Læsetid: 6 min.

Hommel-sagen hørt fra sidelinjen

Kønspolitisk og sprogligt kultursammenstød af dimensioner i retssalen - og også i Ritt Bjerre-gaards spejlvendte brochure til kommunal-valget - samtidig med at Helge Sander ønsker arabisk aflivet som studium, skønt det er et af verdens 10 mest benyttede sprog
22. oktober 2005

Dagens sidste vidne trådte ind i retssalen, så sig huldsaligt omkring, smilede til forsvareren, som han havde kendt fra barnsben, dernæst til anklageren, der også var en gammel ven. Der var dømt hygge, så det baskede.

Hertil bidrog ikke mindst hans apparition, idet han nærmest kunne minde om Karl Stegger i rollen som hestepranger på Hjallerup Marked. Vendelbomålet fik han også brug for, da han blev bedt om at karakterisere den tiltalte Annemette Hommel som person. "Pisseirriterende," lød beskrivelsen.

Vidnet er pensioneret oberst og nu folketingsmedlem for Socialdemokrater-ne. Han var ikke i tvivl om, at der var blevet udøvet tortur dernede i den danske lejr i Irak.

"Enhver irakisk mand må føle det som åndelig tortur at blive forhørt og måske tilrettevist af en kvinde," fastslog han. Ganske vist har ingen af de tilfangetagne irakere beklaget sig over hverken denne ydmygelse eller mere hårdhændede former for mishandling - Hommel-sagen er startet af en utilfreds tolk fra Fyn - men derved kom han alligevel til at strejfe sagens kerne: Det drejer sig om et kultursammenstød, ikke mindst et kønspolitisk.

Han- og hunkøn

Det kom allerede frem under afhøringen af den justnævnte tolk. Hun forklarede detaljeret, hvordan tolkesituationen havde været besværliggjort af en ejendommelighed ved det arabiske (og andre semitiske) sprog, nemlig at verberne bøjes i køn. 'Du læser' hedder noget forskelligt, alt efter om man tiltaler en mand eller en kvinde. Noget i samme retning har man på russisk i datidsformer; men det er altså meget mere gennemført på semitiske sprog.

Da jeg for en menneskealder siden holdt ferie på Malta, studerede jeg de indledende instrukser i den lokale telefonbog, som var affattet på både engelsk og maltesisk, en arabisk dialekt, der skrives med latinske bogstaver. Til at begynde med var det ret forvirrende, at ét og samme udsagnsord snart begyndte med ti-, snart med ji. Forklaringen viste sig at være, at man automatisk gik ud fra, at den person, der ringede op, var en mand, men den telefonist, der ekspederede samtalen var en kvinde.

Besværlighederne i Camp Eden skyldtes, at visse fanger nægtede at tiltale og omtale en højtstående myndighedsperson med noget så nedværdigende som en hunkønsform! Derfor insisterede de på at bruge hankønsformer, hvorimod tolken, der jo kendte Annemette Hommel personligt, var nødt til at bruge hunkønsformer.

Åndelig tortur

Hvem, der er ansvarlig for den åndelige tortur, er ikke så ligetil at sige. Den brave Annemette har jo næppe selv valgt sit køn, så i den henseende, er det altså ikke hende, der burde sidde på anklagebænken. Men hvem så?

Der er selvfølgelig også den mulighed, at obersten tog fejl. Hans summariske vurdering af alle irakiske mænd lod ikke til at være baseret på direkte kontakt med dem, men snarere på en stereotyp gengivelse af noget, han har læst i en bog, og illustrerer i så fald at en hel del danskeres opfattelse af udlændinge bygger på et ret spinkelt grundlag.

Når man som jeg har færdedes i indvandrerkredse gennem mere end en menneskealder og behersker et par af de relevante sprog, får man tit lejlighed til at undres over så adskilte båse, Danmarks befolkning lever i. Det har givet sig et kuriøst, men dog symptomatisk udslag her op til kommunalvalget. Eftersom jeg er opstillet som kandidat til den københavnske borgerrepræsentation, fik jeg en socialdemokratisk pjece til gennemsyn et par dage, før den blev distribueret offentligt.

Jeg kunne straks se, at der var noget galt med forsiden. På dansk, engelsk, tyrkisk, arabisk, urdu samt to forskellige dialekter af irakisk kurdisk står der: "Stem på Ritt". Et såre letfatteligt budskab, som den arabiske oversætter alligevel har fået galt i halsen. Vedkommende - hvor er det rart, at dansk ikke har samme skarpe kønsdistinktion som arabisk - er kommet til at skrive hele budskabet spejlvendt og med lutter usammensatte bogstaver. Der står altså "MEST ÅP TTIR". Fejlen er så grotesk at jeg simpelthen ikke fatter, hvordan den kan være opstået; men det er den altså. En tanketorsk af mega-dimensioner? Eller direkte chikane i form af en malplaceret practical joke? Mere væsentlig er imidlertid den omstændighed, at ingen af de mange mennesker, der har haft brochuren i hænde, har gjort sig den ulejlighed at læse korrektur på den. Så ville de nemlig have opda-get, at der også er noget galt med den arabiske tekst inde i hæftet. Den er blevet beskåret sådan, at første bogstav i hver linje er røget sig en tur. Det gør ikke teksten fuldkommen ulæselig, men er alligevel en overflødig forvanskning.

Sangglad redaktør

Der er andre muntre ejendommeligheder. Den ene kurdiske dialekt hedder recte sorani, men er her omdøbt til soprani af en tilsyneladende sangglad redaktør, som også har formået at stave sprognavnet urdu forkert, hvad der ellers er lidt af et kunststykke.

Den tyrkiske oversætter er åbenbart kørt træt undervejs. Han har i hvert fald udeladt de sidste par linjer og også den hilsen, der afslutter de andre versioner. Som enhver vil vide, der har prøvet at fortælle en vittig anekdote og pludselig opdager, at man har glemt pointen, så er det ikke helt ligegyldigt, hvor man forkorter en tekst.

Det er let nok at kritisere diverse bagateller; men de spiller naturligvis ikke den store rolle. Værre er udeladelserne.

I Danmark registrerer man naturligvis ikke folks modersmål, men kun deres statsborgerskab. Derfor er det umuligt at konstatere, hvor mange af de herboende irakere, der er kurdere, endsige hvor mange, der snakker den ene eller den anden dialekt. Noget lignende gælder indvandrere fra Tyrkiet; men efter sigende er sådan noget som halvdelen af dem kurdere, og den kurdiske nationale frihedsbevægelse er da også ganske godt organiseret i København.

Sådan i al stilfærdighed og uden omverdenens store bevågenhed. For et par år siden var der en delegation af kurdiske politikere her i København. I den anledning indkaldte et socialdemokratisk folketingsmedlem til et pressemøde på Christiansborg. Fremmødet var beskedent. Det samlede antal gentle(wo)men of the press bestod af en dame fra den tyske ambassade og mig. Hun fortalte, at ambassaden følger meget nøje med i, hvad der foregår blandt indvandrere i Danmark. Det er åbenbart mere end, hvad man kan sige om danske medier og myndigheder.

Det faktum, at den tyrkiske afart af kurdisk (som skrives med latinske bogstaver) ikke er repræsenteret i brochuren, kan meget vel give anledning til en vis misstemning i indvandrerkredse, ligeledes den omstændighed, at der ikke optræder noget 'jugoslavisk' sprog.

Forbud mod afhøring

For nu at vende tilbage til Hommel, så har hendes sag budt på endnu et udslag af den berøringsangst, der præger visse danskeres forhold til alle disse mærkelige udlændinge. Af gode grunde vil jeg ikke gå i detaljer; men under et af retsmøderne oplystes det, at et vidne - en lektor fra Syddansk Universitet - havde fået forbud mod at lade sig afhøre. Forbudet var udstedt af hendes arbejdsplads, sandsynligvis fordi hendes udsagn ville kunne belaste forholdet mellem universitetet og dets udenlandske studerende.

Sagens udfald kan af begge parter ankes til landsretten og skal i så fald gå helt om, med afhøring af de samme vidner som ved byretten. Hvis det manglende vidneudsagn får afgørende betydning for dommen, hvilket ikke er ganske usandsynligt, står SDU så absolut med et selvskabt troværdighedsproblem beroende på uvillighed til at behandle udlændinge afslappet og på lige fod med danskere.

Et emne, der gentagne gange er poppet op under retssagen, er spørgsmålet om tolke-etik, ikke mindst loyalitet. De fra Danmark udsendte tolke - lige mange mænd og kvinder - har alle sammen været civilister af arabisk afstamning. Ingen af dem har altså været uddannet som sprogofficer. Der har ganske vist eksisteret en uddannelse i arabisk ved Forsvarsakademiet; men den blev nedlagt omkring 1994 og er først for nylig blevet genoplivet. Derved har man fået illustreret endnu et aspekt af den danske sproglige provinsialisme: Fremmedsprog er et nødvendigt onde, som man kun behøver at beskæftige sig med, når lokummet brænder. Arabisk er et verdens 10 mest udbredte sprog og har en meget rig litteratur, hvoriblandt man finder Koranen, som har spillet en gigantisk rolle i verdenshistorien. Alligevel hører studiet af dette sprog til blandt de 'småfag,' som Helge Sander og konsorter gerne ser aflivet.

Jens Juhl Jensen er sprogforsker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu