både at tænke og tale. Ellers var den politiske elites besked et klart: Hold kæft, Santer.

Det må være en ganske lærerig oplevelse for vælgerne at studere de danske reaktioner på Santers udtalelser. Her gik vi og troede, at EU-medlemskabet i bund og grund ikke havde rokket meget ved de mere grundlæggende elementer i dansk kultur. Vi danskere elsker at se statsministeren på cykel (med eller uden hjelm) og udenrigsministerens køleskab. Vi hader når danskere som John Iversen gribes med fingrene nede i EU's frimærkekasse for at hente lidt ekstra diæter hjem. Vi troede, at den danske snusfornuft var bevaret på trods af EU-medlemskabet. Og så blot fordi en luxembourger kommer med et par selvindlysende bemærkninger, afsløres det, at danske politikere faktisk har taget ubodeligt skade af EU-medlemskabet. De har fået en sygdom, som kan diagnosticeres som storhedsvanvid. Nyrup, Blak, Iversen, Helveg, K. og de øvrige mener alvorligt, at de er alene om at være kompetente til at udtale sig om, hvordan tyskere, franskmænd mv. måtte reagere, hvis danskerne stemmer nej. Udlændinges bedømmelser af deres egne mulige reaktioner er uønskede.
Det lover godt for den danske EU-debat op til folkeafstemningen. De selvsamme danske politikere har jo stor erfaring med seriøs EU-debat om netop emnet - konsekvensen af et nej.
Nogle husker måske Børsen fra den 27. februar 1992:
"De øvrige EF-lande vil ikke respektere et dansk veto mod den nye EF-traktat. Hvis vi siger nej, sætter vi os reelt udenfor indflydelse og har taget det første skridt til en associeringsordning. Det mener både Venstres formand, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og den radikale Niels Helveg Petersen."
Eller statsminister Poul Schlüter i TV-Avisen den 25. maj samme år:
"Der er ingen, der skal tro, at man kan stemme nej på tirsdag, og så nogle måneder efter - når ulykkerne begynder at melde sig, når vi får en renteforhøjelse, når det viser sig, at investeringerne går i stå, når de gode udsigter for vækst og beskæftigelsesfremgang fordufter - så kan man ikke komme og sige, at vi har fortrudt, nu vil vi gerne stemme igen. Det er muligvis om adskillige år, men ikke før."

Holger K. Nielsen gør også klogt i at bede Santer om at holde kæft. Han selv viste jo tydeligt i Jyllands-Posten den 26. maj 1992, at han vidste, hvad der ville ske med Maastricht-traktaten ved et dansk nej:
"Der er ingen, der med sikkerhed kan sige, hvad der vil ske, hvis danskerne på trods af Uffe Ellemann-Jensens trusler stemmer nej til Unionen. En ting er dog sikkert: Maastricht-traktaten falder til jorden, og Danmark forbliver medlem af det indre marked."
Mener spåmand K. også i dag, at Maastricht-traktaten er faldet til jorden?
Og der var Poul Nyrup Rasmussens udtalelse i Det Fri Aktuelt den 16. maj 1992:
"Hvis det bliver et ja, ved vi, at der ikke er risiko for, at valutaen strømmer ud af landet og nye rentestigninger. Hvis det bliver et nej, må det blive en forsigtigere kurs."
Logikken er klar. Helveg må gerne udtale sig om Kina. Iversen om behovet for at sende EU-oksekød til Nordkorea. Holger K. Nielsen stiller gerne op i medierne med håndfaste vurderinger af, hvad landene i Central- og Østeuropa egentlig ønsker sig af EU.
Men har man statsborgerskab i et andet EU-land end Danmark, bør man holde kæft, når danskerne diskuterer Europa. ryb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her