Læsetid: 6 min.

Homo Urbanus - utopi eller dystopi?

2007 bliver året, hvor flere af klodens indbyggere vil bo i byer end på landet. Glæderne og fordelene ved den urbane livsform er mange, men at fortsætte planetens fremadskridende urbanisering kan blive skæbnesvangert for menneskearten og vores medskabninger
4. december 2006

Næste år vil markere en så betydelig milepæl i sagaen om menneskehedens historie, at den kun tåler sammenligning med de nomadiske jæger-samlersamfunds overgang til fastboende landbrugskulturer og den industrielle revolutions omvæltninger af den agrare livsform. For første gang i historien vil et flertal af mennesker bo i store bymæssige områder - heraf en meget stor del af dem i megametropoler på 10 millioner mere eller i vidtstrakte forstadskvarterer. Vi vil simpelt hen blive til Homo Urbanus - det byboende menneske.

Millioner af mennesker i tæt sammentrængning, pakket i lag oven på lag i gigantiske urbane centre, er historisk et nyt fænomen. Der er såmænd ikke mere end 200 år siden, at klodens gennemsnitlige indbygger næppe mødte flere end 2-300 mennesker i hele sin levetid. I dag kan en borger i New York leve og arbejde side om side med 220.000 mennesker inden for en 10 minutters radius fra sit hjem eller kontor i midtown-Manhattan.

Kun en eneste by i historien - Antikkens Rom - kan prale af at have huset over en million indbyggere før det 19. århundrede. London blev den første moderne by med over en million indvånere i 1820. I år 1900 var antallet af byer på over en million vokset til 11, i 1950 til 75, og i 1976 var der 191 milli0nbyer i verden. I dag kan hele 415 byer gøre krav på at have millionbystatus, og der i ingen afslutning i sigte på urbaniseringsprocessen, så længe klodens menneskebefolkning bliver ved med at vokse med så foruroligende hast. Antallet af jordboere forventes således at nå op på 9 milliarder i 2042, hvoraf langt de fleste vil bebo tæt bebyggede byområder.

Som længe den menneskelige race måtte forlade sig på solenergi, vind, bølger, dyre- og menneskekraft, blev den menneskelige befolkning holdt nede på et niveau, der var foreneligt med naturens økologiske bæreevne - dvs. med biosfærens kapacitet til at genbruge affald og forny ressourcer. Vendepunktet blev, da vi fra under jordens overflade lærte os at udgrave enorme mængder 'lagret solenergi', først i form af kul-depoter og siden olie og naturgas. Forstærket med dampmaskinen og derpå forbrændingsmotoren og omformet til elektricitet og udbredt over ledningsnet satte disse fossile brændselskilder menneskeheden i stand til at skabe nye teknologier, som dramatisk forøgede produktion af fødevarer, forarbejdede varer og tjenesteydelser. Denne produktivitetstilvækst, som savner ethvert fortilfælde, førte til massiv forøgelse af den menneskelige befolkning og til en stadig større urbanisering af jordkloden.

Det kan ikke undre, at ingen rigtig kan finde ud af, om dette markante vendepunkt for menneskers indretningsvilkår skal tiljubles, begrædes eller blot registreres som et faktum. Det er selvfølgelig fordi den opsvulmende befolkning og de urbane livsformer har måttet betales med store omkostninger i form af ødelæggelse af store dele af jordens omfattende økosystemer og dyrelivs-habitater. Forfatteren og kulturhistorikeren Elias Canetti bemærkede engang, at enhver af os er som en konge, der træder på en dynge af lig. Hvis vi for en kort stund skal stoppe op og tænke over det uhyre antal af Jordens levende væsener, ressourcer og materialer, som vi har eksproprieret og forbrugt alene i vor egen levetid, må vi da ikke forfærdes over det blodbad og den rovdrift, det har krævet at betrygge vor tilværelse?

Faktum er, at de store og stadig større befolkningsgrupper, der bor i verdens voksende megabyer, er nødt til at forbruge massive mængder af Jordens energi for at kunne opretholde deres infrastrukturer og daglige flow af menneskelige aktiviteter. Lad mig sætte dette i perspektiv: Sears Tower i Chicago, en af verdens højeste skyskrabere, bruger mere elektricitet på en enkelt dag end provinsbyen Rockford i Illinois med dens 152.000 indbyggere. Og, hvad der er endnu mere forbløffende, forbruger vores art nu næsten 40 procent af Jordens primærproduktion - dvs. nettomængden af solenergi, der konverteres til organisk plantemateriale igennem fotosyntese - skønt vi kun udgør en halv procent af planetens biomasse. Det betyder, at der bliver så meget desto mindre til rådighed for de øvrige arter.

Urbaniseringens bagside

Bagsiden af urbaniseringen er alle de slagger, vi efterlader os på vores vej imod en verden af hundrede-etagers-kontortårne og boligsiloer med dens landskaber af glas, cement, kunstigt lys og elektroniske infrastrukturer. Det er ikke noget tilfælde, at vi på dette tidspunkt, hvor vi kan fejre verdens urbanisering, samtidig er vidne til et andet historisk vendepunkt. Den voksende befolkning, det stigende forbrug af mad, vand, byggematerialer, ekspanderende vej-, skinne- og flytransport og den stadig større urbane myldren vil uvægerligt fortsætte med at gøre indhug på det tilbageværende vildnis med stadige artsudryddelser til følge.

Forskere forudsiger, at inden for vore børns levetid, vil den vilde natur helt forsvinde fra Jordens overflade efter at have eksisteret i millioner af år. Den Transamazonske Motorvej, som skærer sig tværs igennem den vældige Amazon-regnskovsland, vil fremskynde udslettelsen af Jordens sidste store vilde habitat. Andre tilbageværende regioner af vild natur fra Borneo til Congo-bassinet svinder også hastigt ind for hver dag, der går, fordi der skal skaffes plads til voksende befolkningsgrupper på jagt efter livsrum og ressourcer. Det er ikke noget tilfælde, at vi ifølge Harvard-biologen E.O. Wilson for tiden oplever den største bølge af artsudryddelser i de sidste 65 millioner år. Vi mister med det nuværende tempo mellem 50 og 150 arter om dagen svarende til mellem 18.000 og 55.000 arter om året. Inden 2100 vil to tredjedele af Jordens tilbageværende arter efter alt at dømme være væk - for evigt.

Den næste fase

Hvordan vil dette stille os fremover. Prøv engang at forestille Dem 1.000 byer på over en million indbyggere om 35 år. Det er næsten ikke til at kapere og det er i hvert fald helt uden for vor planets bæreevne. Jeg vil nødig være den, der ødelægger festen, men måske fejringen af menneskeracens urbanisering i 2007 kunne være en anledning til at genoverveje de levevilkår, vi har skabt for os selv på jordkloden. Vist er der da meget i den urbane livsform som er værd at applaudere: kulturel diversitet, intenst socialt samkvem og kommercielle aktiviteter f. eks. Men hvad der er den rette størrelsesorden og omfang må betvivles. Vi er nødt til at tænke grundigt over, hvordan vi bedst kan bære os ad med at holde den globale befolkning nede i antal og hvordan vi kan udvikle bæredygtige bymiljøer, der udnytter energi og ressourcer langt mere effektivt og med langt mindre forurening og samtidig gøre dem til mere menneskeværdige udfoldelsesrum.

Kort sagt har vi i denne urbaniseringens storladne æra i stigende grad afskåret menneskeracen fra resten af den naturlige verden i tiltro til, at vi bare kunne erobre, kolonialisere og udnytte planetens uhyre rigdomme til at sikre vores egen fuldkomne autonomi - og det helt uden skæbnesvangre konsekvenser for os selv og fremtidige generationer. I den næste fase af menneskehedens historie bliver vi ganske simpelt hen nødt til at opfinde en metode til at genintegrere os selv i resten af den levende natur, hvis vi skal opretholde vores egen art og bevare planeten for vore medskabninger.

Oversat af Niels Ivar Larsen

* Jeremy Rifkin er fremtidsforsker, forfatter og international kommentator for Information. Han er endvidere formand for tænketanken The Foundation on Economic Trends i Washington D. C., USA

På dansk foreligger Den Europæiske Drøm, Informations forlag 2006.

Kronikken tirsdag: Et værelses med toilet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer