Læsetid: 4 min.

Holgers vægtskål

3. maj 2004

MEGET ER DER blevet sagt om Holger K. Nielsen, siden han for mere end et årti siden overtog posten som formand for Socialistisk Folkeparti efter Gert Petersen. Netop i kraft af den arvefølge var det en svær opgave. Han efterfulgte en af de virkeligt markante skikkelser i dansk politik i det 20. århundrede. Og det er givetvis en stærkt medvirkende årsag til, at han har måttet leve med at blive omtalt som en bleg og uprofileret politisk leder.
Om det er fortjent i forhold til hans indsats, kan diskuteres. Men i hvert fald bør det fremhæves, at han lægger vægt på, at den tillid, der investeres i en folkevalgt politiker, bør forvaltes med omhu og hæderlighed. Med et ord, der måske efterhånden er blevet lidt gammeldags, er Holger K. Nielsen en særdeles retlinet politiker.Det kom nok engang til udtryk, da han udtalte sig til fredagens udgave af Information. Han blev spurgt, om han på nogen måde kunne tænkes at støtte ideen om, at den radikale leder, Marianne Jelved, bliver landets næste statsminister. Og svaret var et entydigt nej. Begrundelsen var også klar. Når det angår den sociale og økonomiske politik ligger Det Radikale Venstre for langt til højre,
Set med SF-optik er denne vurdering ganske forståelig. Når det gælder en ændret skattepolitik, er de radikale især optaget af at lette beskatningen på de høje indkomster. Endvidere har talsmænd for partiet ladet forstå, at store dele af overførselsindkomsterne bør underkastes en kritisk revision. Første mål er efterlønnen.

PÅ DET PUNKT er SF ganske vist ikke totalt afvisende. Men partiets opgør med overførselsindkomsterne er i langt højere grad knyttet til netop de forskellige indkomstniveauer. Det er kun de høje, der skal holde for.
Uenigheden mellem de radikale og folkesocialisterne er på disse områder ganske håndgribelig. Ikke desto mindre har de to partier igennem en længere periode arbejdet nært sammen på mange områder. Næppe nogen står hinanden nærmere i Folketinget, når det gælder centrale politikområder som udlændingepolitikken og retspolitikken – selv om SF på disse felter har haft lidt sværere end de radikale ved at fastholde de grundlæggende principper. De to partier har heller ikke svært ved at finde fælles synspunkter på områder som uddannelse, forskning og kultur.
Baseret på en vurdering af graden af overensstemmelser og uenigheder havde Holger K. Nielsen med andre ord ganske stor frihed til at formulere sin kommentar. Umiddelbart fremstår en radikal regeringsleder i hvert fald ikke som mindre acceptabel for SF end en socialdemokratisk. Men det afhænger selvfølgelig af, hvor det afgørende lod bliver lagt i vægtskålen
Og her har SF’s formand så truffet et valg, der dårligt kan betegnes som andet end traditionelt. Den velkendte fordelingspolitik betyder mere end alle de andre emner, der i dag er kommet højt op på den politiske dagsorden. Skattesatser er vigtigere end den måde, udlændinge bliver behandlet på. Forvaltningen af overførselsindkomster spiller en større rolle end indsatsen for at styrke uddannelse, forskning og kultur.

DET ER PÅSTANDE, der blankt indrømmet er trukket hårdt op. Men Holger K. Nielsens udtalelser afspejler på den anden side en umådelig tradtionel tankegang. Selvfølgelig kan – og skal – SF ikke stille sig i vejen for, at der efter næste valg bliver dannet en socialdemokratisk ledet regering. Men netop partiets nuværende formand, der i forbindelse med opfølgningen på det nationale kompromis om Maastricht-traktaten blev så elendigt behandlet af den socialdemoratiske ledelse, burde vel være fristet af at slå fast, at netop dette parti ikke kan tage SF for en på forhånd given støtte.
Under ingen omstændigheder kan hans udmelding tages som udtryk for et ønske om at få maksimal indflydelse på den kommende regeringsdannelse. Mogens Lykketoft kan blot lægge SF’s mandater til sine egne. Det afspejler en unødvendig beskedenhed. Hvis SF ønsker ikke blot at fremtræde – men også være – et reelt alternativ til Socialdemokraterne, må det være rede til at træde i karakter over for de muligheder, der kan opstå i forbindelse med en regeringsdannelse, hvis vælgerne afskaffer det nuværende flertal.
I den forbindelse har Marianne Jelved ikke sagt, at hun uden videre vil gå efter at blive regeringschef. Mere beskedent taler hun om rollen som forhandlingsleder. Den har flere af hendes partifæller indtaget inden for de senere årtier – først Karl Skytte, siden Niels Helveg Petersen, uden at noge af dem blev statsminister af den grund.
Også af den grund er det forbavsende, at Holger K. Nielsen indtager en så afvisende holdning – selv om det i al retfærdighed skal bemærkes, at han til denne avis udtalte sig om posten som regeringsleder, mens Marianne Jelved talte om hvervet som forhandlingsleder. Men da der kun er fire år til SF’s festår i anledning af, at partiet fylder 50, kunne det vel godt tage sig sammen til at opføre sig som voksent – og kræve den indflydelse, der er forbundet med en sådan position i livet. Selv om man begyndte sin tilværelse som et marginalt, omend opsigtsvækkende fænomen, er der jo ingen grund til at fastholde en sådan rolle. tok

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her