Læsetid: 5 min.

Er vi holdt op med at lytte til hinanden?

Vi fokuserer alt for sjældent på vigtigheden af at være nærværende i vor dagligdag og i den aktuelle politiske debat om prisen for at indgå i det danske fællesskab
7. oktober 2006

Teaterstykket Lampedusa af Henning Mankell, som for tiden vises på Tåstrup Teater med Ellen Nyman og Andrea Vagn Jensen i hovedrollerne, sætter fokus på en af nutidens sygdomme: Mangel på nærvær. Teaterstykket er etskrækeksempel på, hvordan vi mennesker er holdt op med at lytte til hinanden, og hvorledes vi bestandigt slipper af sted med at bevæge os på overfladen af sandheden om os selv, vore medmennesker og den virkelighed, som vi selv er med til at iscenesætte.

Mangel på nærvær er mangel på oprigtighed og fører ofte til ensomhed. Det hastige tempo, der kendetegner vor tid, og de høje forventninger om selvrealisering i form af succes, magt og indflydelse, der tungt hviler på vores generation, bliver ofte fremhævet som naturlige forklaringer på vore halvhjertede forsøg på at være nærværende i hverdagen. Men der er ingen undskyldninger. Mennesket er selv ansvarlig for at skabe nærhed og for at være nærværende i sit møde med andre og i mødet med sig selv.

Det danske debatklima og den seneste karikaturkrise er eksempler på en kommunikation mellem mennesker, der er blottet for nærvær, sensitivitet og ansvar. Nogle samfundsdebattører, journalister og politikere er ofte mere optaget af at tale end af at lytte. Den, der magtfuldt formår at dominere diskussionen, fremstår som vinder af debatten. Instruktøren bag filmen Paradise Now siger i et interview i Politiken, at hvis man virkelig ønsker at skabe forandring, skal man hviske. At hviske indebærer også evnen til at lytte og til at søge at forstå, hvad den anden siger.

Mange tror, at ægteskabet er en genvej til forsoning og forståelse, idet den enkelte har lettere ved at forstå den anden, når denne er genstand for ens kærlighed. Men sådan er det ikke altid.

Krævende ægteskab

Ægteskabet er det mest intime, men også den mest krævende form for fællesskab. Her er der ingen udvej. Ingen deadline. Tiden er uendelig, og ja'et forpligter for evigt. Det sværger vi i hvert fald højt og helligt på, når vi vover forsøget ud i evigheden. Men hvis man ikke formår at lytte til den anden og inderligt ønsker at forstå den anden, så ender det galt. Ethvert fællesskab fordrer en villighed til at rumme den anden og til at give afkald på at definere, hvad der er sandheden. Altså evnen til at turde miste retten til at være i centrum og til alene at definere, hvad der er værdifuldt og vigtigt.

Den høje skilsmisserate i Danmark og den stigende ensomhed blandt gamle og ældre såvel som helt unge kan tolkes som et symptom på det manglende nærvær mellem mennesker. Jeg tror at mange 'skilsmisser' i og uden for ægteskabet bunder i, at vi glemmer at være åbne, ansvarsfulde og nærværende i mødet med vore medmennesker.

Jeg rejste for nylig med Mikael Rothstein til Uganda. Vi var inviteret af den danske ambassade i Kampala til at deltage i en konference om islam og globalisering med deltagere fra hele den øst-afrikanske verden. Rejsen var lang og udmattende. Men på denne tur fik jeg et lille indblik i en mands liv og hverdag, drømme og ambitioner.

Jeg har i forbindelse med min studietid på religionshistorie på Københavns Universitet i seks år gået ned ad de samme grå gange som Mikael Rothstein uden at kende ham det mindste. Men på denne tur kom gennembruddet. Jeg lærte på 24 timer et nyt menneske at kende, i det mindste en lille smule. Flere mennesker burde tage enflyvetur til den anden side af Jorden med tvunget nærvær og snæver benplads. Det er en sand lektie i nærværets kunst.

Som stumme mumier

Spørgsmålet er så, hvorfor vi dagligt passerer hinanden som fremmede uden så meget som en hilsen? Hvorfor er vore hjem lukkede og aflåste?

Hvorfor er vi mennesker bange for at åbne op og modtage hinanden? Hvorfor interesserer vi os ikke for det, som burde vedrøre os? Hvorfor sidder vi som stumme mumier i busser og tog? Hvorfor bliver vi ved med at skrige de samme budskaber ud uden at lytte til modparten?

Hvorfor er det svært for nogle at være nærværende, endog med den udvalgte elskede i det mest intime rum? Dybest set tror jeg, at mangel på nærvær skyldes angsten for at være det, vi nu engang er. Mennesker med alle vores svagheder og mangler. En manglende villighed til at rumme os selv.

Den litauskfødte franske filosof Emmanuel Lèvinas søger ikke som mange filosoffer at opstille et sæt regler for, hvorledes vi bør handle, men spørger i stedet, hvad der skal til for at være et menneske. Han hævder, at vi først opdager, hvad vi er som mennesker i mødet med det andet menneske, den fremmede. Båndet og nærheden til 'den anden' skabes kun ved ansvaret for 'den anden'. Herved er det eneste virkelige menneske det ansvarlige menneske. Fællesskaber opstår, idet man indgår en etisk relation med 'den anden'. Den relation, man opretter med sin næste, bør ifølge Levinas gælde hele menneskeheden. Ligesom Gud ufortjent og grænseløst har elsket mennesket, skal mennesket grænseløst elske sit medmenneske. Mennesket er ifølge Levinas tvunget til at give afkald på at besidde verden og monopolisere sandheden, så den kan rumme dem begge.

Forbundet med ansvar

Jeg har ligeledes altid forbundet nærvær med ansvar. Et oprigtigt møde mellem to mennesker er baseret på ligeværd, lige rettigheder og evnen til at lytte.

At være menneske er også at huske på sig selv. At mærke sin egen tyngde. At være nærværende og ærlig i mødet med sig selv. For kun herved er man i stand til at være nærværende og oprigtig over for andre mennesker.

. Nogle gange skal vi minde hinanden om det, som vi tror finder sted helt af sig selv. At være til er én ting, men at være nærværende er noget ganske andet. Det er en egenskab eller en form for tilstand, der kræver vedvarende træning og sensitivitet over for 'den anden'.

Lampedusa fik mig til at gyse og til at tænke: Det er nyttigt en gang i mellem at evaluere dagens hændelser og spørge sig selv: Var jeg åben i dag? Var jeg oprigtig i min iver efter at levere en god historie til morgendagens aviskrig? Lyttede jeg til nuancerne i min datters sang? Forstod jeg at værdsætte hendes duft, da hun sov ind i søvnen ved nattetid? Var jeg til stede, da jeg mødte min mands øjne hastigt ved daggry til morgenbøn? Så jeg dybderne i denne dag? Reagerede jeg på det følsomme blik i min nabos øjne, da vi passerede hinanden på gaden?

At mødes i nærvær er et af livets sande mirakler, som vi mennesker kan skabe og genskabe dag efter dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu