Læsetid: 3 min.

Homo praesidentialis

18. december 2000

Den Europæiske Union har i sin midte en ophøjet figur af en enestående art. Han er præsident for Republikken – på fransk med stort R – og i indeværende, snart udrundne halvår beklæder han formandskabet for EU. Men formand eller ej, så undgår man ikke at bemærke ved topmøder i denne sammenslutning, at den franske topfigur til enhver tid er den protokolære nr. 1, primus inter pares. Han er nemlig ikke som de andre landes repræsentanter en ordinær regeringschef, men statsoverhoved. Indadtil koncentrerer Republikkens præsident større magt og flere beføjelser under sig end nogen person i noget demokratisk land, så længe Nationalforsamlingens flertal – og dermed regeringen – hører til hans egen politiske lejr, som det var underforstået i de Gaulles forfatning fra 1958, og som det var tilfældet i de første 23 år af den 5. Republik.
Det er som bekendt ikke tilfældet med den nuværende præsident, Jacques Chirac, der derfor virker som en noget amputeret Solkonge. Men han er stadig, som en columnist i Le Monde skriver, »Homo praesidentialis – en sjælden art, beskyttet af de forfatningsmæssige konventioner om beskyttelse af præsidenter.«

Han PÅBERÅBER sig stadig en række af de halv-monarkiske privilegier, som er et karakteristisk træk ved den 5. Republiks forfatning, og som gør Frankrig til et særsyn i den demokratiske verden. Som sine forgængere omtaler Chirac jævnligt sig selv om ’garanten for institutionerne’, garanten for dit og dat, øverste voldgiftsmand, demokratiets vogter etc. Det kan måske forekomme lovlig meget at betro en fuldblods magtpolitiker med en lang fortid i det dagligdags parlamentariske og partipolitiske liv. Men ikke nok med det. I en situation, hvor Chirac dagligt nævnes som den øverste ansvarlige for omfattende korruption i Paris og omegn i første halvdel af 1990’erne – og hvor kun en immunitet, som Forfatningsrådet har tilkendt ham, beskytter ham mod at blive sigtet – kan Chirac uden at blinke omtale sig selv som »garanten for retsvæsenets uafhængighed.«
I det tv-interview forleden, hvor Chirac besvarede spørgsmål om korruptionsaffærerne, hævdede han, at hans embede gør det umuligt for ham at lade sig afhøre som vidne. Præsidenten er, sagde han, »garanten for Statens kontinuitet. Han kan ikke være undergivet hverken den lovgivende eller den dømmende magt...« Chirac beklagede endog, at det forholdt sig sådan, for det forhindrede ham i at tage til genmæle mod de injurierende beskyldninger, der verserede mod ham i en sensationshungrende presse, hvis formål var at ’sælge papir’.

I følge Chirac er korruptionen ikke længere aktuel – problemet er »mediatiseringen.« Bortset fra det hævdede han at være uden ansvar for ulovlighederne i det parti, han var formand for, RPR, og det parisiske bystyre, han stod i spidsen for i den samme årrække: »Jeg vidste intet om det.«
Mens Chirac fremstiller sig selv som forfulgt uskyldighed – »permanent offer« og »dybt såret« med hans egne ord – nyder han en beskyttelse, der må kunne få toppolitikere i andre demokratiske lande til at blegne af misundelse. Kun naive sjæle, der sværger betingelsesløst til Chirac, tror på, at præsidenten intet vidste om de ulovligheder, som nogle af hans topmedarbejdere i partiet og bystyret er sigtet for – de er blevet optrevlet ved mange års undersøgelser og rigt dokumenteret. Grundige analyser efter tv-interviewet har pillet Chiracs argumenter fra hinanden og vist, at han simpelt hen benægter fakta på det ene punkt efter det andet.

Samtidig oplever man, at næsten alle – også de blade, der skarpest kritiserer præsidenten – finder hans ’præstation’ i tv imponerende i formen. Man fremhæver hans ’talent’, hans mesterlige ’kommunikations-strategi’, hans evne til at spille på følelserne og ’virke oprigtig’. Chirac var ’i topform’, lyder det næsten enstemmigt. Og næsten uden ironi. Måske er det på tide, at Frankrig – der i disse år foretager den ene lille forfatningsændring efter den anden – skrider til en mere gennemgribende grundlovsreform og opløser det republikanske monarki, den anakronistiske, personlige magtkoncentration i toppen. Der tales i Frankrig meget om kynisme og moralsk forfald, om tillidskrise for demokratiet, og det kan blive en dramatisk sag. I øjeblikket er vi i det klassiske komedie-repertoire. Det er lige før, man sender teaterkritikerne i marken for at anmelde præsidentens tv-præstationer – det skal være nogen, der kender deres Molière.
Solkongen er selv på de skrå brædder, i en noget flosset version. Finder man Chirac demagogisk, tilføjer man, at han er forbandet dygtig i rollen, og man tager hatten af i dyb respekt. Salut, l'artiste!

B.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu