Læsetid: 3 min.

Vi er holdt op med at slå hinanden ihjel

... og det er den egentlige landvinding for europæisk kultur. Synspunktet blev fremført i en meget livlig debat i Den Sorte Diamant om Europas kulturelle fremtid
22. juni 2007

Der var cirka halvt fuldt i Dronningesalen på Den Sorte Diamant, da kulturmagasinet Lettre Internationale og Det kgl. Bibliotek onsdag kaldte til debat om Europas fremtid fra en kulturel vinkel. Og halvt fuldt er pænt, for Dronningesalen er stor.

Panelet bestod af Østeuropa-korrespondenten, svenske Richard Swartz, der er bosat i Wien,og to danskere, EU-eksperten Marlene Wind fra Københavns Universitet samt presse- og kulturråd ved dendanske ambassade i Berlin, Uffe Andreasen.

Ordstyrer var tv-værten Clement Kjærsgaard. 'Styrer' er måske så meget sagt, for Kjærsgaard kastede sig med stor entusiasme over enhver vinkel, der kom på banen, med det resultat, at der kom en masse frem, men at det strittede i alle retninger. Spørgsmål fra salen blev besvaret med modspørgsmål, så enhver publikummer, der hævede røsten, øjeblikkelig befandt sig i diskussion med ordstyreren. Forfriskende anderledes.

De spørgsmål, der blev debatteret, var, hvorfor EU overhovedet skulle have en kulturstrategi? Om det var muligt at definere en fælles europæisk kultur, og om EU havde en kulturel mission på den internationale scene i forhold til primært USA's kulturelle dominans.

En europæisk identitet?

Marlene Wind afdramatiserede spørgsmålet om kulturstrategi ved at forklare, at det slet og ret var fordi 2008 var europæisk kulturår, at strategien blev udarbejdet nu. Desuden gjorde hun opmærksom på, at folk næppe var klar over, hvor meget EU egentlig betyder, for eksempel for dansk film. Vi får meget mere kultur ud af EU, end I er klar over.

Ifølge Marlene Wind var bestræbelsen, som hun sympatiserede med, at hæve statens affærer op på det overstatslige EU-niveau og lade nationalstaterne om at forvalte deres kulturelle mangfoldighed.

Uffe Andreasen troede ikke på Europa som en kulturel supermagt, og han var bestemt heller ikke tilhænger af det. Der er for meget snavs forbundet med den position, mente han.

Europa har ingen fast identitet og skal heller ikke have det, mente han. Det Europa trængte til, var netop profileringen af den europæiske mangfoldighed. Det var den, der skulle føres i marken, ikke kun over for USA, men sandelig også over for Kina, der ifølge Uffe Andreasen stormede frem på den kulturelle arena.

Richard Swartz kunne på spørgsmål fra Kjærsgaard bekræfte, at det kun var i formel, formalistisk betydning, de østeuropæiske lande kulturelt var blevet medlemmer af EU.

"Man kan ikke efter så mange år med kommunistisk styre forvente hurtige ændringer," påpegede han.

Swartz kunne heller ikke få øje på den store forskel på amerikansk og europæisk kultur. Han opfattede det som unikt for den vestlige kultur inklusive USA, at vi kunne iagttage os selv og dermed også le ad os selv. Det var forudsætningen for den europæiske kompromisvilje, som han ikke på samme måde kunne få øje på i Østeuropa. De havde stadig et manikæisk verdensbillede, hvor alt var enten sort eller hvidt og kompromis'er kun et udtryk for svaghed. Det var en del af Polens aktuelle problem med stemmevægtene i Unionen, påpegede han.

Clement Kjærsgaard gjorde opmærksom på, at nogle af de mest udskældte tv-serier, som for eksempel 'Robinson-ekspeditionen', ikke var amerikanske. Her var det amerikanerne, der havde importeret den underlødige underholdning.

Mord i hobetal

Europæisk mangfoldighed blev et centralt stikord i debatten. Alene de mange europæiske sprog gør det umuligt at tale om en fælles europæisk identitet, mente panelisterne, og Richard Swartz blev helt dårlig ved tanken om et fællessprog, hvor alle skulle kommunikere 'på usselt engelsk'.

Europa kunne nok aldrig blive et kulturelt fællesskab i snæver forstand, men nok en guldgrube af gammel kultur og gamle værdier.

Heroverfor lød indvendingen, at disse værdier gennem alle århundrederne aldrig havde forhindret europæerne i at myrde hinanden i hobetal.

Men til slut, da den overvejende stemning var, at mangfoldigheden måske var vi europæeres eneste fællesnævner, og at det ikke lod sig gøre at definere et kultur-begreb, der omfattede alle facetter af europæisk kultur, blev der fra salen gjort opmærksom på, at en fælles europæiske kultur slet og ret bestod i - EU. Efter indgåelsen af Rom-traktaten var europæerne for første gang nogen sinde holdt op med uafladeligt at myrde hinanden!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu