Læsetid: 3 min.

At holde skindet på næsen - med manér!

Rolling Stones gør en flot figur på deres første studiealbum i otte år. Udtrykket er revitaliseret, indsatserne overbevisende og alt i alt er det gruppens bedste plade i - 25 år!!!
3. september 2005

Det er godt nok nogle år siden, at Informations mand på rocken sådan seriøst har fået pisset i kog over en ny Rolling Stones-udgivelse. Ikke fordi de nødvendigvis er dårlige - Bridges Of Babylon fra 1997 var således rimelig okay - men nok snarere fordi de altså ikke har vist sig synderligt ophidsende. Slet ikke sammenlignet med gruppens output fra 1964 til sådan noget som 1981, hvor de med Tattoo You udsendte deres til dato sidste essentielle album. Siden har der været en tendens til at gruppen i udstrakt grad i det uendelige gentager sig selv, hvad angår klang, stilgreb og attitude.

Det er ikke nødvendigvis et kunstnerisk problem - fornyede Johnny Cash sig f.eks. nogensinde sådan seriøst? Og gjorde det så noget? - men det kræver, at niveauet holdes. Og der har problemet for bandet længe været det der med at skrive mindeværdige sange, af hvilke de vel har en 30-40 såkaldte rockklassikere på samvittigheden. Men den nyste af slagsen er således nærmest "Undercover Of The Night" og den er altså fra 1983! Det kan da kaldes en midtlivskrise af proportioner -

En formidabel attraktion

Også selvom gruppen med sit oprindelige afsæt i 1950'ernes elektriske Chicago-blues indskriver sig i en tradition, hvor det ikke er nogen skam at blive ældre. Tværtimod var folk som Howlin' Wolf, Muddy Waters og den Detroit-baserede John Lee Hooker gode lige til det sidste, ja det var som om at alderen direkte bekom dem. Det hang så måske til dels sammen med, at for disse gigantiske gentlemen kom anerkendelsen for det første sent i livet, for det andet at de grundlæggende sang de samme sange igen og igen og for det tredje var alternativet - ja, hvad? Der var intet alternativ til at blive ved.

Og det er selvfølgelig påskønnelsesværdigt ud over enhver beskrivelse, at de aldrende gentlemen i Rolling Stones ikke bare smider håndklædet i ringen og trækker sig tilbage til deres sydengelske landsteder, men i stedet bider tænderne sammen og bare mosler på. "Keep on keeping on", som Dylan synger. Og har de seneste 20 års studieplader en tendens til at til forveksling ligne hinanden, er gruppen efter sigende stadig en formidabel koncertattraktion, thi på scenen kan den uden blusel blande rigeligt af stensikre klassikere med nyere og som tommelfingerregel svagere sange, hvor publikum så kan få tisset osv.

16 spændstige skæringer

Men surprise, surprise! På det seneste opus i rækken, betitlet A Bigger Bang (en reference til den moderne skabelsesberetning, der vover at modsige påstanden om at ham Gud, ja han skabte hele lortet på seks dage og på den syvende sov han til langt ud på dagen) gør de tre originale rullesten - sanger Mick Jagger, guitarist Keith Richards aka "The Human Riff" og den som altid effektivt hårdtslående trommeslager Charlie Watts samt nytilkomne Ronnie Wood (fra og med 1975) - faktisk en overordentlig god figur og må kollektivt siges i dén grad at holde skindet på næsen med manér!!

Her serveres frisk fra fad 16 urfunky, benhårdt nedbarberede og spændstige skæringer, der helt sikkert vil få tårerne frem i øjnene på bandets kernefans, men også elskere af basal rock'n'roll vil såmænd kunne få rigtig meget glæde af at lægge øre til det telepatiske sammenspil mellem Richards og Wood, Watts ondt swingende backbeat og en klædeligt underspillet Jagger, der på to skæringer sågar overlader mikrofonen til Richards rustne nedløbsrør af en stemme. Der er ligesom kommet en snert af nødvendighed over sagerne; når døden rykker nærmere, bliver ens metier på en eller anden facon alligevel mere end blot et job.

Denne signatur havde ingen forventninger til opusset og betragtede udsigten til et døgn i dets selskab som noget i retning af endnu en dag på kontoret, men endte i stedet til et løssluppent party på 14. etage med udsigt over byens tage, masser af kokain på glasbordet og to nougatbrune tøser på skødet. Eller var det i skødet? Nå, men hvis De (med god grund) havde opgivet alt håb på Stones-fronten, er A Bigger Bang den helt rigtige modgift til defaitismen, thi den viser det modne ensemble i susende topform med en stribe velskrevne (om end næppe: uforglemmelige) sange og især med en spilleglæde, der burde kunne animere den allermest selvdøde partypooper til at kaste sig ud i en slags dans. Vi andre kan bare glæde os over det bedste Stones-album i 25 år, rocke med i gyngestolen og smile saligt over den kendsgerning, at hvor der er liv, er der håb. Husk blot at afspille svineriet højt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her