Læsetid: 4 min.

Han holder galden kogende

Christian Braad Thomsens selvbiografi udmaler en både rig og problematisk kulturel aktivitet - og lufter en kæmpekollektion af ømme ligtorne
18. november 2005

Bogen er fuld af hadefulde hævnakter mod personer, der på en eller anden måde har kritiseret forfatteren eller stået vejen for hans eller hans mangeårige samleverske Jytte Rex' karriere. Når man er så grov, gælder det om at have styr på dokumentationen. Men i et enkelt tilfælde, hvor Braad kaster sig over producenten Erik Crone, er det i hvert fald gået helt galt.

I bogen er Filminstituttet i for- og nutid Braads foretrukne prügelknabe, nogle gange med rette. Men Braad gik i sin tid over gevind i en affære, der efter al sandsynlighed førte til, at han urimeligt nok derefter ikke kom i nærheden af produktionsstøtte til sine film i en 16-årig periode. Affæren fik i 1981 Filminstituttets daværende formand Paul Hammerich til i en årsrapport at kalde Braad for en instruktør, der tragisk nok henvender sig om støtte "med tiggerskålen i den ene hånd og springkniven i den anden" - uden navns nævnelse, men de fleste kunne gætte, hvem Hammerich sigtede til.

Usand anklage

Braad, der i de år var blandt dansk films mest statsstøttede instruktører, gik nemlig i flæsket på Filminstituttets ene konsulent i de år, Erik Crone. Det bizarre er, at han nu i sin erindringsbog stadig anklager Crone for på indspist vis at tildele produktionsstøtte til sine arbejdsgivere, i dette tilfælde de to instruktører Dan Tschernia og Hans Kristensen, der dengang sad i bestyrelsen. Altså en konsulent-adfærd, der betænkeligt kunne ligne korruption.

Men sandheden er, at Crone overhovedet ikke produktionsstøttede Tschernias spillefilm Danmark er lukket, således som Braad hævder i bogen. Så der er absolut intet at komme efter her. Crone støttede ganske rigtigt Hans Kristensens Undskyld vi er her, men det ville også være underligt andet. Crone Film havde nemlig, inden han i en kortere periode var konsulent, produceret Kristensens tre hidtige, meget roste spillefilm (Flugten, Per og Blind makker), og støtten var derfor en naturlig forlængelse af hans allerede grundigt manifesterede, høje vurdering af instruktørens dengang alment anerkendte talent.

I det hele taget er Braads forsøg på at tilsværte folk i filmmiljøet, fordi de ikke i alle tilfælde har danset efter hans pibe, mildt sagt tendentiøse og i tilfældet Crone altså en blanding af det usande og det tendentiøse. Den logisk ræsonnerende Braad Thomsen spiller tilsyneladende altid med åbne kort og kildehenvisninger, men ved nærmere eftersyn er hans tal ikke altid rigtige og hans vurderinger tvivlsomme.

Revolutionær? Ikke spor!

Nu rummer bogen heldigvis andet end polemik. Meget andet, for den er en slags "Braad med det hele", en energisk, ofte velskreven udladning af alt, hvad han står for, ikke bare af overvintret vrede, men også af kvalificeret begejstring for film, jazz og rock.

Vi får også en mere intim beretning om baggrund og ungdom: Den fattige østjyske landsby-barndom med tørre tæsk plus en ekstremt besværet gymnasietid, hvor tavsheden blev den senere så ordrige Braads eneste våben mod ulykkelig forelskelse og social isolation.

Her er varme portrætter af lidt overraskende mentorer som K.E. Løgstrup (berygtet for at have frakendt filmen rang af kunstart) og en forstående Thorkild Bjørnvig, som gav mild, men præcis kritik af den århusianske stræbers første litterære forsøg. Målet var angiveligt at blive filminstruktør, men midlet meget fornuftigt film- og jazz-journalistik, som Braad allerede fra starten af 1960'erne dyrkede med flair og flid.

60'erne var politiske, og den unge Braad en SF'er fascineret af forskellige former for "revolution" (titlen på hans afgangsfilm fra Filmskolen). Her får vi en kritisk sjæls tilbageblik på 60'ernes og 70'ernes svimlende mix af kunst, politik, stoffer og ungdpomsoprør. I høj grad set i efterrationaliseringens revolutionsdulmende skær, for Braad lader sjældent nogen scene, situation eller begivenhed tale for sig selv, men tolker voldsomt løs for at uddrage en nutidig pointe. Denne påståelighed gør læsningen mere enerverende, end godt er. Og har man fulgt ham fra hans stærkt venstredrejede start, overbeviser det ikke det mindste, når han nu kalder den revolutionære afgangsfilm Revolution (1969) for et tilfælde af "falsk loyalitet".

Braads særlige rolle

Men der er også glimt af lune og en del værdifuldt stof i bogen, når den udbygger Braads betydelige indsats som formidler af film og musik - eller vidner om hans mod, kampgejst og skarpsindighed på andre områder. For eksempel synes jeg, han prædiker sund fornuft med sine frygtløst frisindede synspunkter i incest- og pædofilidebatten (man må så bare håbe, at han her er mere pålidelig end på filmområdet!), og han er god til at bide sig fast i myndighedsmisbrug og juridisk uretfærdighed. Og selvfølgelig får vi en reprise-tur gennem hans private heltegalleri med Rainer W. Fassbinder, Bob Dylan og Sigmund Freud på ærespladser, men nu i en mere afslappet personlig form.

Problematisk er derimod gennemgangen af hans spillefilm i tekster, hvor selvpromovering og selvfortolkning kappes på nærmest komisk vis. Bortset fra den dokumentariske Herfra min verden går (1976) er der ganske enkelt ikke tale om kunstværker af en vægt, som berettiger til så prætentiøs behandling.

Dog er Braads film aldrig mindre end interessante, og det er trist at læse, at han nu igen føler sig frosset ude fra Filminstituttet, som han stadig raser imod. Nu vil han "filme ord", men paradoksalt nok ikke bedømmes på manuskriptet.

Braads evige aggressive kritik (som denne anmelder i øvrigt også er skydeskive for i relativ mild form) rummer nogle gange det afgørende gran af sandhed, der løfter den over vanekværulanteriet. I en behagesyg tid taler han i det mindste aldrig magten efter munden, udfordrer den tværtimod på en måde, der til tider føles nødvendig, fordi andre ikke gør det. Derfor har han gennem alle årene haft en rolle at spille som debattens bisse. Til tider nyttig, andre gange bare hysterisk i sin sort-hvid-tænkning.

Christian Braad Thomsen: Vreden, Gudinde, besyng! 375 sider, 299 kr. Lindhardt og Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu