Læsetid: 4 min.

Holgers Hamletkompleks

29. juli 1997

SF-FORMAND GYDER olie på oprørte vande. Mandag morgen kl. 9:34 indløb der et telegram med denne overskrift fra Ritzaus Bureau, hvor Holger K. Nielsen dementerer en historie, som Politiken bragte til torvs søndag. Politiken havde skrevet, at SF-formanden truer sine partifæller og ikke vil acceptere, at alle SF's ja-sigere stemmer imod partiets officielle politik, når EU's Amsterdamtraktat skal til afstemning i Folketinget.
Det fik en af folketingsgruppens foreløbig seks ja-sigere, Margrete Auken til at advare mod "stalinistiske metoder", hvor ja-sigerne tvinges til at makke ret. Den journalistiske vridemaskine med andenhåndsreferater er ikke altid sandfærdig, og Politiken har umiddelbart givet historien en ekstra tand. Nøgternt vurderet kommer Holger K. Nielsen klogeligt ikke med direkte trusler.
Men han hævder fejlagtigt, at SF har "en tradition for at folketingsgruppen retter sig efter, hvad hovedbestyrelsen og landsmødet bestemmer", og derfor går han ud fra, at det gør ja-sigerne også, hvis partiets landsmøde den 6.-7. september anbefaler den danske befolkning at stemme nej til Amsterdam-traktaten.

FAKTISK ER HOLGER K. Nielsens forsøg på at gemme sig bag henvisninger til traditionen ikke i overensstemmelse med partiets love og vedtægter, som udtrykkeligt fastslår, at partiet ikke kan tvinge et folketingsmedlem til at stemme imod sin overbevisning. Derfor virker det underligt, at han gentager henvisningen til "partiets formelle regler" i det dementi, han lader udgå via Ritzaus Bureau. Jørn Jespersen har allerede om søndagen gjort det klokkeklart, at han ikke agter at være en bugtalerdukke, og Tommy Dinesen har - i pagt med partiets love - sagt, at han altid stemmer efter sin overbevisning.
At Holger K. Nielsen til dagens udgave af Information erkender, at det kan blive nødvendigt at give fribilletter til de overbeviste ja-sigere, fjerner ikke indtrykket af en partileder, der er trængt og har svært ved at bevare det strategiske overblik. Årsagen hertil er ikke, at han først vælger at dementere Politikens "trusselsbillede" med et døgns forsinkelse - efter at Berlingske Tidende mandag kunne berette om næsten total krise i SF og Det Fri Aktuelt talte om "Holgers slingrekurs".
Nej, årsagen skal findes i det næsten kamikaze-agtige personangreb mod statsminister Poul Nyrup Rasmussen og dennes karakter, som Holger K. Nielsen kastede sig ud i Berlingske Tidende lørdag.
Selvsamme Holger K. Nielsen, der anbefalede det nationale EU-kompromis i 1993 og som kun for to måneder siden forsøgte at cementere SF's position som "et økonomisk ansvarligt parti" gennem et afgiftsforlig med Nyrup-regeringen, siger nu, at Nyrup spiller dobbeltspil, er en bluffer. "Skal jeg være helt ærlig, så tror jeg ikke længere Nyrup over en dørtærskel...den nødvendige tillid har jeg ærlig talt svært ved at mobilisere i forhold til Nyrup," siger han og anklager statsministeren for taktiske krumspring.
Holgers vrede kan naturligvis forklares med henvisninger til, at Poul Nyrup og indenrigsminister Birte Weiss i foråret forsøgte at sætte gang i diskussionen om Danmarks retlige forbehold, og at man sidenhen lod hånt om SF's advarsler mod en dansk hastetilslutning til det såkaldte Schengen-grænsesamarbejde. Den er med sikkerhed også næret af gentagne udmeldinger fra bl.a. økonomiminister Marianne Jelved, der gerne med tiden ser et opgør med Danmarks ØMU-forbehold. Det tirrer SF-formanden, der f.eks. i interview med Information den 26/9 1992 sagde, at det nationale kompromis skulle "bilægge den splittelse, der har eksisteret siden 1972, så Danmark kan få en offensiv Europa-politik."
Den slags strategiske overvejelser ser nu ud til at være afløst af det, som vi med et pænt ord kunne kalde for intuitiv ledelsesstil: "Jeg ved ikke om et bedre forhold til statsministeren ville have fået mig til at sige ja."

HOLGER UDSTILLER HER åbent sit eget Hamlet-kompleks overfor Nyrup, som angiveligt har fået rollen som en forræderisk socialdemokratisk konge.
"Man må ikke lægge sin politiske strategi ud fra mistillid, bitterhed og vrede, hvor forståelig den vrede end er," formaner SF's gamle rorgænger Gert Petersen klogeligt, mens en anden ja-siger Jørn Jespersen er mere direkte og siger, at "hvis Holger bliver ved i denne stil, så frygter jeg, at han mister grebet."
Det er muligt, at Holger K. Nielsen allerede har sat sin autoritet over styr som leder ved at selv at afsløre hvor voldsomt følelsesladet, han styrer partiets forhold til Socialdemokratiet. For SF, hvis historiske mission - fra Aksel Larsen og videre til Gert Petersen - har været at føre en reformorienteret socialistisk strategi og at satse på et arbejderflertal og en rød-grøn politik sammen med Socialdemokratiet, er det næppe holdbart at erstatte sådanne strategiske overvejelser om erobring af den demokratiske magt med personlig kemi. Det var tværtimod partiets parlamentariske realisme, der i 60'erne fik Aksel Larsen til at anbefale et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet , og i 80'erne fik Gert Petersen til at fuldføre opgøret med SF's pacifisme og skabe en realistisk politik i forhold til militær nedrustning og NATO. Det var denne reformrealisme, der sidenhen i 1992 efter det første danske nej fik Steen Gade og en lidt mere modstræbende Holger K. Nielsen til at anbefale et nationalt kompromis med fire unionsundtagelser. Det er denne tradition, som Holger K. Nielsen er på kant med. Frygt for de "falske" socialdemokratiske konger har fået Holger K. Nielsen til at søge mod venstre, i et forsøg på at tilbageerobre nogle af de tabte vælgere, som i dag stemmer på Enhedslisten, støtter Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EF-Unionen. Det kan give en taktisk vælgergevinst, men det er mere tvivlsomt om det kan fastholde de fremtrædende SF'ere i Folketinget, som mener, at Amsterdam-traktaten er en forbedring af Maastricht-grundlaget for dansk Europapolitik.

bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her