Læsetid: 6 min.

Hold øje med LIDL

Den tyske discountkæde, der også har etableret sig i Danmark, stresser medarbejderne med en stram personalepolitik. Et af de mere ekstreme udtryk: I tjekkiske filialer indførte man et særligt pandebånd til identificering af kassedamer med menstruation. Kun iført et sådant pandebånd var det tilladt at gå på toilet uden forudgående tilladelse
28. november 2005

Discount-kæden LIDL's indtog i Danmark kan betyde andet og mere end fortsat priskrig på discountmarkedet og billigere basisvarer til danskerne. På baggrund af erfaringer fra butikskædens filialer i en række europæiske lande er der grund til at holde et vågent øje med virksomhedens praksis over for medarbejdere og fagforeninger.

I kædens hjemland, Tyskland, har fagforeningen ver.di sammen med en række andre organisationer iværksat en kampagne mod LIDL med henblik på at skabe opmærksomhed om koncernens forretningsmetoder.

Den 29. september slog den tyske discount-kæde LIDL under nogen mediebevågenhed dørene op for 13 nye butikker i Danmark. Blot endnu én i rækken af billigbutikker, skulle man mene. Men i tilfældet LIDL er der grund til at være særligt på vagt over for koncernens forhold til gældende regler på arbejdsmarkedet og dens behandling af egne medarbejdere.

Den tyske fagforening ver.di har sammen med en række græsrodsbevægelser igangsat en kampagne mod virksomheden i hjemlandet Tyskland. Formålet er især at skabe opmærksomhed om LIDL's omgåelse af krav om medarbejderindflydelse, men også at pege på, at koncernen medvirker til 'pris-, miljø- og social-dumping' gennem sine forretningspraksisser.

Sort-bogen

På foranledning af et stigende antal klager fra LIDL-medarbejdere, tog ver.di i 2004 initiativ til en Schwarz-Buch - en sort-bog, altså, i modsætning til den traditionelle hvidbog, og et ordspil på ejeren Dieter Schwarz' navn - om koncernen. De mange minutiøse beskrivelser af arbejdsforholdene i butikkerne, ver.di modtog fra utilfredse ansatte, bidrog til billedet af en ledelsesstil, hvor trusler, overvågning, ubetalt overarbejde og urimelige effektivitetskrav hørte til dagens orden.

Tidligere salgschefer i LIDL berettede om, hvordan koncernen for nylig opgav den ellers fremherskende praksis med at tvinge ubekvemme ansatte til at skrive under på kontrakt-ophævelser eller til selv at indgive deres opsigelse. Det var en måde, hvorpå man kunne tilsidesætte de tyske regler om Kündigungsschutz, der gør det vanskeligt for tyske foretagender at afskedige medarbejdere.

Dertil kommer mere bizarre eksempler. I tjekkiske filialer indførte man et særligt pandebånd til identificering af kassedamer med menstruation. Kun iført et sådant pandebånd var det tilladt at gå på toilet uden forudgående tilladelse.

I et andet tilfælde havde de ansatte i en række tyske LIDL-filialer taget initiativ til at vælge en fælles tillidsrepræsentant. Det aftalte opstillingsmøde kunne imidlertid ikke mønstre nogen deltagere, fordi LIDL, der havde fået nys om de ansattes forehavende, havde arrangeret et internt og obligatorisk træningskursus for medarbejderne på samme tidspunkt. De få, der alligevel mødte op, måtte stå ansigt til ansigt med arbejdsgiver-repræsentanter - butikschefer og regionale ledere - der var på stedet for at tjekke, hvem der kunne udgøre en potentiel opsætsighed over for ledelsen.

I lyset af LIDL's eklatante omgåelse af reglerne for de ansattes medbestemmelse på arbejdspladsen, har ver.di oplevet en kærkommen fornyelse af interessen for de tyske fagforeninger og for, hvilken rolle de kan spille på et tysk arbejdsmarked med høj ledighed og tiltagende sociale gnidninger.

Situationen for det tyske fagforbund DGB er, at det inden for de sidste 10 år har oplevet en medlemsnedgang på omkring tre millioner. Alene i 2004 meldte 350.000 mennesker sig ud af forbundets foreninger.

Det står i skærende kontrast til det forhold, at Schwarz-Buch Lidl, da den blev offentliggjort i 8.000 eksemplarer i december 2004, blev revet væk, og et nyt oplag måtte trykkes i stor hast. For rapportens medforfatter Agnes Scheieder manifesterer publikationen dog, trods den store interesse den er blevet mødt med, et 'krisefænomen'. Den vidner nemlig om nødvendigheden af, at fagbevægelsen finder nye veje til at ramme de globaliserede virksomheder.

Paradoksalt vidner interessen for ver.dis publikation om foreningens svindende magt i relationen mellem de store koncerner og arbejdstagerne. Virksomhederne omgår på udspekuleret vis de regler, der burde gælde på arbejdsmarkedet, og fagforeningerne står magtesløse tilbage uden mulighed for at handle på traditionel vis via juridiske søgsmål eller forhandling.

Tilbage står den mulighed, at man rammer virksomhederne hvor det gør allermest ondt: på omsætningen og på deres image i offentligheden. Meget sigende har LIDL's reaktion på den negative omtale i de tyske medier siden offentliggørelsen af sort-bogen været at hyre det velrenommerede reklamebureau Engel & Zimmerman, der har specialiseret sig i pr-relationer og krisestyring. Det er nye boller på suppen for en koncern, der hidtil har været kendt for sin lukkethed, selv om det naturligvis ikke hjælper de ansatte meget, at virksomhedens billede udadtil påstryges en ny fernis.

Voksende social kulde

I retssamfund lader man tvivlen komme den anklagede til gode, og det er da heller ikke givet, at LIDL's danske filialer vil praktisere den form for grov tilsidesættelse af reglerne, der har gjort sig gældende i de tyske butikker. Alligevel skræmmer sporene. I lande som Finland og Sverige, hvor LIDL endnu er ganske nyetableret, er koncernen allerede løbet ind i problemer med myndigheder og fagforeninger. I Finland har der været vrøvl med ubetalt overarbejde, og i Sverige langtids-sygemeldes kassepersonale på grund af stressende arbejdsvilkår og overdrevne effektivitetskrav.

Trods LIDL's mange overskridelser af såvel regler som almindelig anstændighed over for medarbejderne, opfordrer ver.di ikke til boykot af virksomheden. Hos fagforeningen er man påpasselig med sådanne tiltag, fordi det i sidste ende kan komme til at skade de medarbejdere, LIDL-kampagnen er sat i værk for at støtte. Kampagnens tiltag har handlet om at skabe opmærksomhed hos kunderne såvel som hos de ansatte, der opfordres til at insistere på deres ret til at organisere sig.

For fagforeningen og for dens samarbejdspartnere i LIDL-kampagnerne har de aktuelle tiltag et bredere sigte. Det drejer sig om, 'at angribe en økonomisk liberal logik, der fører til, at socialstandarden inden for handelssektoren og i andre brancher bliver sænket yderligere eller fuldstændig tilsidesat', og man ønsker at rejse en 'praktisk solidaritet' over for dén 'voksende sociale kulde', der gør sig gældende i Tyskland.

Det er på én og samme tid et ambitiøst og et ydmygt krav. Ambitiøst, fordi det sætter sig imod den samlede samfundsudvikling. Ydmygt, fordi man ikke kræver andet af virksomhederne, end at de overholder de aftalte spilleregler og i øvrigt behandler deres ansatte på anstændig vis.

De onde og den gode

Men er historien om LIDL og ver.di bare en gentagelse af den klassiske historie om den store og onde koncern over for den lille mand/kvinde på gulvet, der reddes af den trygge, varme og gode fagbevægelse?

Man kan indvende, at ver.di har en væsentlig egeninteresse i at fremstille LIDL i det mest ugunstige lys i forsøget på at relancere de trængte fagforeninger i Tyskland. Man har gjort sig store anstrengelser for at finde de mest rædselsvækkende eksempler på LIDL's praksisser af hensyn til rent strategiske overvejelser, ville argumentet lyde.

Men selv om dét argument ville kunne forklare ver.dis motiver, så ændrer det ikke ved, at LIDL's medarbejdere faktisk har haft de erfaringer, de har haft. Argumentet kan måske forklare, hvorfor man har valgt LIDL som præmie-eksempel på den onde, profithungrende koncern. Det ændrer imidlertid ikke ved, at LIDL - med sine lukkede ejer- og ledelsesstrukturer, sin på-kanten-af-det-lovlige forretningsmæssige smartness og sin hierarkisk-kontrollerende og mistroiske holdning til medarbejderne - faktisk er den slags virksomhed. Ver.dis strategiske træk består snarere i valget af LIDL til sin kampagnetiltag, end i en egentlig misrepræsentation af de reelle forhold i koncernens filialer.

LIDL står imidlertid ikke alene. Ver.di forbereder på baggrund af deres succes med LIDL-kampagnen allerede nu 'sort-bøger' om henholdsvis ALDI og Schlecker i Tyskland. ALDI kender de danske discount-kunder allerede. Schlecker, en materialist-kæde på linje med Matas, har bekendtgjort sit snarlige indtog på det danske marked.

Der er al mulig grund til at følge ver.dis råd om at holde et vågent øje med disse koncerner.

Kilder: Die Zeit, Süddeutsche Zeitung, Handelsblatt, Managermagazin, UNI Commerce, ver.di.

Tobias Garde Hagens er idehistoriker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu